Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Sådan føles det: At redde et liv

Sådan føles det… er en serie i Ugeavisen Esbjerg med ti sandfærdige beretninger. De omhandler alle personer med tilknytning til Esbjerg, der åbenhjertigt fortæller om de ting, vi andre drømmer om, er bange for eller blot filosoferer over, hvordan føles. I denne uge Hanne Kristensen: Sådan føles det at redde et liv.

Annonce

PROLOG:
Mandag den 23. oktober 2017 har Hanne Kristensen og hendes mand, Per, gæster. Det er et vennepar, som ikke kunne komme til Pers fødselsdag, og da mandag er friaften i taxabranchen, hvor Per arbejder, er vennerne inviteret denne aften. De har en ualmindelig hyggelig aften med god mad, og omkring klokken 23 kører gæsterne hjem. Herefter går Hanne og Per og rydder op, hvorefter Per går i seng. Hanne bliver lidt oppe og sætter opvaskeren i gang, før hun går i seng. Hun kan ikke sove, da hun
har spist for meget, og står derfor op nogle gange. Klokken 01.30 går hun igen ind og lægger sig ved siden af Per.


Jeg
er endelig ved at være der, hvor man falder i tung søvn, da Per begynder at sige nogle lyde. Det minder først om snorken, og jeg tænker, at det simpelthen bare er løgn, for jeg skal op lige om lidt. Jeg synes alligevel, at lydene er lidt anderledes, så jeg tænder lyset, og så ligger Per med vidt åbne øjne, knytter sine hænder helt sammen og kramper. Jeg tænker bare, shit mand, hvad sker der her. Jeg prøver at kalde på ham og rusker i ham, men jeg kan slet ikke komme i kontakt med ham. Så tænker jeg, at nu må jeg ringe 112.

Kvinden, jeg får i røret, er ikke et sekund i tvivl om, hvad det er, som jeg står med. Hun siger, jeg skal lægge ham om på siden, og på en eller anden måde får jeg ham vendt, selvom han er en stor mand, og jeg har telefonen i den ene hånd. Med det samme Per kommer om på siden, så holder han op med sine specielle lyde. Så siger jeg til hende, at nu siger han ikke de lyde mere, men hans tunge hænger helt slap ude af munden. Jeg siger også, at jeg faktisk heller ikke tror, at han trækker vejret længere. Det er ikke sådan, at jeg er helt ude af den eller oppe at køre, det er mere sådan nøgternt konstaterende. Så siger hun bestemt, at jeg skal have ham om på ryggen igen og i gang med at give hjertemassage. Hun fortæller, at ambulancen er på vej, og det kan jeg næsten allerede høre, for de kommer nede fra Vibevej, og vi bor på Jagtvej.

Hun begynder at tælle, men jeg husker bare, at jeg bøvler løs på hans brystkasse. Det er en mærkelig fornemmelse at stå med, for jeg kan jo se, at der ikke rigtig sker noget, og han trækker ikke vejret. Han er holdt op med at kramme sine hænder og er blevet slap, men øjnene er stadig helt stirrende. Det ser virkelig uhyggeligt ud, og det mærkelige er, at Per har meget blå øjne, men mens han ligger der, er de blevet helt grønne. På et tidspunkt siger kvinden, at nu er ambulancen snart fremme, og om redderne kan komme ind. Døren er låst, så hun siger, jeg skal løbe ud og åbne og derefter skynde mig ind og fortsætte hjertemassagen. Jeg husker det mest af alt, som om hun har overtaget min hjerne. Ligesom når en it-mand har fjernkontrol over din computer, og du bare sidder og følger med.

Ambulancefolkene vælter ind med en masse tasker, og kort efter kommer to læger med ligeså mange tasker. Jeg fortrækker, og de går ind i soveværelset og river Per ud på stuegulvet. Det er som at se en død gris, der bare bliver slæbt afsted hen ad jorden. Da redderne går i gang med hjertemassagen, tænker jeg, okay er det sådan, man skal gøre, for så er det, jeg har stået og fistret med jo ikke meget bevendt. De trykker virkelig til og giver ham også nogle indsprøjtninger samt stød syv gange. De har et hjertemassageapparat, Lucas hedder det, med, som bliver spændt om brystkassen, og så er der en pumpe, der trykker seks centimeter ned 120 gange i minuttet. Jeg hører, hvordan det siger knæk, knæk, knæk de første mange gange. Det er ribbenene, der bukker under for maskinen. Det bøvler de med i en halv times tid, og jeg går ind på kontoret, for det er ikke behageligt at se på, men omvendt er jeg ængstelig, så jeg står og ser lidt efter, om der sker noget. Jeg husker, jeg ser den der streg på deres display og tænker, at nu må den sgu da snart til at bevæge sig, men den er bare helt flad. Der kommer så én hen og siger, at nu kører de ham ind på Sydvestjysk Sygehus, men jeg skal vide, at de ikke kan få hans hjerte i gang igen. Jeg får tilbudt at komme med i ambulancen, men det kan jeg ikke overskue, da jeg står i mit nattøj. Jeg får at vide, at jeg ikke selv må køre derind, og det ender med, at min bror kommer og henter mig.

Vi bliver henvist til et venteværelse, og tiden føles uendelig lang, selvom vi måske kun sidder der i tre kvarter. Vi siger ikke noget, vi sidder der bare. Så kommer der en læge ud og fortæller, at det er meget alvorligt, men at de omsider har fået Pers hjerte i gang igen, men det har ikke slået i 47 minutter. De vil overføre ham til Odense nu, men vi får lov at komme ind og se Per, og der står vel 15 mennesker i blå kitler på stuen. Der går omfanget af det her for alvor op for mig, og jeg erkender, at det er rigtig slemt.

Jeg kommer til Odense sammen med Pers søster, men vi må bare sidde og vente på nyt. Jeg begynder så småt at virke lidt igen og får ringet til mit arbejde og fortalt situationen. Jeg får også fat i nogle hos Taxa, for Per skal køre med nogle skolebørn om morgenen, som vil stå ved kantstenen og vente, så jeg er nødt til at få meldt ind, at han ikke kommer. Jeg er simpelthen nødt til at handle på nogle praktiske ting i hele det kaos, føler jeg. Jeg synes, det er så synd for de børn, hvis de bare står og venter forgæves på Per, for det er jo børn, der har det svært i forvejen.

Klokken er omkring 10, før vi kommer ind og ser Per samt får en snak med lægen, der fortæller, at de har lagt ham i kunstigt koma og en særlig køledragt, som han skal ligge i i 72 timer. Længere kan man ikke være i den, derefter skal man påbegynde at vække folk igen. Lægen siger, at da hjernen og blodet ikke har fået maksimal ilt i 47 minutter, kan han ikke kan sige, hvordan Per er, når han vågner. Han beder mig forklare forløbet fra start, og jeg fortæller, at jeg er begyndt med at give det hjertemassage, jeg nu kunne, og det bliver han meget glad for at høre, for det har han ikke fået at vide. Det er en meget påfaldende glæde, og han fortæller, at det er altafgørende, at der er sket noget med det samme, hvis Per skal komme godt ud af det her.

kan vi ikke andet end at sætte os ned og vente i 72 timer. En læge spørger, om vi har diskuteret situationen, hvis Per er hjerneskadet, og det har vi faktisk kort forinden drøftet derhjemme, så jeg behøver heldigvis ikke tænke over, hvad Per mon vil mene. Ingen af os ønsker at leve som en grøntsag, og det er rart for lægen, at vi har talt om det, husker jeg.
De forsøger at trappe Per ud af sovemedicinen i løbet af torsdagen, men han reagerer ikke godt på det, så de vælger at give ham lidt igen. Der er der et døgn tilbage, så jeg ved, at der snart er en afklaring.

Fredag morgen bliver jeg ringet op klokken 6 fra intensivafdelingen. De fortæller, at min mand er vågnet. Og spørger efter mig.

EPILOG:
Per var 16 dage på Odense Universitetshospital efter sit hjertestop, hvorefter han blev overført til Sydvestjysk Sygehus. Præcis fem uger efter hjertestoppet udskrives han fra Grindsted Sygehus, hvor han har modtaget genoptræning. Bortset fra nogle få ting, der er forsvundet fra hukommelsen samt koncentrationsbesvær, er Per kommet sig uden mén. Hanne indgyder folk til aldrig at miste håbet i sådan en situation. Selvom det kan virke håbløst, så er der muligheder for, at man kan komme sig. Hanne og Per roser samtidig alt fra kvinden på alarmcentralen til reddere, læger og andet sundhedspersonale, som de nærer dyb taknemmelighed til. Hanne og Per er efterfølgende begyndt at fejre Pers fødselsdag to gange om året.

Om Hanne:
Hanne Kristensen er 62 år og gift med 55-årige Per Toft Kristensen. Hanne har to børn fra et tidligere forhold og arbejder som økonomimedarbejder hos DAB (Dansk Almennyttig boligselskab). Per er ansat hos Esbjerg Taxa og har ingen børn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Succes for frokostpop

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce