Det vakte fornyet opstandelse blandt beboerne i Bebyggelsen Søndermarken, da Frederiksberg Forenede Boligselskaber (FFB) 27. juli indkaldte til et ekstraordinært afdelingsmøde til afholdelse mandag 10. august.
Eneste reelle punkt på dagsordenen var et forslag fra FFB’s organisationsbestyrelse om midlertidig genhusning af beboerne i blok 1 og 2.
En genhusning har længe stået øverst på ønskelisten blandt beboerne i den skandale- og renoveringsramte bebyggelse. Alligevel bimlede alarmklokkerne straks blandt beboere med udsigten til en afstemning om genhusning.
Nej til ekstraregning
Beboerrepræsentant Tina Gliese Schjerling forklarede i sidste uge:
- Vi siger stop til, at beslutningen er op til os. Stemmer vi ja til genhusningen, stemmer vi samtidig ja til at få en ekstraregning på 69 millioner kroner. En regning som blandt andet skyldes dårlig styring af projektet fra bygherrers og entreprenørs side, og som vi beboere ikke har andel i, men til gengæld har lidt voldsomt under.
Tina Gliese Schjerling understregede:
- Vi mener ikke, at genhusningen skal ligge beboerne økonomisk til last. Vores krav er derfor tydeligt: Beboerne i blok 1 og 2 skal genhuses med al indbo og ejendele, og finansieringen af genhusning må findes ad andre veje end gennem huslejen.
168 protester
Sådan lød det altså fra beboerrepræsentanten i sidste uge. Ordene blev fulgt op af en storstilet underskriftindsamling blandt beboerne.
- Vi var i kontakt med 141 lejemål i Søndermarken. Kun 13 ønskede ikke at skrive under, mens 168 straks skrev under. Nogle lejemål har mere end én lejer. Derfor er antallet af underskrifter højere end det antal lejemål, vi var i kontakt med, forklarede Tina Gliese Schjerling.
Laurits Roikum, formand for FFBDerfor er jeg også utroligt glad for, at jeg efter morgenens møde med Landsbyggefonden kan meddele, at en midlertidig genhusning i Søndermarken kan ske uden økonomiske konsekvenser for huslejen.
De 168 underskrifter blev torsdag sendt til KAB (Københavns Almindelige Boligselskab) med et krav om, at den planlagte afstemning om genhusning skulle aflyses.
Brev med nyt håb
Fredag aften tog sagen så en drejning, da FFB i et brev til Søndermarken-beboerne fortalte, at man havde besluttet at udskyde afstemningen til 27. august. I brevet skriver FFB:
- Det har vi gjort med baggrund i intense drøftelser med både Frederiksberg Kommune og Landsbyggefonden. Disse drøftelser giver os anledning til at tro på, at vi på det udskudte afdelingsmøde kan fremlægge et nyt, gennemarbejdet beslutningsforslag for beboerne i Søndermarken. Samtidig har vi noteret os, at 168 beboere med deres underskrift har ønsket, at det indkaldte ekstraordinære afdelingsmøde mandag 10. august aflyses.
En finansieret model klar
Sådan udtalte FFB altså i fredags. I dag, mandag, har FFB netop udsendt en pressemeddelelse med overskriften: 'Midlertidig genhusning i Søndermarken finansieret'.
I pressemeddelelsen udtaler formand for FFB, Laurits Roikum:
- Frederiksberg Forenede Boligselskaber har konstant presset på for at finde en løsning på økonomien, så en midlertidig genhusning ikke skal koste ekstra for beboerne i Søndermarken. Derfor er jeg også utroligt glad for, at jeg efter morgenens møde med Landsbyggefonden kan meddele, at en midlertidig genhusning i Søndermarken kan ske uden økonomiske konsekvenser for huslejen ud over det oprindeligt vedtagne.