Færdiggør sætningerne ...
Det, der optager mig mest lige nu, er ... om de små spillesteder kommer gennem nedlukningen. De kæmper med høje huslejer og uforståelige støtteordninger, og de er kulturlivets spagnum, der er nødvendige for at få nye talenter til at spire.
Jeg kan absolut ikke ... spille et instrument, forstå matematik, jonglere med mere end to bolde eller tåle elmepollen.
Hvis jeg blev borgmester, var det første, jeg ville vedtage ... at alle borgere, der brokker sig over mere end tre ting ved Frederiksberg Kommune per år, bliver tvangsindskrevet til at overvære samtlige møder, kommunalbestyrelsen holder resten af valgperioden.
Det bedste ved Frederiksberg er ... at man inden for en radius af få hundrede meter kan finde både millionvillaer, andelslejligheder og almennyttigt boligbyggeri. Mennesker af enhver type, man kan forestille sig, og så et par stykker til.
Det menneske, jeg beundrer mest, er ... min mor, der - udover at være helt utrolig kærlig og omsorgsfuld - har taget det pænt, at jeg har fundet mig så sindssygt usikker en levevej som standup-komik.
Jeg bliver glad, når ... folk er flinke ved fremmede, uden at forvente noget til gengæld.
Jeg bliver ked af det, når ... folk møder andre menneskers gode vilje med mistænksomhed og gæt om skumle, underliggende motiver.
Hvis jeg skulle bagtale mig selv, ville jeg sige ... at jeg havde rigtig travlt, for der er nok at tage fat på.
Sebastian Dorset
Født 29. september 1970 (50 år)
Har boet på Frederiksberg siden 2003
Forlovet med Suzan
Papfar til Bella (20 år), Lucas (18 år), Ollie 15 (år) og Filippa (13 år)
Standup-komiker og skribent
Årets Frederiksberg-kunstner 2015
Mit bedste klimaråd er ... at gå ud at høre en masse live-underholdning, når vi får lov igen. Det er langt mere bæredygtigt end at sidde hjemme og se tv.
I mit køleskab har jeg altid ... meget mere end jeg tror. Det er en form for hospice for terminale grøntsager.
Det gode liv er ... når man er så glad for det, man har, så man ikke bruger sin tid på at tænke over, hvad man ellers kunne anskaffe sig.
Jeg trænger til ... solskin, motion og et dobbeltshot vaccine.