Annonce
Ugeavisen Haderslev

2020 blev ikke som planlagt

Randi Helding er country manager hos StanleyBet. Foto: Jacob Schultz
Annonce

I januar 2020 sagde jeg fuld begejstring i stemmen til en veninde, at 2020 med 100 procents sikkerhed ville blive mit år.

Det skulle vise sig at blive en stor løgn.

Jeg taler ofte med den veninde, jeg sagde det til. Og med et smil på læberne gentager hun mine ord og siger: ”Hmmm du fik vist ikke helt ret med din spådom.”

Nej, det gjorde jeg ikke, 2020 har været både skørt og mærkeligt. Det har vist ikke været ret manges år.

2020 har givet mig knubs – på mange måder.

For første gang i 25 år skulle jeg holde jul uden mine børn.

Nu kan jeg heldigvis grine af det, men det kunne jeg bestemt ikke for en måned siden – der var jeg total nede i et sort hul, som jeg på ingen måder kunne se mig selv komme op af midt i november.

Jeg måtte også, som jeg tidligere har skrevet om, gå i gang med at lukke StanleyBet Danmark ned. Altså jeg skulle fyre alle medarbejdere og simpelthen lukke hele firmaet. Fire års hårdt, skønt, fedt og fantastisk arbejde var bare slut fra den ene dag til den anden.

Jeg blev ringet op og fik beskeden om, at der var rotter på Rosenbakken. I huset som jo reelt set stadig er mit hus. Jeg kan ikke beskrive den følelse, jeg havde i kroppen over at have overladt et hus til nogle mennesker, som bare glædede sig til at flytte ind og nyde livet. Nu var der rotter og prikken over i’et var en vandskade.

Der er ting, der ikke bare lige forsvinder over natten. Man prøver egentlig bare at overleve og tage tingene som de kommer, en dag ad gangen.


Det slog mig, det er mig der bestemmer, hvordan jeg har det. Jeg må gøre noget ved det, som jeg kan ændre – og resten må jeg leve med.

Randi Helding


Som dagene gik, kunne jeg godt mærke en forandring. Jeg var ikke længere glad i låget. I stedet lå jeg vågen hver eneste nat med tankespind, men prøvede at virke glad.

Julen nærmede sig og jeg holdt stædigt fast i vores traditioner – for der var jo intet galt.

De store unger spurgte ofte, om jeg havde det godt. Jeg mandede mig op, stak dem et smil og sagde: ”Ja ja, alt er godt”. ’

Julebingo, som jeg normalt glæder mig til i flere måneder, blev også afholdt, men dagen var anderledes end normalt.

Det er en ekstrem følelse ikke at kunne mærke glæden, ikke at kunne komme ud af boblen, men kun være med på overfladen.

Så kom juleaften uden børn for første gang i 25 år. Det gjorde sgu nas, langt ind i hjertet.

Ingen børn til jul, ingen forældre, bare ”Palle alene i verden”.

Jeg var 100 procent sendt til tælling.

En nat kl. 02.30 med hovedet fuld af tanker poppede en besked op fra en, der tænkte på mig og bekymrede sig for mig. Min bror ringede, der kom flere invitationer til juleaften og så er der de tre unger, der kigger på mig med den største kærlighed i øjnene. Det slog mig, det er mig der bestemmer, hvordan jeg har det. Jeg må gøre noget ved det, som jeg kan ændre – og resten må jeg leve med.

Det lyder alt for nemt, det er det ikke, men humørbarometeret siger kling, korkproppen flyder igen og jeg er på rette vej.

En lektie til mig selv i fremtiden er, vi er mennesker på godt og ondt, det handler om at lukke mennesker ind i sit liv, når det gør ondt og bede om hjælp.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce