Haderslev/Sønderborg: Restaurant Fratelli åbner en ny restaurant. Denne gang bliver det i Sønderborg.
- Det bliver til foråret. Når solen skinner, så åbner vi vores restaurant i Sønderborg, siger Armend Mehmeti, der sammen med sin bror, Labi Mehmeti, ejer Restaurant Fratelli i både Haderslev og Kolding.
Restauranten i Sønderborg kommer til at ligge i det gamle posthus på Rådhustorvet 1.
- Vi kommer til at få omkring 130 siddepladser inde, så den bliver på størrelse med Haderslev, siger Armend.
Derudover kommer der også til at være mulighed for at sidde ude og spise. På Rådhustorvet får Fratelli et sted mellem 70-80 siddepladser.
Snart går håndværkerne i gang med at forvandle posthuset til en restaurant, der stilmæssigt kommer til at ligne restauranterne i Haderslev og Koldinng, men som samtidig kommer til at tilpasse sig det gamle posthus.
Efterspørgsel
Restauranten i Haderslev åbnede i april 2017 og blev hurtigt populær - og ikke kun blandt byens borgere. Gæsterne kom også udenbys fra:
- Da vi åbnede i Kolding, så var det fordi, at vores kunder fra Kolding efterspurgte, at vi åbnede i Kolding - og de har taget rigtigt godt imod os. I Haderslev har vi kunder fra Sønderborg og Gråsten, som har efterspurgt en restaurant sydpå - vi fornemmer det samme vil ske der - så nu gør vi det, siger Labi.
Labi Mehmeti om det gamle posthus på RådhustorvetVi blev helt forelskede i stedet.
Det er naturligvis ikke kun gjort med efterspørgslen. Den rigtige beliggenhed skal også være der. Så da kombinationen med beliggenheden i det gamle posthus opstod, slog brødrene til med det samme.
- Vi blev helt forelskede i stedet, lyder det fra Labi.
Derfor var beslutningen ikke svær at tage om at åbne i Sønderborg:
- Der er rigtige mange gode restauranter i byen og vi ser frem til at blive en del af det miljø, siger brødrene.
Tager DNA'et med
- Vi lægger vægt på den gode service, hyggen og kvaliteten - og det tager vi selvfølgelig også med til Sønderborg. Det er det, der er vores DNA - så det følges ad, lover Labi.
Restaurant Fratelli
Det er brødrene Armend og Labi Mehmeti, der står bag Restaurant Fratelli.
I 2017 åbende de deres første restaurant i Nørregade i Haderslev. I 2019 udvidede de med en restaurant på Banegårdspladsen i Kolding. I foråret 2021 åbner de en restaurant på Rådhustorvet i Sønderborg.
I starten af 2020 vandt Restaurant Fratelli i Haderslev "Opdag Danmarks" pris for Danmarks Bedste Pizza.
- Vi vil tage en del af vores nuværende personale med til Sønderborg. Og en af os vil også være der i opstarten. Vi skal selvfølgelig også have italienske kokke - sådan skal det være, når man har en italiensk restaurant, siger Armend.
Labi og Armend forventer, at de skal have ansat op til 30 til den nye restaurant i Sønderborg.