Holstebro: I disse uger kommer mange ukrainske flygtninge til Danmark. Peter Lodberg professor, dr. theol. fra Aarhus Universitet, mener, det er en af folkekirkens største udfordringer.
- De fleste flygtninge er ortodokse kristne. De vil have brug for at blive godt modtaget lokalt, holde gudstjeneste og få viden om folkekirken, siger han i en pressemeddelelse.
Peter Lodberg kommer til Ellebæk Kirke tirsdag den 26. april klokken 19 med et foredrag om nogle af de største udfordringer for folkekirken lige nu.
- Hvordan modtager vi flygtninge på en gæstfri måde, og hvad kan der opstå i mødet med de nye ukrainske medborgere og medkristne?
I sit foredrag tager han endvidere fat på en anden af folkekirkens mange udfordringer: Nemlig spørgsmålet om fornyelse.
Folkekirken har været med til at fodre vores samvittighed, og for mange været en form for vejviser gennem livet. Men hvordan fornyer den sig samtidig med, at den holder fast i traditionerne?