Annonce
Horsens Posten

Lene fra spisekammeret har været taxachauffør i byen: Jeg er den type, der bare springer ud i tingene

Lene Møller Josefsen fra Spisekammeret har et par gange i sit liv uden nærmere overvejelser sprunget ud i tingene, blandt andet da hun overtog sin nuværende café og butik. Arkivfoto: Morten Pape
Lene Møller Josefsen er denne uges frontfigur i Horsens Postens serie "Bag disken". Hun er tidligere sygeplejerske, og i sine unge dage kørte hun taxa i Horsens. Skulle hun strande på en øde ø, må det gerne være sammen med Sofie Gråbøl, fortæller hun blandt andet.

Horsens: Denne uge har Lene Møller Josefsen, 52, indehaver af Spisekammeret på hjørnet af Thonbogade og Grønnegade, indvilliget i at stille op til interview i serien "Bag disken".

1. Hvorfor blev du butiksindehaver?

- Det var måske egentligt mere ved en tilfældighed i 2018. Jeg var sygeplejerske, og blev i 2014 kræftramt. Det fik mig til at overveje mit liv. Konsekvensen blev en anden branche.

- I 2016 så jeg en artikel om Landmad, der tidligere lå her på adressen. Avisen beskrev daværende indehaver, Heidi Klixbülls, vision. Det hele tiltalte mig i meget høj grad - nærhed og ærlighed, dyrevelfærd, økologiske råvarer og lokale samarbejder. Jeg kontaktede Heidi og blev ansat. Da hun måtte lukke, overtog jeg. Jeg kunne ikke lade være - det er en passion for mig at være her.

2. Hvad er det bedste skulderklap, du har fået?

- Da jeg med Spisekammeret sidste år modtog prisen "Årets spisested".

3. Hvad ville du gerne lave, hvis du en dag skulle skifte job?

- Så skulle jeg jo nok have noget med mennesker at gøre. Ikke som sygeplejerske, men lave noget andet, der gør en forskel for andre.

4. Hvad er du mest stolt af ved dig selv?

- Min familie; mine børn på nu 21 og 24 år og min mand Søren.

5. Hvordan slapper du af?

- Det gør jeg ved at gå lange ture og ved at dyrke yoga. I det hele taget slapper jeg af ved bevægelse og ude i naturen.

6. Hvem ville du helst være fanget på en øde ø med, hvis du ikke kunne tage din familie med?

- Helt klart med skuespiller Sofie Gråbøl. Hun er et kæmpe forbillede for mig. Hun har udvist stor styrke og er kommet succesfuld tilbage efter sin kræftsygdom. Det har givet mig håb at se på, hvordan hun har tacklet tingene, og hun betyder uden at vide det noget helt specielt for mig.

7. Hvem hører til blandt dine idoler?

- Jeg synes ikke sådan rigtigt, jeg har nogle bestemte idoler. Jeg bliver bare tiltrukket af reflekterende mennesker og personer, der har lidt dybde.

8. Hvis du vandt en million, hvad skulle pengene så bruges til?

- Til at forkæle familie og venner med rejser. Så skulle vi virkelig nyde livet og spise en masse dejlig mad.

9. Hvordan ser en god dag ud for dig?

- Det er at vågne og være glad og taknemmelig, når jeg står ud af sengen. Er kunderne glade, og tingene bare lykkes, er det også en perfekt dag for mig.

10. Er der noget, du vil dele med os, som vi ikke ved om dig?

- Jeg har været taxa-chauffører som ung ved Horsens Taxa. Jeg var i huset ved et ægtepar, der var kørelærere her i byen. Derefter holdt vi kontakten, og en dag, da jeg var allermest skoletræt, spurgte de mig, om jeg ville køre for dem. Jeg er nok den type, der bare springer ud i tingene, så jeg takkede ja med det samme og kørte derefter for dem i to år.


Jeg har været taxa-chauffører som ung ved Horsens Taxa. Jeg var i huset ved et ægtepar, der var kørelærere her i byen. Derefter holdt vi kontakten, og en dag, da jeg var allermest skoletræt, spurgte de mig, om jeg ville køre for dem.

Lene Møller Josefsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce