Annonce
Horsens Posten

Som barn flygtede Admir med sin familie fra krigens rædsler i Bosnien - nu er deres integrations-succes endt på museum

Admir Kadic fra den bosniske forening Zem-Zem i Horsens har været med til skabe den ny udstilling på Danmarks Industrimuseum, "Bosniske Stemmer". Han kom til Østjylland som flygtning fra krigen i det tidligere Jugoslavien i 1990'erne og lever i dag et helt almindeligt liv i Horsens med kone, tre børn og job på en lokal industrivirksomhed. Foto: Jakob Hedegaard-Høgh
I en lille lejlighed på Danmarks Industrimuseum i Horsens skrues der op for "Bosniske Stemmer". Med tidstypisk indretning skal lejligheden fortælle om, hvordan mange af de flygtninge, der kom til byen i 1990'erne, via industrien fandt vej ind i det danske samfund. Admir Kadic er pavestolt af resultatet og spændt på at slå dørene op.

Horsens: Admir Kadic læner sig frem i den mønstrede sofa og hopper lidt i sædet. Jo, den holder stadig, selv om møblets umiskendelige, spraglede mønster afslører, at det senest var på mode engang i 1990'erne.

Den 38-årige familiefar fra Horsens rækker ud og løfter en af de små kaffekopper på stuebordet.

- I Bosnien kalder vi dem "fildzan", forklarer han og sætter koppen tilbage på bordet, hvor en gammeldags Nokia-mobiltelefon ligger i et askebæger placeret på en hæklet dug.

Annonce

Han ser sig så omkring i det sparsomt indrettede rum og bemærker, at det ikke er en fejl fra Danmarks Industrimuseums side, at de stort set nøgne vægge ikke er pyntet med billeder og malerier.

- Det er ikke så udbredt i Bosnien. Jeg ved ikke hvorfor. Sådan er det bare dernede, konstaterer Admir Kadic, som - hvis du mødte ham på gaden - du næppe ville bemærke som andet end en helt almindelig mand.

Mentaliteten er måske anderledes, men vi har de samme mål om, at vi gerne have et job, vi vil gerne have en bil, et hus, der er vores eget, at vores børn tager den bedste uddannelse og er glade for det, de laver. Det er marginaler, der skiller os ad.

Admir Kadic

Men helt almindelig er han nu ikke, for som en af de mange bosniere, der i 1990'erne måtte flygte fra den grusomme borgerkrig i eks-Jugoslavien, er Admir Kadics historie både fortællingen om en europæisk tragedie og historien om en sjældent succesfuld integration i det danske samfund.

Især sidstnævnte vil Danmarks Industrimuseum i Horsens nu sætte lys på.

Lejlighed er en tidslomme

Det sker med en ny udstilling kaldet "Bosniske Stemmer". Den åbner i næste weekend, og "museumsgenstanden" er en hel lejlighed, der er indrettet som et hjem, man med lidt fantasi kan forestille sig, at en bosnier i 1990'ernes Danmark ville bo i.

Som aktiv i den lokale bosniske forening Zem-Zem har Admir Kadic været med til at hjælpe udstillingen på vej: Med genstande fra "dengang" og med beretninger om livet som krigsflygtning i Danmark.

- Jeg har altid været stolt af at være bosnier, og det betyder faktisk mere for mig i dag, end da jeg var barn. Efter jeg er blevet voksen og selv har fået børn, vil jeg gerne fortælle dem om, hvor vi kommer fra og om vores værdier, så de på en positiv måde oplever, at de ikke er 100 procent danske, siger Admir Kadic, som i foreningen Zem-Zem arbejder med at sikre bosnisk kultur i Horsens. Blandt andet med arrangementer for børn og unge. Foto: Jakob Hedegaard-Høgh

Han er pavestolt af resultatet, siger han og medgiver bredt smilende, at de mange flygtninge og efterkommere, der stadig i dag bor i Horses Kommune er blevet danske. Så danske som man nu kan blive, når man bærer Bosnien i bagagen.

For 30 år siden var der mindre grund til hans smil.

Annonce

Gemte sig af frygt for angreb

Krigen i hans fødeland udviklede sig dybt tragisk til en etnisk udrensning mellem grupper af landsmænd, og selv om Admir Kadic heldigvis ikke mistede familiemedlemmer i krigen, mindes han stadig, hvordan han med sine forældre og brødre nogle gange måtte skjule sig om aftenen.

Træspisebordet er én af de ting, Admir Kadic udpeger som typisk for et bosnisk hjem. Især den ældre generation har det svært med for eksempel billig laminat. Træ er solidt, forklarer han på en rundtur i den lille lejlighed på industrimuseet. Foto: Jakob Hedegaard-Høgh

- Jeg oplevede heldigvis ikke de meget grimme ting, men jeg kan huske, at der var aftener, hvor vi var nødt til at gemme os, fordi mine forældre var bange for, at der kunne komme nogen og angribe os. Det var jo ens nabo, der pludselig kunne vise sig at være den vildeste djævel. Det var sådan, krigen var.

- Jeg kan også huske, hvordan vi gemte os i skove og den slags. Mine forældre måtte træffe nogle meget svære beslutninger, om hvad der skulle ske dengang, konstaterer han.

Annonce

Hjulpet til Hornsyld

Familien endte med at flygte til Serbien, men heller ikke der kunne den føle sig sikker, og til sidst lykkedes det Admir Kadic, hans brødre og forældre at blive en del af de mange flygtninge, som FN sendte i sikkerhed rundt omkring i Europa.

- Vi kom til et flygtningecenter i Hornsyld. Mine forældre var meget låst de første år, indtil vi fik opholdstilladelse. Vi startede på en måde i minus og havde heller ikke rigtig nogen rettigheder som flygtninge. Vi vidste heller ikke, hvad der skulle ske; om vi skulle tilbage eller blive. Det var lidt svært, husker han om det limbo, familien først havnede i, men fortæller samtidig, at han som barn ikke oplevede flugten til Danmark som traumatisk.

Annonce

Tilladelse og job blev et vendepunkt

Det danske samfund støttede dem. Han og hans brødre kom i skole, de dyrkede sport og blev en del af hverdagslivet i den lille østjyske by.

- Vi manglede sådan set ikke noget, siger han og trækker på skuldrene.

Da familien efter tre-fire år endelig fik opholdstilladelse, blev Juelsminde og en bolig dér base for fremtiden, og samtidig fik forældrene - apropos temaet for den ny udstilling - job på lokale industrivirksomheder.

Bosniske Stemmer

Bosniske Stemmer er navnet på en ny udstilling på Danmarks Industrimuseum i Horsens.

Udstillingen, der åbner for museumsgæster 7. maj, tager afsæt i integrationen af de mange bosniske flygtninge, der kom til Danmark under krigen i eks-jugoslavien i 1990'erne, og hvordan de gled ind i samfundet blandt andet gennem jobs på landets industrivirksomheder.

Omdrejningspunktet er en af museets arbejderlejligheder, der med hjælp fra herboende bosniere og den bosniske forening Zem-Zem er indrettet som et muligt hjem for en bosnier dengang i 1990'erne.

Ideen bag "Bosniske Stemmer" er ifølge museumsinspektør og tilrettelægger Matilde Jansen at gøre industriens fortællinger mere tydelige og spændende for museets gæster. 

Museet har i forvejen flere arbejderlejligheder, der fortæller om ældre tid, men med "Bosniske Stemmer" vil man gerne understrege, at industrien også spiller en vigtig rolle i det moderne Danmark.

Ifølge Matilde Jansen er bosnierne i dag en af de bedst integrerede flygtningegrupper, og ifølge hendes oplysninger var der i 2020 bosat næsten 450 personer fra Bosnien-Hercegovina i Horsens Kommune.

Det var vigtigt for dem og deres selvbillede, husker Admir Kadic, for endelig fik de chancen for at arbejde og skabe en virkelighed med egen bolig, bil osv., fortæller han om sin far og mor, der dengang stod op til job på henholdsvis Flexa og på et plaststøberi i Klakring.

Annonce

Det er marginalerne, der skiller os

Ifølge Matilde Jansen, der er museumsinspektør og tilrettelægger på Danmarks Industrimuseum, er der i dag omkring 450 bosniere i Horsens Kommune.

De, der blev i Danmark efter afslutningen på krigen i eks-jugoslavien, betragtes i dag som nogle af bedst integrerede etniske mindretal, og deres arbejdsomhed og tilknytning til industrien vejer tungt på vægten med forklaringer, siger hun.

Admir Kadic er enig.

Han rejser sig og går rundt i udstillingslejligheden.

Smiler igen lidt ad de håbløst forældede Nokia-mobiltelefoner, der udgør en del af dekorationen, og lader øjnene løbe over en huskeseddel skrevet på hans oprindelige modersmål, der ligger på bordet i køkkenet. Køb brød, smør og mælk.

Bosniere og danskere minder på mange måder om hinanden, forklarer Admir Kadic, og al den stund, at danskerne er en af de mest kaffedrikkende nationer i verden, er der måske noget om snakken. Bosnien har nemlig også en bogstaveligt talt stærk kaffekultur. Folk mødes gerne over en kop i pauser på jobbet, og når de har fri. Traditionelt serveres drikken i små kopper kaldet fildzan, efter den er forberedt i kobberkanden, der hedder dzezva. Foto: Jakob Hedegaard-Høgh

- Bosniere er et folkefærd på niveau med andre i Europa. Landet er omgivet af Tyrkiet, Slovenien, Østrig og Italien, det er ikke sådan et tilbagestående sted, og vi er ikke så anderledes fra danskerne.

- Mentaliteten er måske anderledes, men vi har de samme mål om, at vi gerne vil have et job, vi vil gerne have en bil, et hus, der er vores eget, at vores børn tager den bedste uddannelse og er glade for det, de laver. Det er marginaler, der skiller os ad, siger han som forklaring på, hvordan det lykkedes mange af krigens flygtninge at bygge en ny tilværelse op langt fra hjemlandet.

Annonce

Lejlighed fortæller om bosnisk kultur

Admir Kadic, som i dag bor i Horsens, hvor hans nu pensionerede forældre også er flyttet til, arbejder i øvrigt selv i industrien. Nærmere bestemt som logistik- og indkøbsleder hos et af byens gamle familiefirmaer, HAI. En virksomhed der - som endnu et vink til den ny udstilling - også er god til at sætte folk med udenlandsk baggrund i sving, forklarer han.

Når "Bosniske Stemmer" åbner på lørdag, håber han, at mange vil kigge indenfor i den tidslomme, den lille lejlighed nu står som. Ikke mindst fordi den lille stue og det ditto køkken i lang tid fremover vil være med til at sikre fortællingen om bosnisk liv og kultur i Horsens.

I Danmark har vi hang til at hænge billeder i massevis på væggene. Sådan er det traditionelt ikke i det Bosnien, Admir Kadic oplevede som barn. Hvis folk hængte noget op, kunne det være et foto af den socialistiske leder Tito - hvis de da ellers var socialister, husker han. Foto: Jakob Hedegaard-Høgh

- Jeg er pavestolt, og jeg synes, det er fedt, at de har indrettet den her lejlighed. Ikke mindst, fordi der er så mange bosniere i Horsens.

- Men jeg er også spændt på, hvordan folk vil reagere. Hvis der blev lavet mad ude i køkkenet, ville man virkelig kunne mærke en kæmpeforskel på dansk og bosnisk kultur, siger han med et grin og tilføjer:

- Men ellers tænker jeg faktisk, at det måske kan være lidt svært for folk at se de store forskelle. Tingene i lejligheden er jo ikke "hokus pokus" og helt anderledes, men minder meget om, hvordan danskerne selv boede på dengang. Men det er måske netop en god pointe, for bosniere og danskere er ikke så forskellige, siger han.

Annonce
Horsens Posten

Bar røv i 60’erne og Giro 413: Kom med på en tidsrejse gennem tre årtier med musik, mennesker og mad

Annonce
Horsens Posten

Hvad laver de i City Horsens?

Annonce
Horsens Posten

Slip væk fra zombier på Fængslet: 'Løvens Hule'-deltagere spærrer dig inde bag lås og slå

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Nyt initiativ i Bytorv Horsens: Lær Ann-Britt, Johan og alle de andre ansigter at kende

Horsens Posten

Sleepbag rykker ind i nye gamle lokaler: Vi udvikler os og kigger ud i Europa

Horsens Posten

Har du også prøvet det? At have en klassekammerat, som på trods af svære odds har klaret sig godt

Horsens Posten

Hvad har smykker i guld og sølv samt et lille italiensk hotel til fælles med Kirsten Lind - det ene er et faktum, som hun trives godt i - det andet er et pure tænkt eksempel

Horsens Posten

Evan Blender nyder at komme på byens beværtninger: Nu vil han og sønnen skrive en bog om de brune værtshuse i Horsens

Horsens Posten

Som barn flygtede Admir med sin familie fra krigens rædsler i Bosnien - nu er deres integrations-succes endt på museum

Horsens Posten

Vise mænd fejrede 100 år med en gave, der vokser: 100 børn og borgmesteren har givet nyt liv til byens gamle losseplads

Horsens Posten

Farvel og tak: Nedrivningen af Fakta er i gang, men byggetilladelsen til Coop365-discount er endnu ikke på plads

Annonce