Som barn flygtede Admir med sin familie fra krigens rædsler i Bosnien - nu er deres integrations-succes endt på museum

Horsens: Admir Kadic læner sig frem i den mønstrede sofa og hopper lidt i sædet. Jo, den holder stadig, selv om møblets umiskendelige, spraglede mønster afslører, at det senest var på mode engang i 1990'erne.

Den 38-årige familiefar fra Horsens rækker ud og løfter en af de små kaffekopper på stuebordet.

- I Bosnien kalder vi dem "fildzan", forklarer han og sætter koppen tilbage på bordet, hvor en gammeldags Nokia-mobiltelefon ligger i et askebæger placeret på en hæklet dug.

Han ser sig så omkring i det sparsomt indrettede rum og bemærker, at det ikke er en fejl fra Danmarks Industrimuseums side, at de stort set nøgne vægge ikke er pyntet med billeder og malerier.

- Det er ikke så udbredt i Bosnien. Jeg ved ikke hvorfor. Sådan er det bare dernede, konstaterer Admir Kadic, som - hvis du mødte ham på gaden - du næppe ville bemærke som andet end en helt almindelig mand.

Men helt almindelig er han nu ikke, for som en af de mange bosniere, der i 1990'erne måtte flygte fra den grusomme borgerkrig i eks-Jugoslavien, er Admir Kadics historie både fortællingen om en europæisk tragedie og historien om en sjældent succesfuld integration i det danske samfund.

Især sidstnævnte vil Danmarks Industrimuseum i Horsens nu sætte lys på.

Det sker med en ny udstilling kaldet "Bosniske Stemmer". Den åbner i næste weekend, og "museumsgenstanden" er en hel lejlighed, der er indrettet som et hjem, man med lidt fantasi kan forestille sig, at en bosnier i 1990'ernes Danmark ville bo i.

Som aktiv i den lokale bosniske forening Zem-Zem har Admir Kadic været med til at hjælpe udstillingen på vej: Med genstande fra "dengang" og med beretninger om livet som krigsflygtning i Danmark.

Han er pavestolt af resultatet, siger han og medgiver bredt smilende, at de mange flygtninge og efterkommere, der stadig i dag bor i Horses Kommune er blevet danske. Så danske som man nu kan blive, når man bærer Bosnien i bagagen.

For 30 år siden var der mindre grund til hans smil.

Krigen i hans fødeland udviklede sig dybt tragisk til en etnisk udrensning mellem grupper af landsmænd, og selv om Admir Kadic heldigvis ikke mistede familiemedlemmer i krigen, mindes han stadig, hvordan han med sine forældre og brødre nogle gange måtte skjule sig om aftenen.

- Jeg oplevede heldigvis ikke de meget grimme ting, men jeg kan huske, at der var aftener, hvor vi var nødt til at gemme os, fordi mine forældre var bange for, at der kunne komme nogen og angribe os. Det var jo ens nabo, der pludselig kunne vise sig at være den vildeste djævel. Det var sådan, krigen var.

- Jeg kan også huske, hvordan vi gemte os i skove og den slags. Mine forældre måtte træffe nogle meget svære beslutninger, om hvad der skulle ske dengang, konstaterer han.

Familien endte med at flygte til Serbien, men heller ikke der kunne den føle sig sikker, og til sidst lykkedes det Admir Kadic, hans brødre og forældre at blive en del af de mange flygtninge, som FN sendte i sikkerhed rundt omkring i Europa.

- Vi kom til et flygtningecenter i Hornsyld. Mine forældre var meget låst de første år, indtil vi fik opholdstilladelse. Vi startede på en måde i minus og havde heller ikke rigtig nogen rettigheder som flygtninge. Vi vidste heller ikke, hvad der skulle ske; om vi skulle tilbage eller blive. Det var lidt svært, husker han om det limbo, familien først havnede i, men fortæller samtidig, at han som barn ikke oplevede flugten til Danmark som traumatisk.

Det danske samfund støttede dem. Han og hans brødre kom i skole, de dyrkede sport og blev en del af hverdagslivet i den lille østjyske by.

- Vi manglede sådan set ikke noget, siger han og trækker på skuldrene.

Da familien efter tre-fire år endelig fik opholdstilladelse, blev Juelsminde og en bolig dér base for fremtiden, og samtidig fik forældrene - apropos temaet for den ny udstilling - job på lokale industrivirksomheder.

Det var vigtigt for dem og deres selvbillede, husker Admir Kadic, for endelig fik de chancen for at arbejde og skabe en virkelighed med egen bolig, bil osv., fortæller han om sin far og mor, der dengang stod op til job på henholdsvis Flexa og på et plaststøberi i Klakring.

Ifølge Matilde Jansen, der er museumsinspektør og tilrettelægger på Danmarks Industrimuseum, er der i dag omkring 450 bosniere i Horsens Kommune.

De, der blev i Danmark efter afslutningen på krigen i eks-jugoslavien, betragtes i dag som nogle af bedst integrerede etniske mindretal, og deres arbejdsomhed og tilknytning til industrien vejer tungt på vægten med forklaringer, siger hun.

Admir Kadic er enig.

Han rejser sig og går rundt i udstillingslejligheden.

Smiler igen lidt ad de håbløst forældede Nokia-mobiltelefoner, der udgør en del af dekorationen, og lader øjnene løbe over en huskeseddel skrevet på hans oprindelige modersmål, der ligger på bordet i køkkenet. Køb brød, smør og mælk.

- Bosniere er et folkefærd på niveau med andre i Europa. Landet er omgivet af Tyrkiet, Slovenien, Østrig og Italien, det er ikke sådan et tilbagestående sted, og vi er ikke så anderledes fra danskerne.

- Mentaliteten er måske anderledes, men vi har de samme mål om, at vi gerne vil have et job, vi vil gerne have en bil, et hus, der er vores eget, at vores børn tager den bedste uddannelse og er glade for det, de laver. Det er marginaler, der skiller os ad, siger han som forklaring på, hvordan det lykkedes mange af krigens flygtninge at bygge en ny tilværelse op langt fra hjemlandet.

Admir Kadic, som i dag bor i Horsens, hvor hans nu pensionerede forældre også er flyttet til, arbejder i øvrigt selv i industrien. Nærmere bestemt som logistik- og indkøbsleder hos et af byens gamle familiefirmaer, HAI. En virksomhed der - som endnu et vink til den ny udstilling - også er god til at sætte folk med udenlandsk baggrund i sving, forklarer han.

Når "Bosniske Stemmer" åbner på lørdag, håber han, at mange vil kigge indenfor i den tidslomme, den lille lejlighed nu står som. Ikke mindst fordi den lille stue og det ditto køkken i lang tid fremover vil være med til at sikre fortællingen om bosnisk liv og kultur i Horsens.

- Jeg er pavestolt, og jeg synes, det er fedt, at de har indrettet den her lejlighed. Ikke mindst, fordi der er så mange bosniere i Horsens.

- Men jeg er også spændt på, hvordan folk vil reagere. Hvis der blev lavet mad ude i køkkenet, ville man virkelig kunne mærke en kæmpeforskel på dansk og bosnisk kultur, siger han med et grin og tilføjer:

- Men ellers tænker jeg faktisk, at det måske kan være lidt svært for folk at se de store forskelle. Tingene i lejligheden er jo ikke "hokus pokus" og helt anderledes, men minder meget om, hvordan danskerne selv boede på dengang. Men det er måske netop en god pointe, for bosniere og danskere er ikke så forskellige, siger han.