Imens Østre Anlæg er åbent, er dørene lukket til Botanisk Haves haveanlæg lige ved side af. Det finder vores læser Vera Eckhardt besynderligt.
Men der er en forklaring: Botanisk Have er ikke en park. Det er en udendørs museumssamling.
- Botanisk Have er Danmarks største samling af levende planter med cirka 10.000 arter indsamlet gennem 400 år. Nogle af de planter, vi har i haven, er truede eller helt udryddede i naturen, forklarer Rikke Mørch, der er kommunikationschef for Statens Naturhistoriske Museum, som Botanisk Have hører under.
Som udendørs samling er Botanisk Have en udendørs kulturinstitution. Og når regeringen har besluttet, at landets kulturinstitutioner skal være lukkede, gælder det også Botanisk Have, selvom den ligger udendørs.
Det er ikke en beslutning, man fra Botanisk Have har udfordret.
- Nej. Vi følger de retningslinjer, der er udlagt for kulturinstitutioner. Vi er et museum, men bare udendørs, og museer skal holde lukket.
Hvad siger du til, at folk gerne ville komme i Botanisk Have og synes, det er absurd, der ligger et smukt udendørs område, de ikke må bruge, når nu de ikke må forsamles indenfor?
- Vi er glade for, at folk gerne vil komme. Men vi håber, at vi ved at følge de retningslinjer, der er kommet fra regering og sundhedsmyndigheder, kan være med til at sikre en hurtigere genåbning af samfundet. Men jeg forstår godt, folk gerne vil ud at have noget mere plads. Det gælder nok os alle, siger Rikke Mørch.
Statens Naturhistoriske Museum inklusiv Zoologisk Museum, Palmehuset og Botanisk Have holder foreløbig lukket til og med søndag 28. februar 2021. Det sker som følge af regeringens udmelding om, at alle indendørs og udendørs kulturinstitutioner i Danmark skal lukke midlertidigt for at mindske spredning af corona-virus.
_