Lørdag middag møder jeg den 24-årige tennisspiler Vanessa Timm på tennisbanerne i Kerteminde. Jeg møder hende ikke som tennisspiller, men mens hun sammen med bestyrelsen og andre frivillige er ved at sætte net op og gøre banerne klar.
Vanessa Timm er sidste sommer vendt hjem fra USA fra staten Idaho efter fire år med et fuldt scolarship som tennisspiller på universitetets tennishold. Stærkere både som tennisspiller og i betydningen af de sociale aspekter omkring tennisspil og klubmiljø.
- Jeg trænede cirka 20 timer om uge, og deltog såvel holdmæssigt som individuelt i en række turneringer. Afsluttende med en bachelor i psykologi, fortæller tennisspilleren.
Vanessa Timm fortæller med glæde i stemmen om opstarten i Kerteminde Tennisklub.
– Jeg var syv år, da min far Lars Timm og fætter Mads (fodboldspiller, red.) tog mig med ud i klubben. Jeg fik hurtigt styr på ketcher og bolde, og klubben gav mig igennem de første år mod og spilstyrke til at afprøve mit talent i en større klub.
Fruens Bøge blev hjemmebanen i de kommende syv år med træning og kampe. Hun glemte aldrig sin hjemklub, Kerteminde. I alle årene var der kæmpeopbakning fra hjemklubben, og Vanessa Timm var også i alle årene aktiv som træner og hjælper ved arrangementer.
Vanessa TimmJeg var syv år, da min far Lars Timm og fætter Mads (fodboldspiller, red.) tog mig med ud i klubben. Jeg fik hurtigt styr på ketcher og bolde, og klubben gav mig igennem de første år mod og spilstyrke til at afprøve mit talent i en større klub.
Tilbage i det fynske og igen med Kerteminde som bopæl er tennisspillet stadig højt prioriteret, og trods skader er det blevet til holdkampe for Fruens Bøge som første single, og såvel ude som inde er Fruens Bøge i 21/22 rykket op i elitedivisionen.
Hun har et vikarjob på specialskolen i Mesinge og vil senere læse kandidat i psykologi.
I løbet af vinteren er Vanessa blevet bestyrelsesmedlem i Kerteminde og i Fyns Tennis Union med et klart mål om at forbedre forholdene for især spillere lige under toppen - alt sammen ud fra et socialt sigte.
Vanessa, du vil de kommende år træne for at være med i top ti herhjemme. Er det foreneligt med dit flotte klubmål?
- I Kerteminde Tennisklub har jeg oplevet en klub med plads til alle. Det vil jeg arbejde for som leder, men også på træningsbanen, som spiller og træner.
- Jeg har helt rigtigt et mål om at spille med i den danske tennis Top-Ti. Som spiller ønsker jeg at være et forbillede for andre spillere - at være den samme person, om jeg taber eller vinder. Egoismen trives i en individuel sport, men for mig er holdfølelsen omkring eget hold, og holdet symboliseret ved klubmiljø, særdeles vigtigt, konkluderer hun og udstråler en vilje til at gøre en forskel som tennisspiller, som træner og en spændende lederfornyelse.
Lørdag den 30. april på tennissportens dag, spiller Vanessa Timm klokken 12 opvisningskamp mod den nykårede U-14 danmarksmester, Sofia Ragus fra Fruens Bøge på banerne ved Skovvej i Kerteminde.