Annonce
Ugeavisen Kolding

Klumme: Siger du egentlig det samme til din nabo?

”Har du jord i hovedet?” ”Hun kunne starte med et danskkursus!!” ”Stakkels dig, er du både døv og blind?”

Det er måden, man taler til hinanden på sociale medier, men ville du også tale sådan til din nabo?

Hvad sker der, når man møder folk i cyberspace - er der andre regler der, i forhold til at respektere hinanden?

Vi er alle enige om, at alt det her nedlukning og covid19 er hårdt for os alle. Vi bliver kortluntet, fordi vi måske ikke kommer på arbejde, og vi skal nok også lige hjemmeskole ungerne, mens vi skal holde et vigtigt møde over teams.

Vi kommer ikke afsted til sport, som vi plejer, og vi kan heller ikke engang gå i biffen og fordybe os i en god film.

Vi er lukket inde i vores lille boble med de samme mennesker, og det presser alle. Kunne vi da bare få lov til at tage en tur i byen og ligge alt det bag os for en stund, mens vi hygger os med gode drinks og lytter til en fed koncert.

Nej, det eneste sted, vi kan reagere, er på nettet. Måske har vi for god tid til at læse og svare, men jeg synes personligt, at der burde indføres en bandekasse, til alle der taler grimt på sociale medier - sikke et rigt samfund vi kunne blive.

Jeg tror ikke på, at særlig mange ville tale sådan til hinanden, hvis de stod face-to-face.

Jeg har selv været hårdt ramt som selvstændig frisør, og også her, synes jeg, tonerne går højt. I vores branche har det været lovligt at køre ud til kunderne og klippe dem på hjemmeadressen (hvorfor aner jeg ikke), mens det har været forbudt at klippe i salonen. Her har nogle frisører (måske af nød, måske af lyst) måtte ty til mobil-salon løsningen, og ikke nok med de løber en risiko i forhold til evt. smitte ved at besøge så mange husstande, ja måske mister de også deres hjælpepakker, men samtidig bliver de også høvlet ned af kollegaer, som vil melde dem til politiet og sviner dem til, uden egentligt at kende årsagen til deres gøren.

Hvorfor passer vi ikke vores egen banehalvdel? Burde man nogle gange vende tommelfingeren ind ad og mærke efter, hvordan man selv ville have det, hvis der blev talt sådan til en selv?

Vi har alle en mening - om vejret, om sukker i kaffen eller ej og om politik - men uanset hvad vi mener, er vi ikke mindre værd som menneske, og det synes jeg, vi bør huske på, når der næste gang går hønsegård i en diskussion på Facebook, om det så omhandler åbningstider i Bilka eller teststrategier. Heldigvis er demokrati en del af vores lille land, hvilket giver flotte nuancer af meninger og holdninger, og din mening er lige så god som min. At respektere hinandens forskelligheder, selv om man ikke er enig, kan være svært og især i en tid, hvor mange er pressede.

Nedlukning og restriktioner har påvirket os alle. Heldigvis siger kalenderen, at det er forår, og solen og lyset har en rigtig positiv effekt på de fleste.

At holde døren for den ældre dame eller sige tak for hjælpen i supermarkedet. Tal ordentlig til de folk omkring dig og respekter, at vi er forskellige som mennesker.

Det er de små ting, der gør forskellen - også på de sociale medier.


Det er de små ting, der gør forskellen - også på de sociale medier.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

Nej, sagde vi

Ugeavisen Kolding

Klumme: Fest i gaden

Ugeavisen Kolding

Unge i arbejde

Annonce