Annonce
Ugeavisen Kolding

Kolding med kant: Du har brug for VI og vi har brug for DIG!

Annonce

Vi må rykke tættere sammen, styrke fællesskaberne, løfte det mere, vi kun kan løfte sammen og tage ansvar for ikke bare os selv, men for den familie der tæller de nære, naboerne, lokalområdet, regionen, nationen og den runde klode, vi alle er en del af!

I Danmark er vi så ”privilegerede”, at fællesskabet og sammenhold er endt som tilvalg. Vores samfundsmodel har sikret, at stort set alle har lidt mere end de basale fornødenheder, og ganske mange samfundsborgere er optaget af det næste materialistiske vidunder eller selvrealiserende livsstilsprojekt, uanset om det er den nye elcykel, 90-dages træningskuren vi kan slå op på FB, eller den efterhånden obligatoriske halvmaraton.

B-siden af vores rige velfærdssamfund og den individualistiske livsstil, vi langsomt har byttet ud med de stærke familiebånd, et vedkommende naboskab og et fælles ansvar for (lokal)samfundet, er at vi er i risiko for at udvikle tunnelsyn, og at vi lever mere parallelt med hinanden, end i symbiose og fællesskab med hinanden.

Uanset om det er som enkelt individ, familie eller for den sags skyld som nation, så bør vi brede synet på hinanden ud. Vi bør også lyse ud til siderne – være reelt nysgerrige på hinanden og invitere ind i vores egne fællesskaber og samtidig invitere os selv på besøg i andre fællesskaber.

Annonce

Vær nysgerrig på andre

Jeg synes, det bliver tydeligt, når vi er nået så vidt i vores forventning til det offentlige, at den nære omsorg skal løses af andre end os som familie og medmennesker, og det uanset om det netop er familien, eller det er den nabo, vi ved, vi burde spørge ind til. Det handler ikke om at offentlige ydelser ikke skal leveres omsorgsfuldt, nænsomt og værdigt – det handler om, at vi som pårørende og familier selvfølgelig og som det mest naturlige skal kere os om og tage os kærligt af hinanden.

Det bliver også tydeligt, når vi glemmer frivilligheden i foreningslivet og dermed lader de (for) få knokle og forsøge at levere tilbud og services, som vi forventer er til stede for os selv eller vores børn. I et lidt større perspektiv ser vi den samme udvikling, når en af de nationer der oprindeligt har været med til at grundlægge samarbejdet i de europæiske fællesskaber ikke længere ønsker at være en del af fællesskabet, eller når vi betaler et land som Tyrkiet for at tage sig af de mange flygtninge, der søgte mod nord.

Det er alt sammen eksempler på ”at være sig selv nok” og måske endda tro, at det er både tilstrækkeligt og vigtigst.

Men det er det langtfra. Det er i sidste ende en falliterklæring for det der definerer os som mennesker og en trist og ensom vej i længden.

Uanset om det er som enkelt individ, familie eller for den sags skyld som nation, så bør vi brede synet på hinanden ud. Vi bør også lyse ud til siderne – være reelt nysgerrige på hinanden og invitere ind i vores egne fællesskaber og samtidig invitere os selv på besøg i andre fællesskaber.

Sammenholdet i familien, med vennerne, i samarbejderne og i fællesskaberne skal ikke være kortsigtede bekvemmelige fravalg, men noget vi konstant skal forstå og formå at gøre os umage for at understøtte og styrke. Det giver livskvalitet for både mennesker og nationer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce