Kolding: Når den årlige affaldsindsamling løber af stablen fra den 12. til den 18. april, er Mette Baden en af dem, som vil være at finde bevæbnet med gribetang og sæk klar til at samle plastik, cigaretskodder og andet op fra naturen.
- Jeg synes, at vi har et fælles ansvar for at passe på vores natur, og jeg synes samtidig også, at det er vigtigt, at man snakker om, hvad det er, der sker i naturen, når man vælger at smide affald, så derfor har jeg valgt at være med i år, siger Mette Baden.
Hun går langs med stien ved Slotssøen og har blikket stift rettet mod jorden, og der går da heller ikke længe, før hun kan pege på de første cigaretskodder, som ligger smidt i græsset.
- Sådan nogle kan tage mellem et og fem år for naturen at nedbryde. Det er ikke sikkert, at alle er klar over det, når man lige smider sit skod, men sådan en som den der ovre er nærmest endnu værre, siger hun og peger på et grønt plastiklåg lidt længere henne i græsset tættere på søens vand:
- Det ville virkelig være skidt, hvis det havnede i søen, for det er selvfølgelig virkelig skidt for dyrene at komme i nærheden af. Så er plastik også bare noget af det, som vi ved, det tager allerlængst tid at nedbryde, så det ophober sig bare, siger Mette Baden.
Egen indsamling
Mette Baden har gennem mange år gået op i naturen, men i år er første gang, hun vælger at deltage i affaldsindsamlingen, og så har hun faktisk valgt selv at oprette en indsamling ved Rebæk Strand via Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside.
- Jeg synes, at jeg har tid til det i år, og så virkede stranden som et oplagt sted, fordi det både er et hyggeligt sted at gå, og fordi det også er et af de steder, hvor der kan ligge meget affald. Så det giver også anledning til, at man kan snakke om, hvorfor det er så vigtigt, at vi får samlet det op, siger Mette Baden.
Ligesom så mange andre har Mette også brugt naturen meget under coronakrisen, men den har stort set altid spillet en vigtig rolle for hende.
- Jeg har altid opholdt mig meget i naturen, fordi det også er et godt sted at koble fra. Jeg har nok også brugt den endnu mere, efter jeg selv fik børn, for det betyder også noget for mig, at jeg kan fortælle dem om, hvad det er, man kan opleve, og at vi kan bruge naturen sammen. Så de også bliver bevidste om, at vi skal passe på den, forklarer hun.
Nedbrydningstider
Når affald smides i naturen, begynder det at forsvinde. Noget tager kun få uger at forsvinde. Andre ting tager mere end 1.000 år.
Ispapir: To år
Cigaretskodder med filter: Fire år
Tøj: Fem år
Tyggegummi: Fem år
Møbler: 13 år
Kapsler: 100 år
Plastikposer: 400 år
Dåser og plastikflasker: 500 år
Alle er velkomne til at deltage i Mette Badens affaldsindsamling den 17. april. Det tager cirka to timer, og Mette sørger for affaldssække og udstyr, så det er blot at møde op ved Stranden 64 klokken 10.00.
Man kan se de andre indsamlinger i Kolding og omegn på www.affaldsindsamlingen.dk.
Jeg synes, at vi har et fælles ansvar for at passe på vores natur, og jeg synes samtidig også, at det er vigtigt, at man snakker om, hvad det er, der sker i naturen, når man vælger at smide affald.