Annonce
Ugeavisen Kolding

Sæt kryds i kalenderen: Den første torvelørdag er planlagt

Den første udgave af torvelørdage i Kolding er planlagt til 30. maj, og initiativtager Kim Aagaard Holm forventer, at det bliver i tidsrummet 9-15 på Akseltorv. Arkivfoto: Morten Pedersen
Efter massiv tilslutning til sin idé har Kim Aagaard Holm og resten af folkene bag projekt torvelørdage i Kolding fastlagt en dato for den første torvelørdag.

Kolding: Lørdag 30. maj bliver en stor dag i Kolding midtby.

Det er i hvert fald håbet hos Kim Aagaard Holm, som har udvalgt netop den dag som dagen, hvor den første torvelørdag skal finde sted i Kolding.

Tidligere på året beskrev Ugeavisen Kim Aagaard Holms idé om at gøre torvehandel til en fast ugentlig begivenhed lørdag på Akseltorv, og siden er det væltet ind med positive reaktioner.

- Jeg synes, opbakningen har været helt fænomenal, både fra borgernes side, for eksempel på Facebook, og fra de forskellige aktører, der kan være med til at støtte op om arrangementet, for eksempel City Kolding. De viser stor velvilje og bakker op om projektet. Det har vind i sejlene, og det giver tro på, at det kan lade sig gøre, siger han.

Annonce

Fortæller historier

Datoen 30. maj ligger fast, og udgangspunktet bliver Akseltorv. Med tiden er det så ambitionen, at torvelørdagene skal blive en ugentlig tradition, hvor der først og fremmest er fokus på lokale og bæredygtige fødevarer, eventuelt krydret med designvarer og en god fortælling.

– Vi vil gerne fortælle nogle historier, der er relevante på sådan en dag. Det kan være noget om bæredygtighed i det hele taget, eller det kan være om, hvad det er for nogle gårdbutikker og initiativer, der findes i området, eller inspiration til at spise på en anden måde eller mere lokalt, forklarer initiativtageren.

Indtil nu har op mod ti lokale fødevareproducenter sagt ja tak til at være med, og Kim Aagaard Holm forventer, at det bliver nødvendigt med minimum 10-20, for at markedet bliver stort nok. Han understreger samtidig, at torvelørdagene ikke er en afløser for de nuværende torvehandlende, der tager plads på Akseltorv tirsdag og fredag.

- Det lægger sig til de torvedage, der allerede er der. Det er en gammel tradition, som vi ikke skal glemme.

Annonce

Glad cityforening

Undervejs i forberedelserne har Kim Aagaard Holm blandt andet søgt sparring hos City Kolding, og her er citychef Mette Schumacher glad for, at der bliver taget initiativ til at indføre torvehandel i midtbyen om lørdagen. Muligheden har været der i mange år, men de fleste handlende har i forvejen stået på markeder i andre byer.

- Jeg synes, det er en rigtig god ide. Vi vil gerne have, at torvehandlerne også står her om lørdagen, så jeg håber, at man kan lave et stort marked ved at få fat i nogle lokale. De nuværende torvedage er vellidte, men mange er jo på arbejde om tirsdagen og fredagen, så hvis det lå om lørdagen, er jeg sikker på, at det godt kan trække mange til, siger citychefen, som er glad for, at der med torvelørdagene netop er fokus på lokale fødevareproducenter og bæredygtighed.

City Kolding er ikke direkte involveret i planlægningen af torvelørdagene, men ifølge Mette Schumacher står man gerne klar med viden og netværk.

- Vi kan altid bidrage til at markedsføre og formidle, og vi har noget knowhow i forhold til byen og hvordan tingene virker, siger hun.

Annonce
Annonce
Ugeavisen Kolding

Vores fremtid i fokus

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

Mustafa brød med islam og stiftede forening for at hjælpe eks-muslimer: Jeg er nødt til at tage kampen for alle dem, der ikke selv kan

Annonce