Kolding: - Vi var nok lidt bekymrede over, hvordan sommeren ville gå, men det er virkelig blevet gjort til skamme.
Citychef Mette Schumacher er ovenud tilfreds. Efter et forår, der gjorde ondt på byens butiksliv og gav rynkede bryn hos mange af de handlende, er der nemlig blevet taget godt og grundigt revanche i de seneste sommeruger, hvor mange butikker og spisesteder har indhentet en del af det tabte.
- Det har været en fantastisk sommer med rigtigt handelsvejr og fantastiske udstillinger på Koldinghus og Trapholt, som har været med til at generere en masse besøgende til midtbyen. Ikke mindst vores spisesteder er lagt totalt ned med en vækst, de aldrig har oplevet før. Folk bruger penge, og de har især spist rigtig meget. Så vi har armene langt over hovedet, fortæller citychefen, som oplever, at coronakrisen har skærpet vores fokus på at bruge de lokale butikker.
- Jeg fornemmer, at det her med at handle lokalt og støtte lokalt, det er kommet for at blive. Folk bakker op om de lokale butikker, og det er vigtigt, hvis man ønsker dem i fremtiden, understreger hun.
Besøgsrekord på slottet
Det er især danske turister, som har fyldt midtbyen op denne sommer, men også tyskere og nordmænd er de seneste par uger begyndt at dukke op, fortæller Mette Schumacher. Og de fleste af turisterne har én ting til fælles: Koldinghus.
Det gamle slot har nemlig haft rekordmange besøg, oplyser konstitueret direktør Nanna Ebert.
- Det har været den bedste sommerferie nogensinde. Vi har haft 32.000 gæster på en måned, og det er helt klart besøgsrekord, siger hun.
Det er især danskere på ferie herhjemme, som lægger vejen forbi Koldinghus, og cirka en fjerdel af gæsterne er førstegangsbesøgende på slottet.
- Grunden til, at der kommer så mange, er selvfølgelig, at der er mange danskere på ferie herhjemme. Men der skal også være noget at komme efter, og der har udstillingen Kongerækken af Jim Lyngvild været meget eksponeret, og det har været med til at gøre, at folk har valgt at besøge Koldinghus, siger Nanna Ebert.
En stor del af de 32.000 gæster i juli er slentret ned ad Den Spanske Trappe eller Markdanersgade for at besøge nogle af Koldings butikker eller spisesteder. Faktisk ved man fra tidligere undersøgelser på Koldinghus, at over halvdelen af slottets gæster går ned i byen og bruger penge.
- Mange gæster kommer og spørger, hvor man for eksempel skal spise henne, og de har måske en halv eller hel time, som de skal have til at gå, inden de skal se udstillingen, forklarer Nanna Ebert.
Citychef Mette SchumacherDet har været en fantastisk sommer med rigtigt handelsvejr og fantastiske udstillinger på Koldinghus og Trapholt, som har været med til at generere en masse besøgende til midtbyen. Ikke mindst vores spisesteder er lagt totalt ned med en vækst, de aldrig har oplevet før.