I anledning af Mors Dag søndag den 8. maj udlodder Lokalavisen Assens i samarbejde med blomsterdekoratør Dorthe Søgaard fra blomsterforretningen Passiflora i Haarby en buket blomster.
Hvis du synes, at din egen mor eller en anden mor, du kender, fortjener at vinde den flotte buket blomster, kan du sende en mail til sp@jfmedier.dk med en beskrivelse af, hvorfor du synes, at netop din mor, veninde, kæreste eller hustru fortjener at vinde.
Du er også velkommen til at skrive i kommentarfeltet her under opslaget.
Fristen for at indstille kandidater til Mors dag-buketten fra Passiflora i Haarby løber til og med torsdag den 5. maj klokken 10, og vinderen bliver offentliggjort på Lokalavisen Assens’ facebookside på Mors Dag den 9. maj.
Lokalavisen Assens vil gerne tage billeder ved overrækkelsen af buketten samt snakke lidt med vinderen og den person, der har indstillet vinderen.
Den eneste betingelse for at vinde er, at man bor i Assens Kommune.
Årets travleste dag hos Passiflora
Dorthe Søgaard er i øvrigt igen i år klar til at betjene kunderne på Mors Dag i sin blomsterforretning Passiflora i Algade i Haarby.
- Mors Dag er helt klart den enkeltdag, hvor vi har allertravlest i butikken, siger Dorthe Søgaard.
Mors Dag i år er en smule anderledes end tidligere for Dorthe Søgaard og hendes blomsterforretning. Hun har nemlig for nylig meldt sig ud af blomsterkæden Interflora og står nu selv for markedsføring og levering.
- De sidste to år har der også været coronarestriktioner omkring Mors Dag. Sidste år måtte vi for eksempel kun have to kunder inde i butikken ad gangen, og da var det, at vi fandt på at rejse et telt udenfor, fortæller Dorthe Søgaard.
I år har Passiflora skruet endnu mere op for hyggen på Mors Dag. Butikken får nemlig besøg af San og hendes fine kaffe- og baristavogn fra klokken 7 til klokken 11.
Dorthe Søgaard udvidede i efteråret 2021 sin butik med en blomstergård, hvor kunderne kan handle uden for den normale åbningstid ved hjælp af selvbetjening.
Blomstergården ligger lige ved siden af butikken i Algade 27, og det foregår på den måde, at kunden sender en sms, hvorefter kunden modtager en kode, som tastes ind på dørens låsesystem og således får adgang til blomstergården ved siden af butikken.
Blomsterdekoratør Dorthe Søgaard, Passiflora i HaarbyMors Dag er helt klart den enkeltdag, hvor vi har allertravlest i butikken
Konkurrencen er ikke sponsoreret, støttet, administreret af eller på nogen måde forbundet med Facebook.