Annonce
Lokalavisen Lemvig

Den vestjyske allemandsret

Jens Hedevang sagde sit job op hos kommunen for at arrangere ture gennem sit firma, Hedevang Outdoor. Men på grund af coronaen, stod han pludselig med en tom kalender. Arkivfoto: Morten Stricker.
Annonce

Klumme: Et par måneder før vi fik besøg af det, som dronningen nærmest poetisk beskrev som ”den væmmeligt gæst”, havde jeg taget en beslutningen om at forlade jobbet som ”naturmand” efter 14 år ved Lemvig Kommune.

Den 1. februar var så officielt sidste gang, jeg slæbte mudrede vandrestøvler ind på de bonede rådhusgulve, men beslutningen var taget. Fremover skulle jeg dyrke min passion for at formidle den vestjyske natur på henholdsvis Seniorhøjskolen og i min egen natur- og eventforretning - Hedevang Outdoor. Indrømmet, pandemier stod relativ langt nede på listen over ting, der kunne gøre livet som lærer og selvstændig naturvejleder bøvlet, men jeg lærte på den hårde måde, at ordrebøger kan tømmes hurtigere end de blev fyldt.

Med en tom ordrebog blev der nu pludselig rigtig god tid til at pille i egen navle og reflektere over et spændende og godt arbejdsliv på Lemvig Kommune.

Noget der står tilbage fra mine år i det kommunale er, at jeg gang på gang fik bekræftet min teori om, at der i Vestjylland findes et andet natursyn end i resten af Danmark – vel nærmest en form for iboende allemandsret. Inspirationen til dagens klumme fik jeg for 14 dage siden, da jeg blev kontaktet af Jyllandsposten. Avisen var ved at skrive en artikel om, at der landet over kom flere og flere skilte med tekster som ”privat” - ”ingen adgang” – ”hunden bider” - ”konen bliver sur” osv. Da journalisten ønskede min holdning til udviklingen i mit lokalområde, afslørede han også, at han kom fra et andet postnummer, for eneste reelle svar jeg kunne komme med var, at ”det bruger vi ikke herovre” - men det var jo ikke, det han ville høre!

Sandheden er nok bare, at sådan er det. Jeg har i mit job som kommunalansat kratlusker været ude i de fleste hjørner, og selvom jeg går tilbage på de allerbagerste hylder i min hukommelse, kan jeg ikke se mere end en håndfuld af disse skilte poppe op på min indre lystavle. Jeg er nok den, der har haft flest natur- og friluftsprojekter oppe under neglene de sidste 14 år og husker at være ”sendt afsted” med en ide om at lave en kommunalt anlagt sti, sætte et shelter, et fugletårn og så videre hos private lodsejere, til gavn og glæde for os der bor her og for vores gæster. Listen over kaffemøder hos lodsejere i projekterne kunne ofte være lange, men stod der 76 i starten af postnummeret, var forventningen, at ideen altid kunne gennemføres i en eller anden form.

Alligevel var der altid en lille knude i maven, når man med byvåben på jakken bankede på døren hos bondemand Flink med et ønske om, at han skulle lade folk og fæ vade på tværs af hans jord, og nå ja, jeg har så heller ingen penge med til at kompensere ham for den gæstfrihed. Men 9 ud af 10 gange var reaktionen ”det er vel nok en god idé, vi er også selv glade for området, og vi vil naturligvis meget gerne dele vores glæder med andre”. I andre landsdele var jeg røget ud på røv og albuer eller blevet truet med krav om kæmpeerstatninger, ekspropriationer eller advokatbistand, hvis jeg som ”kommunemand” bare ville rage til mig og give dem bøvl.

Men sådan gør vi ikke tingene i Vestjylland. Her er der stor forståelse for, at oplevelser i naturen og landskabet ikke er noget, man kan købe sig eneret til. Her er naturværdierne fælleseje, som vi skal passe på, men som vi også alle skal have retten til at nyde og opleve.

Jeg ved ikke, hvor dette vestjyske natursyn kommer fra, men vi har det i alt fald til fælles med svenskerne. Vi er få mennesker, men har rigeligt med plads, plads og mere plads Måske skal svaret findes tilbage i tiden, hvor vores forfædre ikke i samme grad var underlagt stenrige godsejere af den simple årsag, at jorden herovre var så ringe, at den ikke var værd at eje for dem. At vi ikke blev holdt i så kort snor af magthaverne i øst, gjorde vestjyderne mere selvstændige, men måske gav det også en iboende forståelse for sammenhold og forståelse for, at skulle man overleve, måtte man også jage, fiske og høste af og deles om vores fælles natur?

Om det er det ene eller andet, skal jeg ikke kloge mere i, men jeg vil gerne sætte et punktum for tiden som kommunal kratlusker med et stort tak til alle dem, der igennem årene har mødt mig med velvilje, serveret kaffe og sandkage og endt mødet med til at åbne deres små, private pletter af ”vilde og vidunderlige Vestjylland” for alle os andre – TAK.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Hør om Lemvigs vinmark

Lokalavisen Lemvig

Motion for hjertet

Lokalavisen Lemvig

Folkedansere starter igen

Lokalavisen Lemvig

Klumme: Sikke en sommer

Lokalavisen Lemvig

Byen fyldes med vægtere

Annonce