Den naturlige og til tider ubærlige død
Når jeg hænger vasketøj op på vores tørresnor, er jeg hver gang ved at snuble over en lille stenbunke, som mine to sønner, Benjamin og Mathias, har lavet som gravsted eller nærmest monument over et dødt firben. Vi gætter på, at en af kattene har fanget det og ladet det ligge midt på fliserne. Drengene fik utrolig ondt af det lille dyr, men vi brugte lejligheden til at snakke om den naturlige død som et livsvilkår, og på mange måder er det nemmere at forholde sig til, når det rammer et ukendt dyr. Det er godt at øve sig i at håndtere døden. Straks værre bliver det nemlig, når døden rammer et afholdt kæledyr eller et højtelsket menneske, som efterlader et uoverskueligt hul og et uendeligt savn i vores liv.
