Annonce
Lokalavisen Lemvig

Det lille gymnasium med det store udsyn

Den tidligere rektor på Lemvig Gymnasium, Lars Ebbensgaard (til venstre) har sammen med den nuværende rektor, Bo Larsen gennem mange år haft et særligt forhold til statuen Den Evige g'er, der har oplevet mangt og meget i gymnasiets samlingsområde, Hullet. Foto: Johan Gadegaard
Selv efter 40 år mærker den tidligere og nuværende rektor, at der er en særlig pionerånd over Lemvig Gymnasium
Annonce

Lemvig: En sommerdag i midten af august 1979 mødtes 68 elever, syv lærere og en rektor for første gang. De havde lejet sig ind i en fløj på Christinelystskolen, hvor de havde tre klasseværelser, et lærerværelse og et rektorkontor til rådighed.

Det var de ydmyge rammer for det Lemvig Gymnasium, der lørdag 16. november fejrer sit 40 års jubilæum med en stor fest på gymnasiet.

Et par år efter opstarten i de lejede lokaler kunne gymnasiet rykke ind i sine egne bygninger, hvor man siden har vokset sig til at blive en skole med over 400 elever og knapt 70 ansatte.

I spidsen for det nystartede gymnasium stod Lars Ebbensgaard. Som 36-årig var han blevet ansat som rektor på gymnasiet, efter han i otte år havde været lærer på Aarhus Katedralskole.

- Der var flere der mente, at vi allerhøjst ville holde i ti år. Der var ikke meget tro på, at det kunne lade sig gøre med et gymnasium her i et område, der var præget af fiskeri og landbrug, husker Lars Ebbensgaard, der ud over opstarten på det nye gymnasium også skulle tage stilling til over 400 ansøgninger til lærerstillingerne, lige som han også skulle holde styr på nybyggeriet, der løb op i 44 millioner kroner. Et beløb der i nutidens penge svarer til 116 millioner kroner.

Det lå ikke i kortene, at Lars Ebbensgaard skulle være rektor i Lemvig. Nok havde han familiære rødder i området, men han havde ikke tidligere arbejdet med administration.

- Jeg søgte stillingen og trøstede mig samtidig med, at man aldrig fik det første job, man søgte. Men pludselig endte det med, at jeg havde fået rektorjobbet, siger Lars Ebbensgaard, der i 2014 stoppede som rektor efter 35 år på posten.

Men det var en hård start for gymnasiet. Centralt i Lemvig lå handelsskolen, og ti kilometer mod øst lå hf-uddannelsen i Nørre Nissum. Tidligere måtte de elever fra Lemvig, der gerne ville være studenter, enten vælge de uddannelser eller vælge gymnasierne i enten Struer eller Holstebro. Gymnasiet i Lemvig blev bygget i slutningen af 1970'erne, hvor masser af mindre gymnasier skød op over hele landet.

- Der var en meget stor kamp om at få fat i eleverne dengang. Og det kan man også se på udsvingene i vores elevtal i de første år. Der var under 70 ansøgere til 1.g i de mindste årgange, mens der var over 100 ansøgere i de bedste årgange i de første år, siger Lars Ebbensgaard.

Den tidligere rektor for Lemvig Gymnasium, Lars Ebbensgaard, har sammen med sin afløer, Bo Larsen, været i arkivet og fundet masser af anekdoter. Her får de sig en snak om det første elevblad og om gymnasiets første logo, der blev udarbejdet i 1979. Foto: Johan Gadegaard
Annonce

En særlig ånd

Han blev efterfulgt af Bo Larsen. Han er selv tidligere elev på gymnasiet og var selv den første student i familien. Det er han langt fra den eneste student fra Lemvig Gymnasium, der har været, og føler han kan mærkes i dagligdagen.

-Der er en særlig ånd her på stedet, og jeg fornemmer, at det er skabt af lærere og elever i fællesskab. Vi har stadig mange elever, der kommer fra ikke-akademiske hjem, som er med til at give en forskellighed i elevsammensætningen. Samtidig føler jeg også, vi stadig kan mærke en pionerånd her på stedet. Vi er et lille gymnasium, der ligger langt fra storbyerne, og når man som lærer bliver ansat her, så er man også nødt til at flytte hertil, og det er noget, der smitter af på byen med det liv, det er med til at give, siger Bo Larsen.

Men selv om man kommer fra en mindre by som Lemvig, der samtidig ligger langt væk fra landets større byer, så har Lemvig Gymnasium gennem årene arbejdet en del med internationalt samarbejde.

Ét af højdepunkterne kom i 1985, hvor en klasse fra gymnasiet var på udveksling med en klasse fra New York-bydelen Harlem som en del af projektet City Kids i anledning af FN's ungdomsår. Teaterleder Reidar Nilsson fra Tukak-teatret i Fjaltring stod for kontakten, der sendte Lemvig-klassen til New York, hvor et højdepunkt var et besøg på en skole i Spanish Harlem, der aldrig havde haft besøg af hvide elever før. Her debatterede eleverne de to landes samfundsmodeller.

Eleverne fra New York var også på besøg i Lemvig, hvor de blandt andet fik lov til at udsmykke gymnasiets kælder med en grafitti, der den dag i dag stadig kan ses.

Annonce

Harboøre eller New York

I dag har Lemvig Gymnasium også udvekslinger med to gymnasier i Tyskland samt i Spanien og Frankrig. Og det er en vigtig del af uddannelsen på gymnasiet, siger Bo Larsen.

- Selv om vi kommer fra et lille sted, skal vi også kunne tænke stort. Med det internationale udsyn er vi også med til at gøre os interessante for eleverne og være med til at ruste dem, siger rektoren.

- Vi havde engang en pige, der blev spurgt om, hvor hun troede, hun ville bo ti år efter, hun var blevet færdig som student. Hun sagde, at det enten ville være i Harboøre eller New York. Det vidner om, at vores elever har en stor kærlighed til den egn, de er vokset op på, men samtidig også har fået et internationalt udsyn, tilføjer Lars Ebbensgaard.

Bo Larsen er overbevist om, at der også er et gymnasium i Lemvig om ti år. Men han er indstillet på, at det ikke bliver let at drive et gymnasium i Lemvig i de kommende år, hvor årgangene er dalende og der derfor bliver færre unge at rekruttere til gymnasiet.

Derfor ser han samarbejder med andre ungdomsuddannelser som vejen frem for gymnasiet, hvis det skal overleve.

- For seks år siden fusionerede vi med handelsskolen, og jeg tror, at vejen frem er flere samarbejder. Der er blandt andet en hf-uddannelse i Nørre Nissum og Fiskeriskolen i Thyborøn, lige som jeg også kan forestille mig, at der kan komme et samarbejde i stand med Klimatorium, siger Bo Larsen.

I første omgang gælder det dog festen lørdag aften, hvor omkring 300 fejrer gymnasiets første 40 år. Det sker med rundvisninger, spisninger, fest og dans.

Og feste kan man uden problemer i Lemvig. Det måtte Lars Ebbensgaard dog engang forsikre en pige fra Rungsted Gymnasium om, da de var på besøg i Lemvig.

- Hun spurgte, om vi også kunne feste her hos os, og det viste vi hende, at det kunne vi, siger Lars Ebbensgaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce