Annonce
Lokalavisen Lemvig

Det var godt at Steen lyttede til læreren ellers var han ikke blevet tømrer

Direktøren. Steen Stensgård driver tømrerfirmaet af samme navn. Foto: Johan Gadegaard
Steen Stensgård blev tømrermester, fordi han gerne vil præge de opgaver, der skal udføres. Han kan takke en lærer på Klinkby Skole for, at han i det hele taget fik interesse for tømrerfaget. Firmaet er blandt de mange sponsorer i Lemvig-Thyborøn Håndbold, og Steen Stensgård ser de fleste hjemmekampe, hvor han let lader sig rive med.

Lemvig: - Nu skal du ikke skrive artiklen, så man får det indtryk, at jeg gerne vil prale og profilere mig selv. Den slags ligger ikke til mig, siger Steen Stensgård, der siden 2006 har drevet tømrer- og snedkerfirmaet med samme navn.

Så hvis der i de kommende linjer er tilløb til noget, der minder om pral eller lignende, så ligger ansvaret alene hos skribenten.

Nu hedder denne serie "Direktøren", men Steen Stensgård ser egentlig ikke sig selv som direktør.

Annonce

- Jeg elsker jo bare mit arbejde og at gå rundt i arbejdstøj fra morgen til aften. Det er sådan, jeg har det bedst, siger Steen Stensgård.

Rent faktisk kunne ekspedienten i bagerforretningen på Industrivej ikke umiddelbart kende ham, da han en formiddag forleden kom ind for at købe rundstykker og bad om at få det skrevet på regningen. Her var han for en gangs skyld ikke i arbejdstøj, hvilket tilsyneladende forvirrede ekspedienten for en kort bemærkning.

Steen Stensgård havde egentlig ikke forestillet sig, at han skulle være tømrer. Hans plan var i stedet at blive værktøjsmager. Han boede med sin familie i Klinkby, og efter skoletid var han arbejdsdreng hos Klinkby Værktøjsfabrik, hvor han forestillede sig at få en læreplads.

Den gik ikke

- Det var det eneste, jeg havde i tankerne, og da vi i 9. klasse skulle i erhvervspraktik - og vi skulle skrive tre ønsker - skrev jeg Klinkby Værktøjsfabrik som alle mine tre prioriteter, fortæller Steen Stensgård.

Men den gik ikke.

- En lærer sagde til mig, at sådan fungerede det ikke. Jeg skulle skrive nogle andre fag på. Og det er jeg meget taknemmelig for i dag. Så jeg skrev tømrer på, fordi sløjd var mit bedste fag i skolen, siger Steen Stensgård.

Og sådan blev det. Han kom i erhvervspraktik hos tømrermester Bent K. Nielsen i Tørring.

Annonce

Var en øjenåbner

- Det var en øjenåbner for mig. Jeg vidste med det samme, at det var den rette hylde for mig, siger Steen Stensgård, der fik en læreplads hos netop Bent K. Nielsen.

Birgitte og Steen Stensgårds tre børn har alle gået/går på Christinelystskolen i Lemvig, og i forbindelse med uddannelsesvejledningen har Steen Stensgård været på skolen for at fortælle om tømrerfaget.

- Der findes ikke erhvervspraktik i skolen længere, hvilket er ærgerligt. Det er en god måde at komme ud og snuse til andre fag og uddannelsesmuligheder på, siger Steen Stensgård.

Siden han gik ud af 9. klasse, har han kun været væk fra tømrerfaget i de otte måneder, hvor han var i militæret i Aalborg, og hvor han i øvrigt ofte var på stadion og derfor siden har holdt med AaB i fodbold.

Steen Stensgård

48-årige Steen Stensgård er opvokset i Klinkby. Bor med sin familie på Ballegårdvænget i Lemvig - i et hus, som han selv har bygget.

Er gift med Birgitte Stensgård, der er uddannet revisor og i dag arbejder på kontoret i familiefirmaet. De har børnene Karoline (19 år), Mads (16) og Kamilla (15).

Steen Stensgård er udlært tømrer hos Bent K. Nielsen i Tørring. Han oprettede tømrer- og snedkerfirmaet Steen Stensgård i 2006.

Firmaet er hjemmehørende på Værkstedsvej i Lemvig. Tæller 10 medarbejdere, når Birgitte og Steen Stensgård regnes med. Har seks biler. Der er fem svende og to lærlinge. Desuden er der én på kontoret til at hjælpe Birgitte Stensgård, der efter en trafikulykke nu arbejder halvtids.

Steen Stensgård arbejder tæt sammen med Svane Køkken i Silkeborg.

Han arbejdede tre forskellige steder som tømrersvend - blandt andet en kort overgang hos tømrermester Henning Møller, der havde sin virksomhed dér, hvor Steen Stensgårds virksomhed ligger i dag.

De to andre steder var - igen - hos Bent K. Nielsen samt hos Tonsberg Byg. Så meldte lysten sig til at blive selvstændig. Steen Stensgård etablerede sit firma i 2006.

Annonce

Ser på muligheder

- Jeg blev tømrermester, fordi jeg gerne ville være med til at præge de opgaver, der skulle udføres og ikke kun være den, der udførte dem. Jeg ville gerne være med i motorrummet. Jeg kan godt lide den indledende snak med kunderne, hvor vi sammen ser på muligheder i et projekt, siger Steen Stensgård.

I første omgang var det dog meningen, at firmaet blot skulle være et enmandsfirma, hvor Steen Stensgård også hjalp andre tømrerfirmaer efter behov.

Birgitte og Steen Stensgård løfter opgaverne i firmaet i fællesskab. Foto: Johan Gadegaard

- Min hustru arbejdede den gang som revisor hos Revisionskontoret Lemvig-Thyborøn, og hun vidste, hvor krævende det er at drive et firma med ansatte. Så vi havde egentlig aftalt, at jeg blot skulle være mig selv i firmaet, siger Steen Stensgård og smiler lidt ved tanken om, at der rent faktisk hurtigt kom medarbejdere i firmaet.

Annonce

Begyndte i kostald

Det var helt bevidst, at han begyndte i beskedne rammer. Han lånte en boks i den gamle kostald på gården Damgaard i Vandborg hos Elise og netop afdøde Bent Wang Hansen til sine materialer.

- Jeg kom meget hos Elise og Bent Wang Hansen, fordi jeg kender deres søn Charles særdeles godt. Det var nærmest som et andet hjem for mig. Det havde stor betydning for mig, at jeg på den måde kunne holde udgifterne nede i opstartsfasen, siger Steen Stensgård.

Han husker tydeligt den første uge som selvstændig.

- Jeg var jo lidt nervøs for, om der i det hele taget ville ringe nogle kunder. Om jeg ville få nogle opgaver. Men det gjorde jeg heldigvis. Der ringede faktisk adskillige kunder allerede den første uge, husker Steen Stensgård.

Han fik forholdsvist hurtigt ansat både en svend og en lærling, og det blev nødvendigt at flytte ud af kostalden. Det betød, at han i slutningen af 2008 rykkede ind på den nuværende placering på Værkstedsvej i Lemvig.

- Dengang havde Henning Møller sit tømrerfirma her. Jeg købte bygningen, og Henning Møller bevarede sit firma og sad til leje hos mig i en periode. Det fungerede meget fint, og jeg havde en god sparring med Henning Møller, der jo havde masser af erfaring som selvstændig, siger Steen Stensgård.

Annonce

Familiens opbakning

Firmaet har gennem alle årene været en familieopgave. Birgitte Stensgård har stået for regnskabet. I begyndelsen holdt hun styr på tallene ved siden af sit andet arbejde, men i 2010 blev hun fuldtids på kontoret i familiefirmaet. I dag arbejder hun dog kun på halvtid, efter hun i 2016 var udsat for en trafikulykke og fik et alvorligt piskesmæld.

- Uden hele familiens opbakning ville det aldrig kunne lade sig gøre at drive et firma som dette. Jeg er ofte ude at tale med kunder sidst på eftermiddagen, og når jeg kommer hjem, har Birgitte aftensmaden klar. Vi har altid prioriteret, at hele familien spiser aftensmad sammen, siger Steen Stensgård.

Uden hele familiens opbakning ville det aldrig kunne lade sig gøre at drive et firma som dette.

Steen Stensgård, indehaver af tømrer- og snedkerfirma

Birgitte og Steen Stensgård har tre børn, og de har tilbragt en hel del timer i firmaet.

- Da de var små, var de ofte med, når både Birgitte og jeg arbejdede på kontoret. Vi havde en høvlebænk ude på værkstedet, hvor de selv kunne lave nogle ting, og vi havde et rum, hvor de kunne se tv, siger Steen Stensgård.

Annonce

Sønnen går i lære

Sønnen Mads var også ofte med farmand ude på opgave, og rent faktisk går Mads Stensgård - der i øjeblikket går på Lyngs Idrætsefterskole - efter sommerferien i lære i faderens firma.

- Men det bliver jo ikke mig, der skal oplære ham. Det bliver de andre svende, hvoraf flere har kendt ham, siden han var en lille dreng. Flere af vores medarbejdere har vi haft i lang tid, og det ligger os meget på sinde at være selvforsynende med medarbejdere forstået på den måde, at flere af vores lærlinge bliver hos os, når de er udlært. Det er vi glade for - også fordi det i den nuværende situation er umuligt at skaffe nye medarbejdere, siger Steen Stensgård.

Han stiller krav til sine medarbejdere.

- Når vi er ude hos kunden, så bliver vi på stedet. Så kører vi ikke til byggemarkedet efter materialer, hvor kunden kan komme i tvivl om, hvorvidt kørslen ryger på regningen. Hvis de mangler noget ude på stedet, så ringer de til mig, og så kommer jeg med det. Det er min opgave at planlægge og udfylde hullerne, og jeg deltager også gerne i de praktiske opgaver, hvis det er muligt, siger Steen Stensgård.

Annonce

Stor håndboldinteresse

Interessen for håndbold er en anden ting, der kan samle familien. Deres tre børn har alle spillet håndbold, og de to yngste gør det stadig. Steen Stensgård har også selv spillet håndbold, men han var - med egne ord - ikke særlig god til det.

- Jeg følger meget med i børnenes håndbold, og foruden kampene kan jeg også godt køre forbi idræts- og kulturcentret og se en træning. Det er jo fordelen ved at være selvstændig. Vi arbejder meget, men til gengæld kan vi selv bestemme vores arbejdstid, siger Steen Stensgård og smiler.

Firmaet har blandt andet været sponsor for håndboldskolen, og engagementet i ungdomsafdeling førte til, at Steen Stensgård også blev sponsor for Lemvig-Thyborøn Håndbolds herrer i ligaen.

- Vi har været personlig sponsor for Jacob Østergaard, og da han stoppede i klubben, blev vi personlig sponsor for Jorn Smits. Jeg synes, vi får meget for vores sponsorat. Vi har haft besøg af begge her i firmaet, og det er f.eks. spændende at høre, hvordan de griber tingene professionelt an, siger Steen Stensgård.

Annonce

Tilråb kan genere

Han ser de fleste af Lemvig-Thyborøns hjemmekampe, og det sker også, at han er med til udekampe.

- Jeg er den type, der let lader mig rive med i en håndboldkamp, og jeg råber også efter dommerne, hvis det er påkrævet. Jeg sidder lige bag ved udeholdets bænk i en af halvlegene, og jeg har da ikke noget imod, hvis mine tilråb generer dem en smule. Jeg elsker håndbold - jeg kan blive helt høj af at se det, siger Steen Stensgård.

- Jeg synes, det er flot, at vi kan have et håndboldligahold i Lemvig, og jeg synes, det er fint, at klubben sætter ambitionsniveauet op og f.eks. gerne vil med i slutspillet på længere sigt. Lemvig-Thyborøn Håndbold er et godt eksempel på, hvad man kan udrette, hvis man står sammen om tingene, siger Steen Stensgård.


Annonce
Lokalavisen Lemvig

Kendt ejendomsmægler vender tilbage til Lemvig

Annonce
Lokalavisen Lemvig

Fra ATV til budcykel: Elever ankom i kreative køretøjer til gallafest

Annonce
Lokalavisen Lemvig

HF-elever rundede skoletid af med galla

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Søren Agger lavede Hole-in-one

Lokalavisen Lemvig

DcH Lemvig fik sin første danmarksmester i spor

Lokalavisen Lemvig

Store bededagskvæld på Kabbel

Lokalavisen Lemvig

Ny frisør må leve de første par måneder med tildækket facade

Lokalavisen Lemvig

Fire sogne udvider samarbejde og åbner fælles hjemmeside

Lokalavisen Lemvig

Forventer igen stor interesse for genbrugsmarked på havnen i Lemvig

Annonce