Annonce
Lokalavisen Lemvig

Ikke set i Lemvig før: Hotel blev til stormagasinet Toft Nielsen & Matthesen

Den flotte trappe op til første sal hos Toft Nielsen & Matthesen. Foto udlånt af Lemvig Museum
Warmdahls Hotel i Vestergade i Lemvig blev i 1919 omdannet til Toft Nielsen & Matthesen - et stormagasin af hidtil usete dimensioner i byen.
Annonce

Lemvig: Historien om Lemvigs stormagasin Toft Nielsen & Matthesen daterer sig til 1897. Her kom den driftige Peter Toft Nielsen til Lemvig med mange nye forretningsideer.

Han åbnede i første omgang sin manufakturhandel på hjørnet af Vestergade og Toldbodgade - dér, hvor Engens Ure-Guld-Sølv befinder sig i dag. Han kaldte sin forretning for "Lemvig kontante Manufakturforretning ved Toft Nielsen".

Den tidligere leder af Lemvig Museum, museumsinspektør Ellen Damgaard, skriver i en artikel i FRAM (Fra Ringkøbing Amts Museer) i 1989, at Toft Nielsen i 1915 ansatte en ung mand ved navn Jens Matthesen.

Jens Matthesen havde en fin anbefaling med fra et tidligere firma. Her stod: "En sjælden vindende og ualmindelig dygtig sælger".

Efter fire år besluttede de to mænd at udvide virksomheden og indgå i kompagniskab. De overtog Warmdahls Hotel længere henne i Vestergade og omdannede det til Toft Nielsen & Matthesen.

"Det nye Toft Nielsen & Matthesen var et regulært stormagasin af hidtil usete dimensioner i byen. Ombygningen blev forestået af et arkitektfirma fra København. Stueetagens almindelige små vinduer blev udskiftet med store butiksvinduer, og indgangen blev udformet i tidens "art-deco"-stil", skrev Ellen Damgaard i museumsårbogen.

Stormagasinet befandt sig på både stueplan og første sal, og foruden dame- og herretøj kunne man købe sengelinned, dækketøj, metervarer og gardiner for at nævne noget af udvalget. Forretningen havde eget skrædderi og systue.

Annonce

Matthesen tog over i 1938

I 1938 døde Toft Nielsen, og Jens Matthesen overtog hele virksomheden. Samme år blev forretningen udvidet betydeligt. Nabohuset på hjørnet af Vestergade og Strandgade blev lagt til. Dermed rådede Toft Nielsen & Matthesen over det areal, hvor man i dag finder butikkerne Like Anna, Tøjeksperten, Damkjær Sko og Sportigan.

"På det nye facadestykke blev der opsat et meget særpræget "knækket" vinduesparti, der gav et forøget udstillingsareal omkring en ny indgangsdør", skriver Ellen Damgaard

Efter nyindretningen udgav TN & M, som forretningen var begyndt at kalde sig, et katalog med billeder af de mange forskellige afdelinger og personalet og en tekst, der i en personlig stil henvendte sig til kunderne.

I storhedstiden var der 40-45 ansatte - inklusive et bud, der bragte varer ud til kunderne.

I 1959 blev TN & M overtaget af Jens Matthesens søn Henning Matthesen, der drev det samlet frem til 1980, hvor herretøjs- og dametøjsafdelingen blev solgt fra. Et par år senere blev den sidste del solgt fra.

61 års dominans i bybilledet var forbi.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Kunstnere på glatis

Lokalavisen Lemvig

Åbent hus i tre haver

Annonce