Annonce
Lokalavisen Lemvig

Leder for to skoler

- Vi skal selv være med til at forme skolen hen ad vejen, siger skolens uddannelseschef Martin Sanders. Foto: Benny Gade
61-årige Martin Sanders skal få styr på både FGU-skolerne i Lemvig og i Struer
Annonce

Lemvig: - Det er nyt for alle. Det er nyt for mig, for mine ansatte og for eleverne.

Sådan siger 61-årige Martin Sanders, der er leder af den nye FGU-uddannelse i både Lemvig og i Struer, der begge er en del af FGU Skolen HLSS (Holstebro, Lemvig, Struer og Skive).

Han kommer selv fra en stilling som leder af den daværende produktionsskole i Skive, der er en del af fusionen, der har ført til de nye FGU-skoler. I den anledning blev det aftalt, at alle medarbejdere skulle have nye ledere, så derfor er der rokeret rundt på stillingerne. Martin Sanders kan nu kalde sig for uddannelseschef for både FGU Skolen i Struer og FGU Skolen i Lemvig. Derfor har han længe arbejdet med at finde og indrette de rette lokaler, men på det punkt har arbejdet i Lemvig været enkelt. Her overtog man bygningen efter produktionsskolen og har derfor allerede fra starten haft træværksted, køkken og butik.

- Her er udfordringen til gengæld af få de almene fag som dansk og matematik arbejdet ind i undervisningen, siger han.

De to skoler i Lemvig og Struer supplerer til gengæld hinanden godt, idet medarbejderne ved de lokale ungdomsuddannelser blev virksomhedsoverdraget til den nuværende FGU-skole.

- I Lemvig var der i forvejen mange og dygtige håndværkere ansat, mens der i Struer var flere med baggrund som VUC-lærere. Derfor er jeg glad for, at flere af lærerne er villige til at pendle mellem Struer og Lemvig for at dække fagene ind, siger Martin Sanders.

Han har selv en baggrund som både lærer, håndværker og som en rod. Sådan beskriver han i hvert fald sit eget liv, hvor han allerede som 15-årig flyttede hjemmefra og levede en flakkende tilværelse de første år.

- Jeg var selv en værre rod, erkender han i dag.

Det ændrede sig dog, da han fik en læreplads og som 25-årige erhvervede et svendebrev som smed. Den blev senere suppleret med en halv læreruddannelse, inden han blev ansat på Hald Ege Efterskole, der i 1988 startede op. Han var med i lærerstaben i skolens første 25 år, inden han blev viceforstander og senere forstander på produktionsskolen Mariebjerg i Skive. Det er her fra, han blev virksomhedsoverdraget til den nye FGU-skole .

- Men jeg bor fortsat i Skive, siger han.

Nu arbejder han på de udfordringer, der er ved at starte en ny skole op, hvis fornemste opgave er at hjælpe eleverne videre til en uddannelse eller i beskæftigelse. De enkelte elementer i skolegangen er dog endnu ikke på plads.

- Der er fortsat meget, der skal afklares, men vi kører. Vi har startet vognen op, men ved endnu ikke helt, hvor de enkelte reservedele skal sidde. Vi skal forme skolen hen ad vejen, og Folketinget har da også sagt, at vi får fire år til at blive kørt ind, siger han.

Martin Sanders prioriterer at komme rundt til både elever og medarbejdere på de to skoler i henholdsvis Struer og i Lemvig. Foto: Benny Gade
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce