Annonce
Lokalavisen Lemvig

Lemvig-Thyborøn Handel & Turisme er en realitet - Jesper Fruergaard valgt til formand

Jesper Fruergaard, der til dagligt er centerleder i Wærket i Thyborøn, bliver den første formand i Lemvig-Thyborøn Handel & Turisme. Arkivfoto: Benny Gade
Den nye forening Lemvig-Thyborøn Handel & Turisme er en realitet. Jesper Fruergaard fra Wærket i Thyborøn bliver formand.

Lemvig-Thyborøn: Så er sammenlægningen en realitet. Den nye forening Lemvig-Thyborøn Handel & Turisme blev dannet torsdag aften efter ekstraordinære generalforsamlinger i både Lemvig Handel og Lemvig-Thyborøn Turistforening.

Thyborøn Handel er også en del af sammenlægningen - Thyborøn Handel havde allerede besluttet at gå med i den nye forening.

Der blev samtidig valgt otte nye medlemmer til den nye bestyrelse - to fra hver af de tre nu forhenværende foreninger samt to repræsentanter fra Lemvig Kommune.

Annonce

Samtidig har bestyrelsen konstitueret sig med Jesper Fruergaard fra Wærket i Thyborøn som formand og René Salskov fra Ønskebørn i Lemvig som næstformand.

- På de ekstraordinære generalforsamlinger var der fuld tilslutning til sammenlægningen. Der var ingen nej-stemmer de to steder, fortæller Mai Lindgaard, der er handels- og eventchef i Lemvig Kommune og nu også får ansvaret for turismen.

Jesper Fruergaard har i flere år været engageret i udviklingen af Thyborøn, og nu bliver det arbejde bredt ud til hele Lemvig Kommune.

- Jeg glæder mig over, at vi nu har fået samlet handel og turisme i én forening, der får en stærkere muskel og kan indfri det kæmpe potentiale, vi har i hele området. Handel og turisme hænger fint sammen - de to områder har den samme dagsorden, siger formand Jesper Fruergaard.

Hele kommunen

Han understreger, at selv om foreningens navn henviser til byerne Lemvig og Thyborøn, så vil foreningen arbejde for udviklingen i hele Lemvig Kommune.

- Det er Lemvig og Thyborøn, der er de to store magneter i kommunen, men der findes mange unikke steder uden for de to byer, siger den nye formand.


Det er Lemvig og Thyborøn, der er de to store magneter i kommunen, men der findes mange unikke steder uden for de to byer.

Jesper Fruergaard, formand for Lemvig-Thyborøn Handel & Turisme


Det næste bestyrelsesmøde i den nye forening er 4. maj, og 14. juni bliver der - hvis corona-restriktionerne ellers tillader det – holdt et stormøde for alle medlemmer. Her vil blive talt om de mange planer og ambitioner – og dialogen vil være i højsædet.

- Nu gælder det om, at alle aktører står sammen, og vi løfter i flok. På stormødet vil den nye bestyrelse tage dialog med de mange medlemmer om fremtiden, siger næstformand Rene Salskov.

Annonce

Valgt til bestyrelsen

De øvrige bestyrelsesmedlemmer er Casper Øgendahl (Mr. LP/ MISS P og Sportigan, Thyborøn), Sheila Smed (Nærkøb, Thyborøn), Karina Stefansen Skinnerup (Bjarnes Fisk, Lemvig), Steen Jørgensen (SJ Feriehusudlejning) og to politiske repræsentanter, Chris Olesen (V) og Gunnar Lisby Kjær (V).

Suppleanterne blev Karina Rytter (Miss P, Thyborøn), Malene Byskov (Sea Side Hotel, Thyborøn) og Erik Brøgger (Brøggers Men’s Wear, Lemvig).

Lemvig Kommune har bevilliget en større saltvandsindsprøjtning til foreningen, hvis overligger sættes efter hvor mange midler, erhvervet selv rejser til det vigtige arbejde med gæsteservice, handelsudvikling, gæstetilfredshed med videre.

Hele event-arbejdet er fortsat en krumtap i arbejdet.

Annonce

God timing

- Timingen er vigtig. Vi nu kan se lys efter corona og håber meget, vi får en travl sommer. Så at det hele nu er faldet på plads er dejligt. Nu skal vi i arbejdstøjet, og jeg glæder mig til dialogen med de mange medlemmer, siger Mai Lindgaard, der er chef i den nye forening.

Foreningen fastholder i øvrigt et eventudvalg, hvor det allerede er besluttet, at Casper Øgendahl, Karina Stefansen Skinnerup og en repræsentant for turisterhvervet får sæde.

Der skal i øvrigt ansættes yderligere én medarbejder i den nye forening, så der bliver tre medarbejdere til at arbejde fuldtids med handel og turisme i Lemvig Kommune. Foruden Mai Lindgaard er der i øjeblikket ansat en eventkoordinator-elev.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Ny forårsbebuder

Annonce