Annonce
Lokalavisen Lemvig

Ugens klumme: Natur i generationer

Børnene skal ud i naturen og opleve. Den  målsætning prøver klummeskribent Henning Juhl Christensen selv at leve op til. Foto: Henning Juhl Christensen
Annonce

Klumme: I mine tidligere klummer har jeg ofte skrevet om, hvad naturen betyder for mig. Når jeg tænker tilbage, kan jeg også se, hvordan den har holdt sammen på mig, min familie, mine venner og givet jagt- og fiskekammerater for livet.

Da jeg var knægt, havde vi jo ikke alverdens elektronik og vi sad ikke bag skærmen i timevis og blev mere og mere blege. Nej, vi måtte ud i det fri. Jeg husker, at jeg havde flere tamme fugle, blandt andet en allike som var faldet ud af reden. Den blev meget tam, og det var en stor oplevelse at se den flyve rundt. Den lavede forskellige ”kunster”, og jeg cyklede om kap med den. Den bragte naturen helt ind i huset, hvis man kan sige det sådan.

Jeg føler mig privilegeret over at være født herude vestpå, hvor der er højt til loftet og langt til det pulserende byliv. Der er frit udsyn og forblæste buske. Træernes form viser tydeligt, at blæsten er en del af livet og med til at forme livet her mod vest.

Som kontrast til dette er jeg også så privilegeret, at jeg har haft min gang i de store østjyske skove. Min svigermors familie har i over 150 år ejet en ejendom op ad en af en af de store skove ved Silkeborg. Nu er stedet ejet af min bedre halvdel, og vi kan sammen fortsætte den naturpleje, som hendes oldefar påbegyndte for over 100 år siden.

Han plantede jorden til, og de små grantræer, som han plantede på heden, står i dag som kæmper, et virkelig flot syn. Gennem hans lange liv i ”Huset på bjerget” skaffede han på utallige jagter mad på bordet til familien. Han efterlod sig blandt andet over 100 opsatser fra råbukke. Dengang betød det meget, at naturplejen gav mad på bordet. Naturen var en brugsting. Meget har ændret sig siden den tid. Jeg er som bekendt også jæger, men for mig er naturen en stor oplevelse at færdes i, uanset om der kommer jagtudbytte ud af det.

Mine børnebørn er 5. generation, der træder deres barnesko i skoven, som deres tiptipoldefar plantede. Jeg ønsker for dem, at de kommer til at færdes lige så hjemmevant og trygge mellem træerne, som deres forældre, bedstemor og oldemor gør, og deres tipoldefar gjorde. Jeg gør i hvert fald mit til at det bliver sådan.

De er tre år nu og allerede godt i gang med at blive fortrolige med skoven. Når jeg går tur med dem, lader jeg dem ”bestemme”, hvor vi skal gå hen og jeg blander mig ikke i, hvad de ellers vil. Det er spændende at se, hvad turen bringer. De mosler op ad bakkerne og trasker ned igen.

De undersøger nøje alt, hvad de kommer forbi. Det kan være en svamp, der undersøges nærmere eller et hul, der tjekkes for, om det skulle være bo for en lille mus eller måske en edderkop. Vi har set og haft god tid til at studere blandt andet egern og flagspætte. Jeg lader dem også forsøge at finde vejen hjem igen.

Det er en god øvelse, så de lærer at finde vej, og det er børn faktisk gode til. Det oplevede jeg, da min søn var lille. Han havde opbygget et stort kendskab til skoven gennem mange ture med sine bedsteforældre. På en gåtur underkendte jeg hans kendskab til skoven og bestemte suverænt, hvilken vej vi skulle gå for at komme hjem. Det blev en meget, meget lang tur inden, vi var hjemme igen.

Oplevelserne står i kø. Rådyr går lige udenfor køkkenvinduet, harerne hopper rundt på græsplænen og et væld af fugle bliver ivrigt studeret. Trygheden kan dog blive udfordret, når natuglen tuder ude i mørket. Der er stor forskel på børnenes reaktion. Én synes det er spændende og vil gerne med ud i mørket for at lytte til uglen. Én anden synes, det er rarest at blive indendøre og lukke lyden ude.

Mørket kan være skræmmende, men vi øver at gå ture i mørket. Det er spændende at gå med dem, mens øjnene vænner sig til mørket og høre, når de opdager, at de faktisk kan se, selvom det er mørkt. De er så optagede af det, at eventuel utryghed forsvinder. Jeg vil blive ved med at gå ture i mørket med dem, så de forhåbentlig bevarer trygheden, når de bliver store.

I det hele taget vil jeg fortsætte med alt, hvad jeg har for at give trygheden og fascinationen ved naturen videre til dem.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce