Annonce
Lokalavisen Nordsjælland

Overlæge med speciale i overvægtige børn: Det ligger dybt i os, at når vi er kede af det, så propper vi noget i munden

Overlæge ved Nordsjællands Hospital og leder af Overvægtsambulatoriet Birgitte Højgaard Roikjer, 55 år, er drevet af social indignation i sit arbejde. Foto: Lars Johannessen
Det var lysten til at gøre en konkret forskel og et stort omsorgsgen, der motiverede Birgitte Højgaard Roikjer fra Snekkersten til at uddanne sig som læge. I dag arbejder hun som leder af overvægtsambulatoriet for børn og unge på Nordsjællands Hospital i Hillerød.

SNEKKERSTEN: Birgitte Højgaard Roikjer traf tidligt et valg om, at hun ville arbejde med mennesker og have et job, hvor hun kunne gøre en forskel andre. Der var to muligheder.

- Jeg har altid tænkt, at jeg enten skulle læse til læge eller jurist. Jeg er den første i børneflokken, og det med at være storesøster har nok været med til, at jeg har udviklet et ekstra stort omsorgsgen. Samtidig er jeg vokset op med at have en mor, der er sygeplejerske, fortæller Birgitte Højgaard Roikjer.


Vi har den tilgang, at det ikke det enkelte barn, men hele familien der har en udfordring. Overvægt er typisk et symptom på dårlig trivsel

Birgitte Højgaard Roikjer


Siden 2016 har hun været ansat som overlæge ved Nordsjællands Hospital. Hun  arbejder med endokrinologi og overvægt, og er leder af Overvægtsambulatoriet på Hillerød. Det henvender sig til børn og unge mellem 5 og 18 år, der kæmper med overvægt. Birgitte var med til at etablere overvægtsambulatoriet tilbage i 2010.

- Dengang var der ikke lige så stort et fokus som i dag på overvægt blandt børn og unge - det var et område, der i den grad trængte til at blive løftet. Der var ingen hjælp at få, fortæller hun.

Tre hurtige om Birgitte

  • Er tidligere elitesvømmer. I dag nøjes hun med at være vinterbader og havsvømme om sommeren.
  • Født i Vejle og opvokset i Nykøbing Falster, hvor hun også tog sin studentereksamen.
  • Elsker en lækker middag og et godt glas vin i godt selskab.

Vigtigt at hjælpe

Statistikken viser, at der især er en høj andel af overvægt blandt børn og unge, der vokser op i udsatte familier. Et faktum som Birgitte Højgaard Roikjer ikke har det godt med.

-  Jeg har det svært med, at børn der vokser op i socialt udsatte familier, er udsat for en stigmatisering. Alle børn har ret til lige vilkår. Det er så vigtigt at hjælpe dem.

Overvægtsambulatoriet benytter sig af en familiebaseret tilgang - hvor familiens forhold, herunder spisevaner og livsstil bliver kortlagt i samarbejde med forældre og barn. Det er et forløb med et besøgsinterval på mellem 10-12 uger.  Arbejdet med familierne baserer sig blandt andre redskaber på samtaler, opfølgning, kostrådgivning, vejning og måling af blodsukker med videre.

- Vi har den tilgang, at det ikke det enkelte barn, men hele familien der har en udfordring. Overvægt er typisk et symptom på dårlig trivsel. Det kan eksempelvis være et barn eller ung, der har en diagnose som ADHD, og som ikke føler, at de passer ind i folkeskolen og måske bliver mobbet. Det ligger dybt i os, at når vi er kede af det, så propper vi noget i munden, siger Birgitte Højgaard Roikjer.

Annonce

Følsomt emne

For mange familier kan det med at få hjælp til blandt andre kosten være et ømtåleligt emne, fortæller hun.

- Det kan være rigtig følsomt at påpege, at forældrene må foretage forandringer. Og selv om de bestræber sig på at give deres barn et sundt måltid med masser af grønt, så er det alligevel ikke sundt, fordi det kan være dyppet i fritureolie.

Birgitte Højgaard Roikjer påpeger, at langt de fleste forældre vil deres børn det godt. Det er bare ikke altid, de har redskaberne til det.

- Det handler om at have respekt for de familier, vi arbejder med. Jeg har aldrig mødt nogle forældre, der ikke vil deres barn det bedste. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at sige nej til sit barn - også fordi vi taler om børn, der i forvejen har det svært. Men det er ok at sige nej og være den voksne. Det er også en måde at hjælpe dit barn på.

Annonce

Mor til seks

Engagementet og drivkraften til at hjælpe viser sig også på hjemmefronten. Birgitte og hendes mand Claus er foruden deres egen sammenbragte børneflok "papforældre" for en ung afghansk mand, som kom til Danmark som uledsaget flygtning for en del år siden. Derudover tæller familien seks sammenbragte børn - fire piger og to drenge i alderen fra 12 til 32 år. Familiens to yngste - Asta på 12 år og Andrea på 16 år bor hjemme, mens resten af børnene er flyttet hjemmefra.

- Jeg har været mor i mange år. Det er en kæmpe gave at have så stor en børneflok. Jeg elsker at røre rundt i de store kødgryder, når alle børnene er her. Når børnene har kammerater med hjem -og spørger om de kan spise med, kan det som regel altid lade sig gøre. En fra eller til gør ikke nogen forskel, når man alligevel er i gang med at lave mad til mange. Det er altid muligt at finde noget i køleskabet og spæde retten lidt til.

Birgitte Højgaard Roikjer er drevet af ønsket om lige vilkår for børn og unge uanset baggrund. Foto: Lars Johannessen
Annonce

Altid én der skal hives lidt op

Med en stor børneflok, er det sjældent, at der er fuldstændig harmoni hos alle.

- Der er altid én, der lige skal hives lidt op, lyder det fra Birgitte Højgaard Roikjer.

Familien bor i et hus på en af villavejene i Snekkersten. Det flyttede de ind i 2002 i kølvandet på, at parret lærte hinanden at kende.

Sådan hjælper du dit barn til at tabe sig

  • Indfør mindre skærmtid og mere bevægelse
  • Drik vand 1-1,5 l - ikke sodavand

  • Vær en tydelig forælder - tag ansvar for at du er den voksne
  • Husk på at det ikke kun, er det der ligger på en tallerken, der feder
  •  Lad være med at køre dit barn, cykl i skole i stedet
  • Mød dit barn i øjenhøjde og husk at rose det.
  • Hjælp dit barn til at skrive tre ting ned om dagen, som er gået godt
  • Find dig ikke i dit barn bliver mobbet, grib fat i læreren, pædagogen eller skoleledelsen.
Annonce

Pendler dagligt til Malmø

Selv om det normalt er på Nordsjællands Hospital i Hillerød  Birgitte Højgaard Roikjer tilbringer arbejdstiden, er det ikke her hun for tiden har sin daglige gang. Frem til december er hun tilknyttet på endokrinologi-afdelingen på sygehuset i Malmø og pendler dagligt mellem Helsingør og Malmø.

- Jeg bruger meget tid i toget for tiden. Jeg har fået orlov for at subspecialisere mig i endokrinologi. Det er et kæmpe løft og en god udfordring  at arbejde på en afdeling i et andet land, der er så højt specialiseret og opleve hvordan kulturen er. Der er læring på mange facetter. Jeg ser det som en personlig udvikling, fortæller Birgitte Højgaard Roikjer.

Udover arbejdet som afdelingsleder og overlæge er den 55-årige overlæge også valgt ind i Julemærkefondens bestyrelse og sidder i bestyrelsen for Knud Højgaards Fond.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nordsjælland

Purunge vidner møder op retten: 15-årig dreng forsvarer sig mod anklager for voldtægt af mindreårig i Snekkersten

Lokalavisen Nordsjælland

En gevinst for Helsingør eller ej? Vi har spurgt seks borgere på gaden om deres holdning til HH-forbindelsen

Annonce