Annonce
Lokalavisen Nordsjælland

De vidste, de havde gang i noget stort, da Microsoft kom forbi: Gutter fra Vapnagård laver opfindelse 15 år for tidligt

Fra venstre mod højre: Omed Tamar, Sami Ouaghlani, Mert Yetik, Ameen Mohammed, Michael El-Tanji og Mohammed El-Taha. Foto: Martin Rye
De arbejder med teknologi, som kun det amerikanske militær har adgang til, og de har imponeret selveste Microsoft. En gruppe drenge fra Vapnagård er ved at skabe en opfindelse, der er langt forud for deres tid.

OPFINDERE: I udkanten af Vapnagård er der ved at ske noget stort.

Ti drenge fra Helsingørs største boligområde har siden sidste år arbejdet på en helt ny opfindelse, der har imponeret den absolutte erhvervstop i Danmark - og som kræver teknologi kun det amerikanske militær har adgang til.

Fra det socialpædagogiske tilbud Cube i udkanten af Helsingør har de skabt produktet StickerTracker helt fra bunden.

Annonce

- Vi har fået at vide, at vi arbejder med alt for ny teknologi. Vi er 15 år for tidligt ude med den her opfindelse, siger Mohammed El-Taha, der i Cube går under navnet Momo.

Vi kunne sagtens arbejde med noget andet, men vi vil skabe vores eget, som ingen har set før.

Mohammed Taha, en del af StickerTracker.

StickerTracker er et klistermærke, du sætter på de ting, du ikke vil miste. Klistermærket har nemlig en indbygget chip, som man ved hjælp af en app kan spore og på den måde finde ting, du troede, du havde mistet.

Men selvom de er nogle år for tidligt ude, bremser det langt fra deres drøm om en dag at realisere StickerTracker.

- Vi bliver ved med at kæmpe for det her, siger Omed Tamar.

Drengene har siden sidste år været i gang med deres egen mikrovirksomhed StickerTracker. Foto: Richard O'Dwyer

Generte

De ti opfindere er blevet håndplukket til iværksætterprojektet af organisationen Mind Your Own Business, som igennem iværksætteri hjælper drenge i alderen 13-19 år fra udsatte boligområder i hele Danmark og i Nuuk i Grønland.

Med en startkapital på 25.000 kroner og faglig støtte fra frivillige konsulenter og erhvervspartnere har drengene fået hjælp til at skabe deres egen mikrovirksomhed.

Drengene fra Vapnagård kendte godt hinanden inden, de blev sat sammen sidste år, hvor projektet startede.

- Men vi er kommet meget tættere på hinanden, siger Omed Tamar.

Efter en god gammeldags brainstorm fandt de ret hurtigt ud af, hvad ideen til deres mikrovirksomhed skulle være. Og der gik ikke særlig lang tid, før de skulle præsentere deres ide foran omkring 50 mennesker.

- Inden vi startede, var vi meget generte, og vi var ikke helt skarpe på, hvad vi skulle sige, siger Omed Tamar.

- Jeg var meget nervøs, indskyder Ameen Mohammed.

Annonce

Bagud på point

Freja Hansen og Richard O'Dwyer er nogle af de dem, der har fulgt gruppen, siden de blev sat sammen i september sidste år.

- Jeg bliver helt vildt stolt af de drenge, når jeg ser den udvikling, de har været igennem. Det er helt vanvittigt, som de har rykket sig, siger Richard O'Dwyer, der er en af de såkaldte venturepiloter, der arbejder frivilligt som konsulent for drengene.

Freja Hansen og Richard O'Dwyer har fulgt drengene fra start af. Foto: Martin Rye

Ifølge ham ser de sig selv på en helt anden måde, end inden de startede på projektet.

- De havde sværere ved at bryde igennem, og de var allerede bagud på point, inden de startede. De har haft en tilgang til livet, hvor de ikke har troet på sig selv. Men forandringen er kommet fra dem selv, siger han.

- De ser verden på en helt ny måde og tager ansvar. Nu tænker de ikke, at de ikke duer til noget, men at de rent faktisk godt kan finde ud af det her, siger Freja Hansen, der til daglig arbejder i Cube som boligsocial medarbejder og har været med til at udvælge drengene.

Faktisk har projektet givet genlyd hele vejen til kontorlokalerne hos Microsofts hovedkvarter i Lyngby, som også har været en tur forbi Cube for at høre om projektet.

- Ligesom os var de blæst bagover, siger Richard O'Dwyer.

Mind Your Own Business

  • Siden 2010 har Mind Your Own Business engageret 648 unge drenge til at etablere 80 mikrovirksomheder på MYOB Programmet og for 119 drenge at videreudvikle 15 mikrovirksomheder på MYOB Akademiet.
  • Her har 644 frivillige venturepiloter og 77 erhvervspartnere brugt 89.880 timers frivilligt arbejde på at støtte drengene i at gøre deres drømme til virkelighed.
  • Mind Your Own Business er finansieret af tre fonde, som vi arbejder strategisk med. TrygFonden har siden 2010 støttet MYOB Programmet. Bikubenfonden har siden 2016 støttet MYOB Akademiet. Og Tuborgfondet har støttet MYOB Grønland siden 2019
Annonce

Militær-teknologi

Lige nu er der dog opstået nogle temmelig store bump på vejen mod drømmen om StickerTracker. For lige nu er det tæt på umuligt at skaffe mikrochips, som de skal bruge til klistermærket, på grund af coronakrisen blandt meget andet.

- Men vi kan jo bare gå ned i kiosken og hente nogle flere. De har mange forskellige varianter, siger Ameen Mohammed med et skælmsk smil.

Mikrochippen skal de bruge til at lave den GPS, der skal sidde i klistermærket. Ideen er, at GPS'en skal kunne virke inden for ti meters afstand, men der er lige et mindre problem.

- Det er kun det amerikanske militær, der har adgang til den slags teknologi, siger Richard O'Dwyer.

Drengene bruger en dag om ugen på projektet, selvom det er blevet til lidt mere det seneste stykke tid. Hver dag afsluttes med en cirkel, hvor de fortæller, hvorfor dagen har været god. Foto: Martin Rye

Udover mikrochippen skal de bruge nogen til at udvikle deres app. Og inden for deres budget er det kun russiske og ukrainske app-udviklere, der er en mulighed. Men det er gjort til en umulighed efter Rusland gjorde deres indtog i Ukraine.

- Vi kunne sagtens arbejde med noget andet, men vi vil skabe vores eget, som ingen har set før, siger Mohammed El-Taha.

Annonce

Strategisk krisemøde

Situationen har ført til et strategisk krisemøde i den lille mikrovirksomhed. Men i stedet for at give op og smide klistermærket i skraldespanden, forsøger de at finde nye veje og nye metoder til en dag at gøre StickerTracker virkeligt.

Til maj skal gruppen nemlig til en stor prisuddeling, hvor drenge fra alle Mind Your Own Business-projekterne i Danmark mødes for at kåre de bedste projekter.

Til lejligheden har drengene været ude for at forsøge at opstøve et godt tilbud på nogle matchende trøjer.

Ameen Mohammed bryder ind. Han har en nyhed:

- Jeg har fået trøjerne, gutter. Og til en endnu billigere pris, end vi havde regnet med.

- Det er satme godt forhandlet, Ameen, udbryder Richard O'Dwyer.

Annonce
Sport

Se højdepunkterne: Sen scoring giver Helsingør ny dukkert i oprykningsræs

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nordsjælland

Rosestafet: Tak til dig, Jens

Annonce