Annonce
Lokalavisen Nyborg

Frivilligt drevet motionscenter kan ikke genåbne: - Det ville blive et administrativt miskmask

Før der igen kan blive hevet i romaskiner og løftet jern hos Motionsklubben Elefanten, skal der først lempes på kravene om at tjekke samtlige brugeres coronapas. Arkivfoto: Robert Wengler
Genåbningsfesten bliver uden motionsforeningen Elefanten, der ligesom mange andre foreninger med frivillig arbejdskraft ikke kan leve op til kravet om at tjekke medlemmernes coronapas.

Nyborg: Selvom der fra politisk side er givet grønt lys til, at motionscentrene kan åbne igen 6. maj, lukker Motionsklubben Elefanten i Nyborg ikke træningshungrende medlemmer ind, som reglerne ser ud lige nu.

- Grunden til, vi ikke kan åbne, er, at vi ikke har personale ansat. Derfor er det ikke muligt for os at leve op til kravet om at skulle tjekke coronapas ved indgangen, forklarer Ole Molbo, der er formand for Elefantens bestyrelse.

Det krav presser ikke private fitnesscentre på samme måde, fordi de har ansatte, der konsekvent kan tjekke coronapas og få løn for det.

Annonce

- Men vores forening er baseret på frivillighed, og det betyder, at vi kun har instruktører i centret på nogle bestemte tidspunkter i løbet af ugen, siger Ole Molbo.

Ikke kommercielt

Kan I ikke bare have åbent i et kortere tidsrum?

- Nej, det fungerer simpelthen ikke. Vi har overvejet forskellige muligheder, eksempelvis om man skulle købe sig til nogen, der kunne tjekke coronapas. Men vi er ikke en forening, der har ansættelsesforhold eller et lønregnskab. Får vi det, bliver det kommercialiseret, og det er ikke den profil, vi har, siger Ole Molbo.


Man kan forestille sig, at vores medlemmer vil søge andre steder hen.

Ole Molbo, bestyrelsesformand


For ham er det slet ikke realistisk at skulle være dækket ind med frivillige kræfter med de 18 timer i døgnet, som Elefanten under normale omstændigheder har åbent.

- Det ville blive et administrativt miskmask, som nok alligevel ville ende med, at vi ikke kunne leve op til kravene, siger Ole Molbo.

Annonce

Håber på ændringer

De privatejede fitnesscentre står ikke i samme problem, da de i det store hele godt kan leve op til coronapas-kravene. Eksempelvis kan Loop Fitness i Nyborg godt åbne, dog med lettere indskrænkede bemandede åbningstider.

Det er ekstra salt i Elefantens sår, at de private fitnesscentre kan åbne, mens de må holde lukket.

- Det betyder, der står en masse forventningsfulde medlemmer og siger, hvorfor kan vi ikke det, når de andre kan (træne, red.), siger Ole Molbo.

- Man kan forestille sig, at vores medlemmer vil søge andre steder hen. Det har jeg egentlig forståelse for, men jeg håber, at de vender tilbage, fortsætter han.

Bestyrelsesformand Ole Molbo kan godt forstå, hvis Elefantens sædvanlige brugere er frustrerede over ikke at kunne bruge motionsklubben. Arkivfoto: Robert Wengler

Elefanten er ikke den eneste forening, kravet om coronapas giver hovedpine. Derfor har DGI, Dansk Idrætsforbund og andre af foreningslivets organisationer sendt et nødråb til politikerne om at få en særskilt lempelse af kontrollen med coronapas for foreningslivet.

- En ændring i retning af at vi kun skal lave stikprøvekontroller af coronapas, ville vi kunne leve op til, og så ville vi kunne åbne igen, slår Ole Molbo fast.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce