Annonce
Lokalavisen Nyborg

Generationsskifte sikrer Ostebodens overlevelse

Kunderne bliver mødt af de samme varer, de samme ansatte og den samme gode service i Osteboden Fru Hansen. Indehaveren er til gengæld ny, nemlig Jane Hansen. På længere sigt håber hun at kunne omsætte sine egne ideer til virkelighed. Foto: Kasper Riggelsen
Jane Hansen har overtaget kendt butik med delikatesser efter sin mor, Lillian Hansen. Fredag kunne hun igen byde kunderne indenfor efter et par hektiske dage, hvor skiftet skulle falde på plads.
Annonce

Nyborg: - Hvornår tager du over fra din mor?

Det spørgsmål har 50-årige Jane Hansen fået et utal af gange gennem årene.

Nu er generationsskiftet en realitet, og fredag kunne Osteboden Fru Hansen så igen byde kunderne indenfor efter fire dages nedlukning.

Tiden har været brugt på at få skiftet til at falde på plads oven på en periode med økonomisk turbulens i den kendte butik på gågaden i Nyborg.

Det er efterhånden mere end 40 år siden, at Osteboden Fru Hansen åbnede første gang. Alle årene har det været med Lillian Hansen som indehaver, mens datteren formelt blev ansat for 15 år siden.

For Jane Hansen er generationsskiftet en drøm, der går i opfyldelse.

- Men jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle ske på denne måde, hvor det lige pludselig kom til at handle om at redde butikken fra at lukke, indrømmer hun oven på et par hektiske dage, hvor det ikke er blevet til megen nattesøvn.

Den første opgave for den nye indehaver bliver at komme godt igennem julehandlen. Men på længere sigt glæder hun sig til at udvikle den traditionsrige butik.

Hvad der mere præcist kommer til at ske, ønsker hun ikke at løfte sløret for på nuværende tidspunkt. Men hun håber blandt andet på at kunne skabe en bedre synergi mellem butikkens forskellige dele.

Selv føler hun sig overbevist om, at Osteboden Fru Hansen - der i øvrigt beholder sit navn - har en lys fremtid foran sig. Det skyldes ikke mindst de mange trofaste kunder, der fortsat handler i butikken.

Derudover tilbyder man blandt andet tapas ud af huset, og det kan der meget vel komme mere af i fremtiden. Som noget nyt vil den nye indehaver også lave gavepakker "to go", der er skræddersyet til en julehandel i coronaens skygge.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Lokalavisen Nyborg

Tal med en præst

Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Ingen jul uden juleudstilling

Lokalavisen Nyborg

Nyborg skruer ned for Norden

Annonce