Annonce
Lokalavisen Nyborg

Kendt kok skruer op for blusset

Rasmus Kirk Henriksen er vant til at have travlt. Han blev især kendt som forpagter af Restaurant Teglværksskoven i Nyborg gennem ni år. Arkivfoto: Kim Rune
Rasmus Kirk Henriksen er ny formand for de handlende i den gamle kongeby, Nyborg. Ved siden af driver han en stor catering-virksomhed, der bespiser cirka 270.000 munde om året.

Rasmus Kirk Henriksen lider af en forbandelse og har gjort det i 12 år, nemlig søvnløshed. Til gengæld giver det lidt flere timer i døgnet, og det kan den 33-årige kok med bopæl i Kogsbølle på Østfyn få god brug for.

Forleden blev han således kåret som ny formand for de handlende i Nyborg. Det sker sideløbende med, at han igen skruer op for blusset for at kunne følge med efterspørgslen i cateringfirmaet Kirk Hedegaard Aps, der bespiser cirka 270.000 munde om året.

For Rasmus Kirk Henriksen er det at have travlt ikke noget nyt. I mange år drev han Restaurant Teglværksskoven i Nyborg, som tiltrak kunder langt ud over kommunens grænser på grund af sin gode mad og sin mindst lige så gode beliggenhed.

Annonce

Sammen med Kristina Hedegaard overtog han også forpagtningen af golfklubbens restaurant, ligeledes i Nyborg, ligesom han sultent kastede sig over street food i Odense og driften af forsamlingshuset i Ellinge.

Travlt efterår i vente

Siden fulgte en periode, hvor han var nødt til at skære forretningen ind til benet, og særligt corona-krisen har gjort ondt rent økonomisk.

I år forventer han dog at, at regnskabet går i nul takket være et - forhåbentlig - travlt efterår, og 2022 tegner indtil videre til at blive om muligt endnu mere travlt. Derfor bliver der i disse dage ansat ekstra personale i stor stil, fortæller han.

Rasmus Kirk Henriksen er måske især kendt som tidligere forpagter af Restaurant Teglværksskoven i Nyborg, som han drev frem til sommeren 2018. Han bor fortsat på Østfyn, nærmere bestemt Kogsbølle, hvor firmaet Kirk Hedegaard Aps også har adresse. Arkivfoto: Andreas Bastiansen

Ud over selve cateringdelen, der leverer mad til 26 kantiner, samarbejder Kirk Hedegaard ApS med en lang række udlejere af selskabslokaler om at levere hele pakken - lige fra maden til tjenere og bordpynt. Derudover råder man selv over tre selskabslokaler i Skovkanten ved Odense, og som noget nyt står man for hele driften af Lykkesholm Slot ved Ørbæk.

På hjemmefronten er der også nok at se til for Rasmus Kirk Henriksen, som er far til en datter på blot et år.

Blå bog

  • Rasmus Kirk Henriksen er bosat i Kogsbølle, hvor han har boet siden 2011.
  • Privat danner han par med Kristina Hedegaard, som er medejer af firmaet KIrk Hedegaard ApS. Parret skulle have været gift på nuværende tidspunkt, men brylluppet blev udsat på grund af corona. Sammen har de en lille datter på blot et år.
  • Ved siden af jobbet som kok og direktør er Rasmus Kirk Henriksen næstformand i fødevarefællesskabet Kongens Fadebur og sad indtil for nylig i bestyrelsen for Nyborg Turistforening. Derudover kan han nu kalde sig ny formand for Nyborg Handel - vel at mærke uden at drive butik i midtbyen.

Ud over søvnløsheden peger han selv på en anden vigtig grund til, at han kan få det hele til at hænge sammen, nemlig et hold af dygtige medarbejdere, som han er helt tryg ved at dele ansvaret med.

Annonce

Ny formand for Nyborg Handel

Samme tilgang til tingene har han taget med sig i sin nye funktion som formand for Nyborg Handel.

Han glæder sig således over at være blevet del af en bestyrelse, hvor alle er indstillet på at tage en del af slæbet for at gøre Nyborg til en mere attraktiv handelsby.

Det er dog ikke opgave, som handelsstandsforeningen kan kan klare alene, understreger han. I stedet lægger den nykårede formand vægt på, at man skal kunne samarbejde med alle lige fra kommunen til kulturelle foreninger - ja selv de nye ejere af Lynfrosten, der har planer om 12-14 box-butikker udenfor bykernen. Et projekt, som handelsstandsforeningen tidligere har kritiseret i skarpe vendinger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce