Nyborg: - Se, nu blander den det helt af sig selv, udbryder Charlie Smidth.
Den 10-årige dreng har netop stukket to slanger ned i et krus, som fører ned til to andre krus - et med vand og et med saft. Ved hjælp af den robot, som Charlie Smidth har brugt en lille times tid på at bygge, løber vandet og saften over i ét glas og bliver til saftevand.
Charlie Smidth, besøgende på opfinderværkstedet- Jeg har aldrig prøvet at bygge noget lignende før, men min far arbejder med elektronik, så det har altid interesseret mig meget.
- Jeg har aldrig prøvet at bygge noget lignende før, men min far arbejder med elektronik, så det har altid interesseret mig meget, lyder det fra den 10-årige dreng, der justerer lidt på slangerne, så saften kan løbe bedre igennem.
Tag opfinderkasketten på
Som en af Nyborg Biblioteks sommeraktiviteter, har det inviteret firmaet Guldastronaut til at lægge vejen forbi Nyborg for at lære børn og unge mere om elektronik og robotter.
- Vi vil gerne være et sted, der giver plads til undring og fordybelse. Der skal være tid til, at børnene kan sidde og nørde med tekniske ting, som interesserer dem. Og så er det også vigtigt for os at give børnene et indblik i den tid, vi lever i, lyder det fra Johanne Søndergaard Poulsen, der er bibliotekar og tovholder på projektet.
I løbet af halvanden uge i sommerferien bliver der hver formiddag og eftermiddag afholdt forskellige workshops, som børnene kan deltage i. Her kan de få lov til at bygge forskellige robotter, printe på 3D-printer eller programmere computerspil.
En snarlig fødselsdag
I den anden ende af teltet sidder 10-årige Liva Mikkelsen. Hun kigger tålmodigt ned på 3D-printeren, der er ved at lave en blå figur.
- Jeg har fødselsdag lige om lidt, så jeg har lavet nogle bogstaver, så jeg kan skrive hurra, fortæller hun stolt.
Med sig har hun sin lillesøster Asta og mormor Karin Di Martini. Selv om familien også var forbi værkstedet dagen før, var det ikke nok.
- Jeg lavede Astas navn i 3D i går med små dyr og figurer på. Og så prøvede jeg også at skrive hurra, men det gik ikke så godt, så nu skulle jeg lige prøve igen, lyder det fra Liva Mikkelsen, der håber, at det lykkes denne gang.