Nordvestfyn: Folk strømmede til, da det i oktober 2020 blev muligt at spille basketball i Middelfart Kommune.
75 nåede at melde sig ind i Middelfart Basketballklub, hvilket initiativtager til klubben Jannie Vium Mariegaard er taknemlig for. Samtidig ærgrer hun sig naturligvis over, at det blev en kortvarig fornøjelse, motionisterne nåede at få sammen, før corona-restriktionerne satte holdsporten på pause.
Jannie Vium MariegaardInden for det seneste år til halvandet er der kommet fem nye klubber på Fyn.
Grundet en coronapulje skulle medlemmerne ikke betale kontigent, alligevel er Jannie Vium Mariegaard positivt overrasket over, at den nystartede klub nåede at få 75 medlemmer i databasen.
- Det er langt mere, end vi havde regnet med og håbet på. Vores U11-hold nåede lige at være en dag i Svendborg og spille en turnering for nystartede hold lige i starten af december, før der blev lukket ned igen, siger Jannie Vium Mariegaard.
Sportsgren i fremgang
Når det igen bliver muligt at træne og spille basketballkampe, er planen at finde kampe til alle ungdomsholdene, fortæller Jannie Vium Mariegaard - noget som er blevet nemmere på det seneste.
- Inden for det seneste år til halvandet er der kommet fem nye klubber på Fyn. Så nu er der i Faaborg, Tommerup, Skeby, Nyborg og også i Middelfart samt Børnebasket Odense, ligesom Svendborg også har ungdomshold.
Hun vurderer, at sportsgrenens øgede popularitet blandt andet skyldes, at den appellerer til et bredere udsnit af befolkningen.
- Basket er så lille en sport på landsplan og generelt i Danmark, så man går mere op i fællesskabet. Vi vil gerne være gode til at spille basket, men vi vil bare gerne have børn og voksne til at spille og have det sjovt.
- Det, der også er særligt for basket i min optik, er, at det er en sport for individualister, men også en holdsport. Man kan træne selv derhjemme, bare du har en bold og en kurv, men når du spiller kamp, kan du ikke undvære resten af holdet, fordi du kan ikke vinde en kamp en mod fem. På den måde er man afhængig af at kunne spille sammen, forklarer Jannie Vium Mariegaard.
Klubånd og flere piger
Netop sammenholdet med holdkammeraterne har været begrænset af corona.
- Det er der, vi især har været udfordrede af corona. Det med at få skabt en klubånd med aktivitet på tværs af holdene, og der har vi ikke kunnet blande holdene endnu på grund af corona. Det skal være et rart sted at være, hvor børnene også kender hinanden på tværs af holdene.
I det hele tiden glæder Jannie Vium Mariegaard sig bare til fremtiden for klubben, som hun har masser af ambitioner for.
- Lige nu er der flest drenge, der har meldt sig ind på nær på et enkelt hold, der er lige piger og drenge. Men i fremtiden håber vi, at vi får lige så mange piger i gang, og at vi kan finde nogle flere trænere, så vi også kan tilbyde opdelt pige- og drengetræning, og så vil vi bare gerne have de her unge mennesker og børn ud at spille kampe og have det sjovt.
Når det engang bliver muligt, bliver det i helt nye spillerdragter, da Middelfart Basketballklub har fundet en sponsor, der har sponsoreret spillertøj.