Annonce
Melfar Posten

Tip fra Bib: Luk op for kulde, is og sne

Tip fra bib guider dig i denne uge til god vinterlæsning. Foto: Maria Guldager Rasmussen

Tip fra bib:Det er langt fra hvert år, det er vinter i Danmark. Ifølge kalenderen vender vintermånederne godt tilbage år efter år, lige som de skal, men det er bare ikke altid, at vejret matcher årstiden. Grønne vintre er et udbredt fænomen på vore breddegrader, men i år har vi faktisk fået fornøjelsen af at have sne, is og kulde – altså: Vinter.

Nedbøren er generende for trafikanter, men ofte til glæde for børn, og sådan er der så meget. Men egentlig er det ganske rart, at vejret understøtter fornemmelsen af, at nu er det altså vinter.

Tip fra Bib mener naturligvis, at enhver årstid er læse-tid, men de kolde måneder, der lægger op til mere indendørs tid, er det ikke mindst. Så denne gang præsenterer Tip fra Bib tre fremragende romaner – to korte og en lang – der alle matcher vintertidens kulde. Læsningen kan udmærket suppleres med en plaid og en romtoddy.

Annonce

Børnene i Dimmuvík af Jón Atli Jónasson

Denne lille roman, som ikke er på mere end 53 sider, gør – trods sin lidenhed – et uudsletteligt indtryk på læseren. Den foregår på Island, hvor en gammel kvinde ved sin brors begravelse lader tankerne vandre tilbage til deres fælles barndom, der var præget af den allerstørste armod. Da moren mister et spædbarn, bliver hun syg af sorg, og kan ikke længere være noget for resten af familien, der består af den hårdt arbejdende og plagede far samt fortælleren, broren Tómas og lillesøsteren Hugrún, der er et specielt og sårbart barn. I 1930, da fortælleren er 12 år, indtræffer endnu en tragedie. Et lille, hjerteskærende mesterværk, som desværre ikke findes ikke på eReolen. Så lån den, når dit bibliotek åbner igen. (2017 – 53 sider)

Annonce

Herre og tjeneraf Lev Tolstoj

Sne og kulde er ikke så usædvanligt i romaner af de store russiske forfattere, og i denne lille roman spiller vejret endda en helt afgørende rolle. Den rige købmand Vasili Andréitsj er sammen med sin trofaste tjener Nikita draget ud på en farefuld færd for at få fingre i et stykke skov, inden andre får nys om det. Drevet af sin grådighed overhører Vasili alle gode råd om at indstille turen, da vejret truer med at blive barskt. Og dét gør det. Herre og tjener farer vild i snestormen og sidder til sidst ubehjælpeligt fast i snemasserne, og der er intet andet at gøre end at vente, hvor de er strandet. Det bliver en nat, hvor Vasili lærer et og andet om livet og døden. Bogen findes både som e-bog og som lydbog på eReolen. (2014/ori. 1895 – 92 sider)

Annonce

Rød mand – sort mandaf Kim Leine

Grønland er jo som regel garant for sne og is, og hvis du stadig har til gode at læse Kim Leines roman ’Rød mand – sort mand’, er du heldig. Præsten Hans Egede (1686-1758) er i begyndelse af 1700-tallet rejst til Grønland for at kristne grønlænderne, hvilket, som så meget andet, er nemmere sagt end gjort. Særligt er han udfordret af den grønlandske åndemaner Aappaluttoq, hvis søn Egede har taget til sig som sin egen og døbt i den kristne tro. Storslået, barsk og underholdende roman, der findes som e-bog på eReolen. (2018 – 519 sider)

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

7. klasser laver rollespil

Melfar Posten

En kat på et æg, en stork og en blomsterbonde

Annonce