Annonce
Midtfyns Posten

Heartland får en kvart million til ung fynsk kunst

Heartland Festival på Egeskov Slot slog dørene op for første gang i 2016. I 2020 blev festivalen aflyst på grund af corona, men folkene bag Heartland er godt i gang med at planlægge festivalen 2021. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen.
På festivalen Heartland i 2021 kan du opleve samtidskunst lavet af studerende på Det Fynske Kunstakademi. Heartland er en festival, der gerne vil give sine gæster et perspektiv på den verden, vi lever i. Det sker gennem kunst, samtaler, musik og mad.
Annonce

Kværndrup: Kultur-, kunst-, og musikfestivalen Heartland har fået næsten en kvart million - helt præcist 235.000 kr. - fra Øernes Kunstfond til at realisere projektet "Ung fynsk kunst på Heartland".

Festivalen samarbejder med Det Fynske Kunstakademi, hvor de studerende i februar får mulighed for at melde sig på et kursusforløb, der vil arbejde med at skabe en udstilling, der skal finde sted på den kommende Heartland festival. De studerende vil derfor bidrage med kunstværker, som gæsterne på Heartland vil kunne opleve, når festivalen løber af stablen den 27.- 29. maj 2021.

Det glæder program- og udviklingsdirektør for Heartland, Janne Villadsen, at festivalen har fået midler til at realisere projektet.

- Vi har et ønske om, at Heartland skal være platform for det kunstneriske vækstlag, der spirer på Fyn, og er derfor meget glade for at have modtaget bevillingen fra Øernes kunstfond, fortæller hun.

Annonce

Kunst skal føles

Janne Villadsen forklarer, at pengene blandt andet skal gå til produktionen af værkerne, opsætning og til at producere et udstillingskatalog, hvori festivalgæsterne kan læse mere om værkerne og de kunststuderende bag.

Kunst er en vigtig del af Heartland, og ifølge Janne Villadsen tror folkene bag festivalen på, at samtidskunsten er relevant for alle.

- Heartland er sat i verden for at give et perspektiv på den verden, vi lever i. Og det perspektiv får man igennem mange forskellige sanser. Både igennem logik men også igennem sit følelsesliv. Og det følelsesliv kan blive stimuleret igennem samtidskunsten, forklarer Janne Villadsen.

- Nogen tror, at samtidskunsten altid skal forstås. Men kunst er ikke nødvendigvis noget, der altid skal forstås. Den skal også føles, uddyber hun.


Nogen tror, at samtidskunsten altid skal forstås. Men kunst er ikke nødvendigvis noget, der altid skal forstås. Den skal også føles.

Janne Villadsen, program- og udviklingsdirektør for Heartland


Perspektivet på verden får gæsterne, som Janne Villadsen siger, blandt andet igennem den kunst, man kan opleve på Heartland. Men også igennem den musik, der bliver spillet samt de samtaler og talks, som festivalen også er vært for.

Annonce

Mad fra den bedste verden

Selv den mad, som de glade festivalgæster forhåbentligt til næste sommer kan sætte tænderne i, er der tænkt over.

- Vores madprogram er en smule opdragende. Vi vil gerne vise, hvordan man spiser mad i den bedste af alle verdener. Derfor kan man købe mad, der er plantebaseret, økologisk og produceret lokalt. Og det er en måde, hvor vi mener, at Heartland kan være med til at engagere folk i den verden, vi lever i.

I starten af 2021 besluttes det, hvilket tema den unge, fynske kunst skal have. Janne Villadsen krydser fingre for, at coronarestriktionerne til maj er løsnet op, så Heartland kan få et comeback efter et år, hvor festivalen måtte aflyse.

- Vi er der nu, hvor vi arbejder på programmet for 2021, og vi har allerede offentliggjort det første navn, som kommer og spiller. Derudover sælger vi vores "heart-vouchers", som er en måde at præ-købe sin billet på. Vi følger restriktionerne og myndighedernes retningslinjer nøje, men ingen ved, hvad fremtiden bringer. Vi arbejder i hvert fald frem mod, at der skal være en festival til næste år, siger program- og udviklingsdirektøren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

En god kammerat: 14-årige Cecilie fra Risøhøj Håndbold er nomineret til kammeratskabspris og kan vinde 25.000 kr. til sit hold

Annonce