Annonce
Midtfyns Posten

Janne har i 10 år været frisør i Gislev: - Det har været den bedste beslutning at blive selvstændig

Janne Schjødte Hald er glad for, at hun for 10 år siden valgte at blive selvstændig frisør med egen salon, Hårgalleriet, på hendes privatadresse i Gislev. Her ordner hun håret på en af sine kunder, Sally. Normalt har Janne Schjødte Hald visir på, når hun arbejder, men det blev af hensyn til billedkvaliteten taget af, da fotografiet skulle tages. Foto: Hardy Hounsgaard
Janne Schjødte Hald har i 10 år haft sin egen frisørsalon i privaten i Gislev. Den 39-årige frisør trives med at være selvstændig og nyder nærheden og nærværet med sine kunder.

Gislev: Nærhed og nærvær. Det er to nøgleord i fortællingen om Janne Schjødte Hald.

Hun er født og opvokset i Gislev, hvor hun siden den 2. maj 2011 har haft sin egen frisørsalon, Hårgalleriet, som den 39-årige frisør driver fra privatadressen på Søndervangen i Gislev.

- Det er den bedste beslutning, jeg har taget i mit liv, da jeg valgte at blive selvstændig frisør, siger Janne Schjødte Hald.

Annonce

Hun havde arbejdet syv år hos forskellige frisører i Svendborg, da hun i 2011 var på barsel med sit andet barn, Lærke.

- Jeg havde overvejet, hvad der skulle ske. Min mand, Jens, arbejdede på det tidspunkt i forretning, og hvordan ville det gå, hvis jeg skulle tage på arbejde, når vi havde to små børn. Så besluttede jeg mig for at blive selvstændig frisør, og vi byggede en salon til i forlængelse af gavlen på vores hus, fortæller Janne Schjødte Hald.

Janne Schjødte Hald har i 10 år haft sin egen frisørsalon, Hårgalleriet, i Gislev. Hun er glad for, at hun har sit hjem lige ved siden af arbejdspladsen. Foto: Hardy Hounsgaard


Her har hun nu klippet, farvet og krøllet folks hår i 10 år.

- Jeg vidste ikke, om jeg kunne få kunder nok til at kunne leve af det. Men det var der heldigvis. Jeg har mange loyale kunder, og flere af dem er fulgt med fra min tid i Svendborg. Men jeg har også mange fra Gislev, Ringe og det midtfynske område, siger Janne Schjødte Hald.

Familieprojekt

Da hun blev selvstændig frisør for 10 år siden, havde hun to små børn - Lasse på tre og Lærke på knap et år.


Det er et familieprojekt, når man har frisørsalon i privatboligen, og jeg får også stor opbakning fra min mand, der også tager sig af mine regnskaber.

Janne Schjødte Hald


- Nu er børnene blevet større, så de nemmere kan klare sig selv. Men det er et familieprojekt, når man har frisørsalon i privatboligen, og jeg får også stor opbakning fra min mand, der også tager sig af mine regnskaber, fortæller hun.

Når arbejdspladsen er i samme hus som hjemmet, vil arbejds- og privatliv relativt ofte flyde sammen.

- Det er rart, at man lige kan se til børnene eller ordne noget andet i hjemmet, når man har en pause fra arbejdet, siger Janne Schjødte Hald.

Men hun har også mærket konsekvenserne, når arbejdet fylder for meget.

- Jeg er et par gange gået ned med stress, men folk har været søde til at bakke mig op, og de er vendt tilbage til mig. Det sætter jeg pris på, siger Janne Schjødte Hald.

Annonce

Lange arbejdsdage efter genåbning

Janne Schjødte Hald var som landets øvrige frisører tvunget til at holde lukket i tre en halv måned på grund af coronarestriktionerne fra midten af december til starten af april.

- Det gav mig anledning til at mærke efter i maven, om jeg havde gjort det rigtige. Det kunne jeg mærke, at det var, fastslår hun.

Da frisørerne efter påske fik lov til at åbne igen efter tre en halv måneds nedlukning, har Janne Schjødte Hald arbejdet 10-11 timer om dagen for at kunne nå at klippe håret hos de mange loyale kunder. Foto: Hardy Hounsgaard

Da hun endelig fik lov til at åbne igen efter påske, kom kam og saks på overarbejde.

- I de sidste tre uger har min familie ikke set meget til mig. Jeg har arbejdet 10-11 timer hver dag og i weekenderne, fortæller hun.

- Men det overlever de nok. I de første tre måneder af i år har de levet på femstjernet luksushotel med fuld forplejning, siger hun med et af sine mange smil.

Annonce

Nærvær med kunderne

Hun er glad for at være i gang igen og snakke med sine kunder. Hun har ingen ansatte, og det giver en mere intim stemning i salonen.

- Jeg er glad for, at jeg kun er mig selv. Vi skal ikke være for mange mennesker i min lille salon, og jeg kan godt lide nærværet med mine kunder, som jeg kender godt. Vi kan snakke bedre, end hvis der er fire andre, der sidder og lytter med. Det er bedre, end at arbejde i en stor salon, hvor snakken er mere overfladisk, konstaterer Janne Schjødte Hald.

Hun overvejede for et par år siden at få en elev.

- Det var lige inden coronaen, men det var godt, jeg ikke gjorde det. For det har været en hård tid for os i den periode, vi har været lukket ned, siger Janne Schjødte Hald.

Annonce

Engageret i lokalområdet

Den 39-årige kvinde er engageret i mange ting i Gislev, og i 2019 var hun indstillet til Fyens Stiftstidendes "Bland dig-prisen" for sit engagement i byens liv.

- Jeg kan godt lide at engagere mig i tingene i vores lokalområde, og Gislev er en god by med mange fællesskaber. Der må godt ske noget, og jeg vil gerne være med til at gøre noget for vores by, siger Janne Schjødte Hald, der en tidlig søndag morgen den 28. marts også var med til at bage kanelsnegle hos veninden Tanja Kromann Clausen til fordel for Ådalshuset i Gislev.

Janne Schjødte Halds 10-års jubilæum bliver fejret på søndag den 2. maj, hvor folk kan komme forbi Søndervangen 5 i Gislev til en kop kaffe eller et glas rosé og nyde en pølse fra grillen på terrassen fra kl. 10 til 15.

- Jeg ville gerne have haft en pølsevogn og fadølsanlæg, men det kan vi desværre ikke for coronarestriktionerne, fortæller hun.

10 år som frisør

Janne Schjødte Hald er 39 år, og hun har siden den 2. maj 2011 haft egen frisørsalon, Hårgalleriet, på sin privatadresse Søndervangen 5 i Gislev.

Hun bor sammen med sin mand Jens Hald, der sælger kabler hos firmaet Scankab Cabels i Aarup.

Parret har to børn, Lasse, der i maj fylder 13 år, og Lærke, der i juni fylder 11 år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Klumme: Ekspropriation

Annonce