Annonce
Midtfyns Posten

Karinas liv er fyldt med blomster - men derhjemme har hun mest græs i haven

Blomsterdekoratør Karina Jensen har i seks år - siden butikken åbnede - været daglig leder af Blomsterværkstedet Tine P i Algade i Ringe. Foto: Hardy Hounsgaard
Karina Jensen er daglig leder af blomsterværkstedet Tine P i Ringe og elsker at lave buketter, men den 43-årige blomsterdekoratør har mest græs i sin egen have. For hun har en søn med en tidskrævende hobby.

Ringe: Blomster fylder det meste af Karina Jensens arbejdsliv. Den 43-årige blomsterdekoratør er daglig leder af Blomsterværkstedet Tine P i Ringe.

- Jeg er glad for blomster. De er flotte, siger Karina Jensen, der er født og opvokset i Ringe, hvor hun stadig bor.

Men derhjemme er hendes egen have ikke fyldt med blomster.

Annonce

- Det er svært at få tid til at gøre så meget ud af blomster hos mig selv, så der er mest græs i haven derhjemme, siger hun med et smil.

Karina Jensen er glad for at være omgivet af blomster dagen lang i Blomsterværkstedet Tine P i Ringe. Foto: Hardy Hounsgaard

Vild med speedway

For Karina og hendes mand, Mads, har en tidskrævende aktivitet i deres fritid.

- Vores ni-årige søn, Emil, kører speedway i Vissenbjerg-Bred, og vi er ude til løb med ham næsten hver weekend. Han går meget op i det og siger, han gerne vil være verdensmester, fortæller Karina Jensen.

Selv om en stor del af fritiden går med at følge med i sønnens motoriserede udfoldelser på den tohjulede speedway-cykel, er der også plads til grønne fingre derhjemme.

- Jeg har også planter derhjemme, fortæller hun.


Min mand er god til at give mig blomster, og det bliver jeg glad for.

Karina Jensen, blomsterdekoratør


Og nej, den gamle skrøne med, at man ikke skal give bagere brød og kager, fordi de har fået nok af det i arbejdstiden, gælder ikke for en blomsterdekoratør.

- Min mand er god til at give mig blomster, og det bliver jeg glad for, fortæller Karina Jensen, der ikke selv har bundet de buketter, hun får.

- Han er flink til at købe dem i en af de andre Tine P-butikker på Fyn, smiler hun.

Annonce

Ros fra kunderne

Karina Jensen er glad for den anerkendelse, hun og de øvrige medarbejdere i butikken får fra kunder, når de har leveret buketter.

- En frisk buket blomster bringer glæde, uanset om det er til fest eller sorg. Når folk efter en bisættelse kommer og siger, at det var lige sådan, vi havde ønsket os det, så giver det os gejsten til at fortsætte med at lave flotte buketter, siger Karina Jensen.

Karina Jensen

43-årige Karina Jensen er uddannet blomsterdekoratør og er daglig leder af Blomsterværkstedet Tine P i Ringe. Det har hun været, siden butikken åbnede for seks år siden.

Hun er født og opvokset i Ringe, hvor hun bor med sin mand, Mads Jensen, der er medindehaver af Oles Olie, og deres ni-årige søn, Emil, der kører speedway i Vissenbjerg-Bred.

Karina Jensen blev uddannet blomsterdekoratør i 1999, hvor hun var i Broager i Sønderjylland. Siden vendte hun tilbage til Fyn og har arbejdet hos Tine P-butikkerne i Nyborg og Rosengårdcentret i Odense, inden hun for seks år siden fik stillingen som daglig leder i den nyåbnede Tine P-butik i sin hjemby Ringe.

Karina Jensen er glad for den anerkendelse, hun får fra sine kunder, når hun som blomsterdekoratør har kreeret flotte buketter til festlige og sorgfulde lejligheder. Foto: Hardy Hounsgaard
Annonce

Central placering

Med den centrale placering i Algade midt på Ringes handelsstrøg lyser blomsterbutikken op, da der altid er friske blomster og planter foran butikken i åbningstiden.

- Kunderne siger til os, at det er dejligt med de mange blomster foran butikken. Der er så mange farver, og de dufter så dejligt, siger Karina Jensen.

Annonce

Travlt under coronaen

Mens de fleste andre butikker var coronalukket i januar og februar, havde blomsterforretningerne stadig åbent.

- Vi har aldrig haft så travlt, som vi har haft, siden coronaen brød ud. Mange har sendt buketter og hilsener, når folk ikke kunne mødes fysisk. Og da dronningen på sin fødselsdag sidste år opfordrede folk til at sende buketter til de ældre på plejehjemmene i stedet for til hende, så kunne vi også mærke det. Telefonerne var rødglødende med bestillinger, siger Karina Jensen.

- Kunderne siger til os, at det er dejligt med de mange blomster foran butikken, siger Karina Jensen, daglig leder af Blomsterværkstedet Tine P i Ringe. Foto: Hardy Hounsgaard

Ellers er den travleste tid på året normalt november og december op til jul, Valentines Day i februar og mors dag i maj.

- Men fars dag i juni er også blevet stor. Der er det ikke så meget blomster, men gavekurve, der bestilles, fortæller Karina Jensen.

Annonce

Pyntet blomsterkummer

Hun har sammen med byens to øvrige blomsterforretninger, Multiflower Design og Bo Grønt, pyntet nogle af kommunens blomsterkummer i efteråret, så udsmykningen har stået hen over vinteren. De tre blomsterbutikker har hver haft ansvaret for tre kummer, og her i foråret bliver kummerne igen passet af kommunen.

- Det er andet år i træk, at kommunen har givet os et beløb for at pynte kummerne, og det er dejligt, at kommunen har tænkt på de lokale butikker og givet opgaven til os i stedet for udenbys forretninger, siger Karina Jensen.

En række midtfynske aktører har fået 130.000 kr. af kommunen til at pynte byen op med blomster som et led i Boost din by-kampagnen. Karina Jensen er spændt på, hvad den kommende blomsterudsmykning betyder for byen.

- Det er fint, at der sker noget i byen. Det kan være, at det kan trække folk udefra til byen, hvis blomsterudsmykningen bliver så flot, at folk får lyst til at køre til Ringe for at se blomsterne. Det vil også gavne butikkerne i byen, siger Karina Jensen.

Karina Jensen er blomsterdekoratør og daglig leder af Blomsterværkstedet Tine P i Ringe. Hun er født og opvokset i Ringe. Foto: Hardy Hounsgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Klumme: Ekspropriation

Annonce