Toftlund: Man behøver ikke bekymre sig, når der i den kommende tid kredser droner over Toftlund. Det er der nemlig en god grund til.
Det fortæller Anne-Grethe Petersen fra Toftlund Arkiv.
- En stor privat donation har gjort det muligt at få firmaet Pro-Plan fra Jels til at fotografere byen både med droner og med fly. Det sker i den nærmeste fremtid og vil give os en enestående dokumentation af byen, som den ser ud i dag, siger hun.
- Vi har en række luftfotos fra 1946-48, der viser Toftlund, som der så ud dengang. Billederne har givet anledning til mange drøftelser blandt arkivets brugere, og vi har haft stor fornøjelse af at bruge billederne som dækkeservietter. Senere er der kommet andre luftfotos til. Senest i 1997, da Brundtlandcentret blev købt af private, uddyber hun.
- Der er imidlertid sket meget i byen siden dengang. Borgmesterkvarteret og Ryttervænget er kommet til, og der er flere andre områder, der ikke er fotograferet i sin helhed. På arkivet har vi længe ønsket en ny luftfotografering, men det har været for dyrt, lyder det videre.
- Der vil snart ske store ændringer i byen. En byfornyelsesplan er lige på trapperne. Hele halområdet vil blive renoveret. Der er planer om seniorboliger flere steder, så byen vil ændre sig markant. Takket være donationen kan vi vise byen, som den ser ud netop nu.
Hele halområdet vil blive renoveret. Der er planer om seniorboliger flere steder, så byen vil ændre sig markant. Takket være donationen kan vi vise byen, som den ser ud netop nu.
Arkivet regner med, at projektet afsluttes engang i maj måned.
- Vi glæder os til at invitere medlemmerne op for at se resultatet til en tid, siger Anne-Grethe Petersen, der ikke har mulighed for at løfte sløret for, hvem den glade giver er.
- Vedkommende synes, der skal være fokus på projektet, og ikke på, hvem der har givet os midlerne. Så det kan jeg desværre ikke afsløre, slutter hun.