Annonce
Stemmer fra Nordvest

Klemt mellem mor og far: Amir gik fra rod til rollemodel

Stemmer fra Nordvest. Foto: Rebecca Veinø Johansen
Du vil i artikelserien "Stemmer fra Nordvest" møde 5 forskellige NV'ere og høre hver deres stemme. I denne uge skal du møde Amir, som fortæller om det at være et tov mellem en mor og en far, som flygtede fra krigen i Iran.
Annonce

- Jeg vågnede ved stor tumult og høje stemmer ude fra stuen. Jeg kunne mærke, at det, der skete, ikke var rart. Det var helt umuligt at falde i søvn igen. Lidt efter stod jeg op. Jeg så min mor for første gang i 4 måneder. Hun havde fået et blåt øje, som matchede hendes kjole. Hun stod med armene bredt ud. Hun kaldte på mig! Jeg afventede, følte ingenting. Hun kaldte på mig igen - og da løb jeg hen og blev opslugt af hendes favn. Jeg forsvandt ind i den. Jeg brød sammen. Jeg var 8 år.

Sådan indleder Amir sin fortælling om et familiedrama, som i virkeligheden startede, før han blev født.

Amir bliver stadig berørt af at fortælle om en for ham meget skelsættende episode i sit liv. Han oplevede den hårde side af livet i en alder af kun 8 år. Fra da af skulle livet blive et andet. Fra da af skulle han blive en spillebrik i hans forældres kamp om magt og afmagt.

Annonce

Flugten fra Iran

Det hele startede i Ålborg i 1992, hvor Amir kom til verden på Aalborg Sygehus. 5 år før var Amirs mor og bror kommet til Danmark efter flere mislykkede flugtforsøg fra krigen i Iran. Det havde været en hård tid på flugt, som begge var mærket af. Sandholmlejren tog imod familien, og snart stødte Amirs far til. Han tog den mere direkte vej. Sandholmlejren var ingen feriekoloni.

- Jeg har altid følt mig udenfor, fordi jeg ikke havde dén oplevelse med dem. Det var som om, de havde en fortid, som jeg ikke forstod alvoren af, siger Amir til NordvestLIV.


Jeg føler en utrolig skyld over at være blevet født. Havde det ikke været for mig, så havde min mor og far ikke spildt deres liv på en kamp, som ingen af dem var i stand til at vinde.


Annonce

Vi var en kernefamilie til vi ikke var det længere

Familien levede under fredelige omstændigheder i et lille rækkehus i Ålborg. Da NordvestLIV bad Amir beskrive et dejligt minde fra den tid, var det svært for ham at grave frem. Det kom efter et stykke tid.

- Den er svær, men jeg husker en grillaften, hvor vi lavede kebab på spyd. Jeg havde set det råt, og syntes det lignede "pipi", altså jeg syntes, det lignede lort. Vi endte alle med mavepine-grin. Det var en god aften, siger Amir.

Amirs forældre blev skilt, da han var fire - altså her i Danmark. I Iran er de stadig gift, så længe manden ikke indgiver en skilsmissebegæring. Det var, da han var fire, at kampen for alvor startede.

- Når jeg tænker tilbage, så var det lidt som om, min fars eneste mission var at vende mig mod min mor. Engang fik min far nogle skæremærker i hænderne fra nogle tunge indkøbsposer. Her gav han min mor skylden for mærkerne, da hun jo havde taget sin bil med sig, da hun flyttede fra ham. Havde hun ikke taget den, så skulle han ikke ha' slæbt poserne så langt. Jeg forstod det ikke helt dengang, fortæller Amir.

- Jeg kan føle en utrolig skyld over at være blevet født. Havde det ikke været for mig, så havde min mor og far ikke spildt deres liv på en kamp, som ingen af dem var i stand til at vinde.

Annonce

Sommer i Iran

Amir og hans familie skulle vanen tro holde sommerferie i Iran i 1998. Det plejede at være en måneds tid, men ikke denne sommer. Efter 14 dage vendte Amirs far sig mod hans mor. Og han fik Amir og hans bror med på holdet. Det skulle blive en lang begivenhedsrig sommer.

- Jeg husker, at min bror slår min onkel med et støvsugerrør. Han ryger ind og sidde og skal købes ud. Min far ville kun, at han skulle tage konsekvensen. Men min mor fik ham ud, på trods af at hun ingen kontakt havde til os i den tid, fortæller Amir.

Og så skete det. Natten hvor afgørelsens time oprandt, hvor vold, manipulation og brast kærlighed blev nøgleordene og dannede rammen om en begivenhed, som stadig kan trække tårerne frem. Amirs mor blev på alle måder tvunget til at overdrage forældremyndigheden til Amirs far. Dette skete på betingelse af, at faren tog med tilbage til Danmark, og at Amir fik lov til at fortsætte sin skolegang på Filstedvejens skole. Det gik faren med til. Noget, han uden tvivl, har fortrudt lige siden.

Annonce

Under jorden på Mors

Der går kun en uge fra familien får dansk grund under fødderne igen, til Amir bliver kaldt op på rektors kontor. I den uge har Amir boet hos sin far.

- Jeg var bange for, at jeg skulle have skæld ud, men da jeg trådte ind ad døren, så jeg min mor stå der sammen med rektor. Jeg blev overrasket. Min mor bar mig ud i bilen over skulderen. Hun låste dørene, og vi kørte afsted! Vi skulle gå under jorden, og det skulle ske på Mors hos en af min mors veninder fortæller Amir. Den morgen var sidste gang, jeg så min far, siger Amir.

Amirs mor får forældremyndigheden. 2 år efter flytter de til Nordvest.

Annonce

Nordvests mangfoldighed blev en ny start på godt og ondt

- Nordvest modtog os, som dem vi var. Her blev vi mødt af et ingenmandsland, hvor det var ok at have en fortid. Ok at drømme om en fremtid. Og hvor det også var let at falde i råddent selskab, siger Amir.

Han kom med i et slæng, hvor det at pjække var hverdagskost, og tiden skulle gå med noget. I den periode lånte Amir et par cykler uden at spørge - og lånte et par tasker som ejermanden måske stadig savner den dag i dag. Der var også et par knallerter, som fik en ny ejer, mens flere kolinihavehuse fik uærligt besøg. Amir er ikke stolt ved situationen, men siger samtidig...

- Havde det ikke været for Nordvest, så var jeg måske ikke blevet udfordret på de lidt mere "kreative" evner, men jeg havde heller ikke oplevet den mangfoldighed, som var og er i Nordvest. Og selvom jeg ikke er stolt af det jeg lavede, så er jeg stolt af at være en del af Nordvest i dag, med alt hvad det har givet mig, siger Amir.

Annonce

Tovtrækkeri

I alle årene efter ankomsten til Nordvest har Amirs mor kæmpet en kamp. Der har været tovtrækkeri, beskyldninger, vrede og had.

- Da jeg fyldte 18 år, fik jeg en venneanmodning på Facebook fra min far. Jeg overvejede, om det var hans måde at række ud på for en frisk start. Jeg fik svaret nogle uger senere. Kommunen havde hele tiden opfordret min mor til at søge om uddannelsesstøtte hos min far, men hun orkede ikke den kamp, som hun vidste, det ville blive. Da hun alligevel gjorde det, brugte min far tilsyneladende alle kneb, her iblandt Facebook, for at komme udenom den udpungning. Det var det eneste, han ville. Han fandt ikke noget brugbart, fortæller Amir til NordevestLIV.

Annonce

Når enderne mødes

Efter år med opture og nederlag. Nok mest af det sidste. Uddannelser som ikke blev gjort færdig, skoler som blev droppet og som droppede en dreng, som burde være blevet grebet, så har Amir alligevel fået enderne til at mødes.

I dag arbejder han med unge på samme alder, som da han selv kom til Nordvest. Han er med til at aktivere dem, så de ikke bruger deres tid på uhensigtsmæssige ting, som han selv gjorde. Han griber den unge, som måske ikke ellers ville blive grebet - ligesom han selv ramte hårdt ned mellem to stole.

I dag arbejder han for det system, som svigtede ham i hans ungdomsår. Han gør lige præcis den forskel, som han ville ønske, der var blevet gjort for ham.

Navnet i artiklen er opdigtet, Amir ønsker at være anonym. Vi er bekendt med hans identitet på redaktionen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Reflektion

Med tilgivelse skal land bygges

Nørrebro

Sommerlarm vækker politikerne

Nyfødte

Her er de mest populære navne i hovedstaden

Annonce