Annonce
Odder Avis

Harboe er oppe på hesten igen

Lone Harboe vil male i sit nye galleri på Rosensgade 53. Foto: Søren E. Alwan

Maleren forsvandt pludseligt fra byen. Hun fortæller historien om, hvordan stress var med til at fjerne benene under hende. Men et halvt år i Spanien gav ro og tid til at male nye malerier.

Annonce

Udstiller igen

Lone Harboe er rykket ind i lokaler på Rosensgade 53, hvor hun laver galleri. Et af rummene bliver stedet, hvor hun vil male på sine oliebilleder. Hun holder åbent i påsken, og man kan ringe på tlf. 23 61 20 00 og aftale en fremvisning.Desuden udstiller hun på Odder Parkhotel frem til udgangen af maj.

Et halvt år i Spanien har gjort Lone Harboe godt. Hun havde tid til at lave flere malerier. Foto: Søren E. Alwan

Odder: Stress, skilsmisse og økonomisk nedtur skal afløses af livsglæde og malerier med knald på farverne.

- Jeg har været nede at bide i brædderne, men jeg kommer op igen. Der er en kriger i mig, og jeg skal op på hesten igen. Jeg har været i Spanien i et halvt år og malet, og det har virkelig været godt, siger Lone Harboe.

Hun er netop rykket ind i eget galleri på gågaden, og i april og maj udstiller hun også på Odder Parkhotel. Her kan man bl.a. se nogle af de malerier, hun fik lavet i Spanien, hvor hun har et hus.

Mange kender Lone Harboe fra Harboe Café og Galleri i Tinghuset på Polititorvet. For halvandet år siden forsvandt hun og galleriet pludseligt, uden at nogen rigtigt vidste hvorfor. Og nu vil hun gerne fortælle, hvorfor hun forsvandt ud i det blå.

Lone Harboe har haft eget galleri i 15 år, og i 2012 lejede hun hele underetagen i Tinghuset. Hun ville lave café og galleri og finde en bestyrer til caféen. Men i stedet kom hun selv til at stå for Harboe Café & Galleri.

Det var til tider travlt, for hun sørgede også for at arrangere koncerter. Samtidig fik hendes daværende mand job i Afrika, og det endte med det, Lone Harboe selv beskriver som en hård skilsmisse, der endnu ikke er helt på plads.

Lone Harboe laver oliemalerier, og hun arbejder på flere ad gangen. Foto: Søren E. Alwan
Annonce

Der var fuld knald på

- Vi havde sådan set bestemt, at jeg skulle flytte ned til ham. Men så kom skilsmissen lige pludselig, det er to år siden. Så kæmpede jeg for at beholde stedet. Det var svært økonomisk. Der var fuld knald på, og det var skidesjovt, men jeg sled også med det, siger hun.

Lone Harboe fik solgt cafédelen, men det lykkes ikke at få tingene til at hænge sammen. I stedet fik hun flere advarselssignaler, f.eks. faldt hun sammen i Kvickly, kom på sygehuset og fik konstateret stress.

- Men det er svært at stoppe, når man har kæmpet så meget og har investeret tid og kræfter i det. Jeg havde proppet alt, hvad jeg ejede og havde i det dernede. Men til sidst var der ikke andet at gøre, end at sige, jeg kommer ud af det her med en kæmpegæld. Men jeg har kæmpet, jeg har ikke fået noget forærende, siger maleren.

Hun blev sygemeldt, inden hun tog et halvt år i Spanien, og anslår, at hun har mistet en halv mio. kr. eller mere på tiden i Tinghuset.

Maleren kan lide at starte et nyt maleri uden at vide, hvad motivet skal være. Det dukker op undervejs, fortæller hun. Foto: Søren E. Alwan
Annonce

Stressede af i Spanien

- Jeg har lejet mit hus i Hou ud indtil august, så jeg bor ved familien og er blevet bedstemor. Jeg malede og fik stresset af i Spanien. Jeg bor i et fredet område, og jeg overvejer at lave malerkurser dernede. Det er et fantastisk område.

- Vi stresser mere og mere herhjemme. Der bliver stillet store krav til os, og der skal skrabes mange penge ind til det, vi gerne vil, siger Lone Harboe.

Hun glæder sig til at gå og male i galleriet på gågaden, hvor hun også holdt til for 10 år siden.

- Jeg kan godt savne Tinghuset og musikarrangementerne, men så har jeg prøvet det. Nu glæder jeg mig til at få mere tid til at male. Jeg har været igennem en smerte, og det er godt for mig at male igen. Det er stadigvæk de stærke, glade farver, jeg bruger, siger Lone Harboe.

Man kan se nogle af Lone Harboes værker på Odder Parkhotel i de kommende måneder. Foto: Søren E. Alwan
De første potentielle kunder er begyndt at kigge ind i Lone Harboes nye lokaler. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odder Avis

Skiftedag: Friskole søger ny leder

Odder Avis

Separering i Gylling skal ses efter

Odder Avis

Teaterfornøjelser på vej

Annonce