Odder: Selvom vi efterhånden er kommet halvvejs gennem november, pryder tusindvis af blomster endnu det store område, der vender ud mod Århusvej, foran Kuglen & Keglen.
- Synes du ikke bare, at det ser pissegodt ud, spørger centerleder Magnus Jønsson, der selv har svært ved at skjule sin begejstring over blomsterbedene.
Magnus Jønsson er hurtig til at tale sig varm, men han bliver dog hurtig afbrudt, da en ældre dame gerne vil vide, hvor hun kan booke nogle bowlingbaner.
Han er heldigvis hurtig til at finde tilbage på sporet. Han fortæller, at de hos Kuglen & Keglen tidligere har måttet høre for, at den store plæne ikke ligefrem pyntede i bybilledet, men at de længe har forsøgt at få lov til at ændre på det.
- Faktisk tog det adskillige år at få tilladelse til at bygge på området, siger han.
Først for skønhedens skyld
I første omgang handlede byggetilladelsen om at få lov til at udnytte græsarealet til en udvidelse af spilleområdet, hvor der sidenhen er kommet flere og flere udendørsaktiviteter til. Tanken om at plante de mange blomster opstod først bagefter, og i første omgang primært med henblik på at forskønne spilleparken.
Magnus Jønsson, centerleder hos Kuglen & Keglen.Det har vist sig, at vi som lille virksomhed, bare ved at tage nogle små skridt, har kunnet bidrage til noget som er rigtig pænt, miljøvenligt og godt for bierne.
Senere viste det sig dog også at være nemmere at holde blomster, samtidig med at det var pænere, for udover at den førhen tomme plæne ikke just pyntede, var det faktisk også en ganske tidskrævende opgave at slå græsset, ligesom det bestemt heller ikke var gratis.
- Det kunne godt tage det meste af en arbejdsdag at slå plænen, og i højsæsonen skulle det jo gøres mindst en gang om ugen, siger centerlederen.
Sparer brændstof
Udover den sparede arbejdskraft ved ikke at skulle rulle en tur med plæneklipperen mindst en gang om ugen, så er der også en ikke uvæsentlig besparelse at hente i form af brændstof. For at slå hele plænen, skulle Kuglen & Keglens gamle havetraktor bruge mindst fem liter benzin.
- På en højsæson, hvor plænen skal slås mindst en gang om ugen, så er det jo en enorm mængde brændstof, siger Magnus Jønsson.
Magnus Jønsson fortæller også, at hvis nogen for fem år siden havde foreslået ham at plante blomster og anlægge stier i så stor stil, som det er tilfældet, så ville han nok have tænkt, at det lød både meget dyrt og meget besværligt.
- Men faktisk har det vist sig, at vi som lille virksomhed, bare ved at tage nogle små skridt, har kunnet bidrage til noget som er rigtig pænt, miljøvenligt og godt for bierne, siger han.