Odder: Kom og se det bæredygtige genbrugs-modeshow i Ørangeriet i Økologiens Have 16. maj kl. 17.30-21. Modeshowet er blevet til i et samarbejde mellem Soroptimisterne i Odder, genbrugsbutikker og Økologiens Have.
Mange mennesker tænker rigtig meget i genbrug, og derfor vil Soroptimsterne gerne for første gang i Odder vise genbrugstøj til et ægte modeshow. Ørangeriet – vækstglashuset i Økologiens Have - danner rammen, og der vil blive serveret velkomstdrink og et klimavenligt og bæredygtigt måltid mad.
Der er også tænkt på re-design af genbrugstøj, så der vil være oplæg og fremvisning af eksempler, og det bliver muligt at handle genbrugstøj.
Soroptimisterne i Odder er et netværk for erhvervsaktive kvinder, der på forskellig vis støtter kvinder og piger til at få et bedre liv. Derfor vil overskuddet fra modeshowet også gå til ukrainske kvinder og børn i nærområdet.
Billetter kan købes på www.odderbilletten.dk.