Annonce
Ugeavisen Ølgod

At være schweisshundefører kræver veltrænede hunde og stor frivillighed

FORSIDE: Morgan og Rocco er veltrænede schweisshunde i Ansager, hvor Finn Hyldahl Petersen rykker ud ved anskudt og påkørt vildt. Foto: Tatjana Johnsson
De vilkår trives Finn Hyldahl Petersen i Ansager godt med. Han har tre schweissregistrede hunde, der hjælper med at spore dyr, når uheldet er ude. Det er en livsstil.
Annonce

Ansager: Den 46-årige Finn Hyldahl Petersen bor i Ansager, og arbejder som smed. Ved siden af jobbet har han en stor passion for schweisshunde. Det er hunde, der er trænet op til at kunne spore påskudt eller ankørt vildt over afstande i naturen. Finn er gift med Rikke, og sammen har de tre børn. Interessen for sporhunde har Finn haft siden 2010, hvor hans første hund Alberte, hans ruhårede hønsehund, blev optaget i Schweiss-registret.

- Alberte er lige gået på pension, men hun er også 12 år gammel, så det er helt almindeligt. I starten hylede og jamrede Alberte, når jeg skulle afsted med mine to andre schweisshunde, Morgan og Rocco, men det er heldigvis hørt op, siger Finn Hyldahl Petersen.

Det med at blive en ældre hund er grunden til, at Finn Hyldahl Petersen ikke har én, men tre schweisshunde i alderen et, fem og tolv år.

- Der skal gerne være et overlap i hunde og deres træning, så man ikke pludselig står med to gamle hunde. Det er også vigtigt med variation i alder, så hundene kan få så meget erfaring som muligt. Det bliver de kun bedre af.

Der er erhvervsskader forbundet med at have schweisshunde, da de jo ofte opererer i mørket for at spore dyr. Hvert år er der desværre schweisshunde, der bliver påkørt med døden til følge under en sporing.

Finn Hyldahl Petersen

Annonce

Hundeksamener

Man trækker ikke bare et kort i en automat, og vupti er man frivillig schweisshundefører. Der er meget mere på spil, når man står til rådighed som schweisshundefører og frivillig på alle tider af døgnet. Det gælder liv og død for det anskudte eller påkørte dyr. Derfor skal en schweisshund og dens fører gennem mange tests.

- Der er mange prøver, hund og fører skal gennemføre, og det er blevet strengere med adgangskrav i Schweiss-registret med årene, siger Finn og tilføjer:

I første omgang er der en tre timers sporingstest - en 400 meter prøve, der er obligatorisk. Den giver med en førstepræmie adgang til en 20 timers 400 meter prøve, der er adgangsgivende for at søge optagelse i Schweiss-registret. Til sidst har registret en ekstra hundeprøve, der skal bestås for at komme gennem nåleøjet.

Finn er født og opvokset i Ansager. Det var hans svigerfar Thomas Moltesen, der fik ham gjort interesseret i jagt og dernæst hunde.

- Jeg er ude mellem 90 og 120 gange på et år på alle tider døgnet, men oftest sidst på aftenen. Så jeg skal både have en fleksibel kone og ditto arbejdsplads, og det har jeg heldigvis, siger Finn.

For at holde hundene ved lige og dygtiggøre dem bør der ikke gå for lang tid mellem, man er afsted og ude og spore.

Annonce

Travlhed efter høst

Når afgrøder og de sidste majsmarker er høstet, og når bukkejagten sætter ind, løber mange dyr forvildet rundt. Så i sensommeren og foråret har Finn allermest travlt.

- Hundene har sporingsseler med et pejl på, og jeg har en pejlmodtager, der kan følge dem op til mere end 2,5 kilometers afstand, siger Finn.

Når dyret er fundet, især hvis påkørt i trafikken, er det ofte så ilde tilredt, at man bare kører det hjem. Det er ikke spiseligt.

- Så sætter jeg en balje ud i garagen med det døde dyr, og så kommer der mårhundejægere forbi og bruger det som lokkemad.

Finn Hyldahl Petersen har også kendskab til flere aktive rævegrave, hvor han kan køre forbi med døde dyr, så fødekæden på den måde fortsætter.

Hvad er en schweisshund?

Schweiss kommer fra tysk og betyder blod fra klovbærende vildt. En schweisshund er en hund, der er trænet i at opspore såret hjortevildt.

Kilde: www.naturstyrelsen.dk

Finn Hyldahl Petersen kan følge sine schweisshunde med sin pejler på flere kilometers afstand. Foto: Tatjana Johnsson
Morgan og Rocco er klar til sporingsleg i skoven ved Ansager. Finn Hyldahl Petersen benytter gerne hundenavne med to stavelser, da det i hans optik er gode kaldenavne. Foto: Tatjana Johnsson
Rocco - en femårig, bayersk bjergschweiss hund - gøres klar af Finn Hyldahl Petersen til sporing af vildt. Racen er, som navnet antyder, specielt avlet gennem 100 år i Tyskland. Foto: Tatjana Johnsson
Interessen for jagt bidrog til, at Finn Hyldahl Petersen i Ansager er blevet schweisshundefører til ikke mindre end tre hunde indtil videre. Foto: Tatjana Johnsson
Der er mange ting og grej at have liggende fast i bilen, når man skal rykke hurtigt ud som schweisshundefører, siger Finn Hyldahl Petersen. Foto: Tatjana Johnsson
Alberte kan godt hyle lidt over, at hun på grund af alder ikke mere skal med ud, når der er sket ulykker i trafikken, eller et dyr er anskudt og skal findes. Foto: Tatjana Johnsson
Alberte er med sine 12 hundeår lige gået på pension som schweisshund i Ansager, men hun nyder at være med ude til alt det, der er muligt ved siden af. Foto: Tatjana Johnsson
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Ølgod

35 års jubilæum

Annonce