RANDERS: I slutningen af januar måned rullede en ny kampagne, "Vintercyklingsugen", hen over arbejdspladser i hele Danmark. Kampagnens mål er at få flere mennesker til at vælge cyklen som transportmiddel også om vinteren. Den opfordring takkede et hold ansatte fra Afdeling for Folkeundersøgelser på Regionshospitalet Randers ja tak til og tilmeldte sig kampagnen:
- Når bare man er klædt godt på til at modstå kulden, er det jo altid dejligt at komme ud at røre sig på cyklen, også om vinteren, fortæller Mette Hedelund, der var holdkaptajn for syv af sine kollegaer i kampagneugen.
- Jeg har nogle meget motiverede kollegaer, der altid er klar til at springe på cyklerne i al slags vejr. At vi så ovenikøbet har vundet en præmie, giver lige et ekstra boost. Det inspirerer og motiverer os til at fortsætte med at være aktive på cyklerne sammen og deltage i flere cykelkampagner. Vi tilmelder os helt sikkert motionskampagnen ”Vi cykler til arbejde” i maj måned, siger Mette Hedelund.