Annonce
Randers Onsdag

HK Auto forlader Citroën og bliver til Car People

Flemming Holst (t. v.) og Peter Kjærsgaard, der sammen driver HK Automobiler A/S, forlader nu Citroën for at tilslutte sig værkstedskæden Carpeople. Foto: Annelene Petersen
Forretningen har drevet autoriseret Citroën-værksted siden 1977, men vil nu stå frit og fremover servicere alle bilmærker.
Annonce

Randers: Efter 42 år som autoriseret Citroën-værksted siger HK Automobiler A/S nu farvel til det franske bilmærke. I stedet har HK Auto meldt sig ind i Car People, en ny, frivillig kæde af autoværksteder over hele landet, som tilbyder service af alle bilmærker.

- Vi har været glade for de mere end 40 år med Citroën Danmark, men de stigende omkostninger ved at være en del af Citroën-familien har, sammen med lysten til at udvikle forretningen, har gjort det lettere at træffe beslutningen om at stoppe samarbejdet med Citroën Danmark. Men Citroën vil altid være en del af vores DNA, siger Peter Kjærsgaard, der driver forretningen sammen med Flemming Holst.

Peter Kjærsgaard tager sig af salg og administration, mens Flemming Holst styrer værksted og lager.

HK Automobiler blev grundlagt af Peter Kjærsgaards far, Henning Kjærsgaard, allerede i 1962, og siden 1967 har den ligget på adressen Kristrupvej 170, hvor der gennem årene er sket flere udvidelser. Peter Kjærsgaard og Flemming Holst overtog virksomheden i 2006. Firmaet har ti medarbejdere.

Annonce

Godt match

- Det blev simpelthen for dyrt at fortsætte med Citroën, konstaterer Peter Kjærsgaard. Derfor blev beslutningen truffet om at sige farvel. Næste skridt var at finde ud af "hvad så".

- Car People er en kæde, der passer godt til os, konstaterer han.

Det er en ret ny kæde af uafhængige værksteder, der i dag har cirka 40 medlemmer. Målet er at nå op på 80, fordelt over hele landet.

- De stiller høje krav til kvalitet og til uddannelse. Derfor er det et godt match, erklærer Peter Kjærsgaard.

Det nye kædesamarbejde, som firmaet træder ind i fra årsskiftet, betyder, at HK Automobiler A/S fremover vil kunne servicere alle bilmærker.

- Hvad angår bremser, transmission og den slags er der ikke de store forskelle fra bil til bil. Men hvis computeren melder om en eller anden fejl, som vi ikke umiddelbart kan finde en forklaring på, kan vi henvende os til en mærke-ekspert hos Car People og få adgang til indsigt og viden i stort set alle bilmærker, forklarer Peter Kjærsgaard.

- Samtidig er vores ekspertise indenfor Citroën jo intakt, så vi kan servicere vores Citroën-kunder som hidtil, tilføjer Peter Kjærsgaard.

Som kunde i Car People er man sikret gratis vejhjælp mellem serviceeftersynene, tre års garanti på reservedele samt en landsdækkende garantiordning.

Annonce

Leasing

HK Automobiler har samtidig indledt et leasingsamarbejde, så man kan tilbyde en all inclusive privatleasing, hvor kunderne på en FDM-kontrakt kan lease nye tyske biler med masser af ekstraudstyr.

- Vi forventer at blive langt bedre rustet til fremtiden i bilbranchen, som står overfor masser af udfordringer, men også masser af muligheder i fremtiden, siger Peter Kjærsgaard.

Selv har han aldrig kørt andre mærker end Citroën.

- Og det bliver jeg nok også ved med, tilføjer han med et smil.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce