Annonce
Randers Onsdag

Interview med Silas Holst: Jeg styrer min adhd med dans

4. januar underviser Silas Holst ved "Nytårsdans" i Arena Randers klokken 8.30. Pr-foto
4. januar er der mulighed for at få danseundervisning af Silas Holst ved "Nytårsdans" i Arena Randers.
Annonce

Randers: Lørdag 4. januar har de morgenfriske mulighed for at starte dagen med en danselektion klokken 8.30 under ledelse af Silas Holst. Det sker ved arrangementet "Nytårsdans" i Arena Randers.

Silas Holst er blandt meget andet kendt fra tv-programmet "Vild med dans", som han har vundet tre gange, senest i 2019 sammen med ny-danseren Jakob Fauerby.

Det er første gang, der holdes "Nytårsdans" i Randers, men konceptet har eksisteret et par år i København og også der med Silas Holst som underviser.

- Da vi fik muligheden for at tage "Nytårsdans" til Jylland, sagde jeg ja med det samme, for det er et fantastisk arrangement, hvor alle - også dem der måske ikke er vant til at danse - kan få en god danseoplevelse til god musik, siger Silas Holst.

At starttidspunktet er klokken 8.30 har han det fint med og han tror ikke, det vil afskrække nogen fra at deltage.

- Der er jo mange, der er vant til at være oppe og i gang på det tidspunkt. Jeg plejer selv at stå op klokken 6 hver dag, og når jeg alligevel er oppe, kan jeg jo lige så godt bruge tiden til noget, jeg kan lide, og dans er en dejlig måde at starte dagen på, siger Silas Holst.

- Dans skaber en god vidunderlig stemning, fordi det frigør endorfiner i hjernen, så man bliver i godt humør, tilføjer han.

Annonce

Vil ikke gentage sig selv

Som nævnt er Silas Holst årets vinder af "Vild med dans", og hvis det passer ind i kalenderen, er han klar til at forsvare trofæet næste år.

- Når jeg har været med i "Vild med dans", har jeg aldrig tænkt, at jeg skal toppe det, jeg har gjort de tidligere gange, jeg har deltaget. Jeg sammenligner aldrig, for hvert år står for sig selv, derfor er jeg meget opmærksom på ikke at gentage mig selv, både for seernes og for min egen skyld.

- Hvis jeg ikke umiddelbart har 12 nye i hovedet, når vi skal i gang, skal jeg ikke være med i sådan et program. For mig er det det kreative, der er sjovt ved at være med i "Vild med dans", så hvis jeg ikke har den kreative følelse, er det spild af både min og seernes tid, siger Silas Holst.

Annonce

Bruger dans som middel mod adhd

For Silas Holst er dans en essentiel del af få livet til at fungere.

- Uden dansen ville jeg ikke få afløb for stress, vrede eller lykke - eller kunne holde min adhd nede, siger Silas Holst, der for et par år siden fik stillet diagnosen adhd.

- På en måde var det enormt befriende at få stillet diagnosen, for nu ved jeg, hvad det er. Men altså... jeg har altid haft en fornemmelse af, at det måtte være noget i den retning, for jeg har altid haft knald i røven, siger han med et smil.

Det er muligt at holde adhd i ave med medicin, men den vej nægter Silas Holst at gå.

- En af bivirkningerne ved adhd-medicin er, at den udover at sløve også dræber kreativiteten, og det er jo netop det kreative, jeg lever af og for. I stedet for styrer jeg min adhd med dansen, siger han.

Annonce

Vil danse med dronning Margrethe

Da Silas Holst i sin tid begyndte at danse, gjorde han det udelukkende for sin egen glædes skyld, sådan er det ikke mere.

- Det lyder måske banalt, men nu beskæftiger jeg mig mere med dansen for at gøre andre glade ved at undervise - men det er jo også med til at gøre mig selv glad, så på den måde er der måske ikke den store forskel, siger han.

I tidens løb har Silas Holst danset med mange kendte, men der stadig er én helt særlig person, han gerne vil danse en dans med.

- Jeg vil meget gerne danse med dronning Margrethe og det skulle det ske en dag, skulle det være en dans, hun føler sig hjemme i, måske lancier, siger Silas Holst og har følgende forklaring på, hvorfor det netop er dronning Margrethe, der er hans ønske-dansepartner.

- Vores dronning er indbegrebet af danskhed, derudover er hun rasende intelligent og humoristisk. Jeg er stor fan af dronningen og kongehuset i det hele taget.

- De kongelige er rigtig fine repræsentanter for vores land, og så er der noget mystisk over kongehuset, som jeg er sikker på, vi ville savne, hvis det ikke var der. Ved at vi har et kongehus, er Danmark bygget op på at være et eventyrligt H.C. Andersen-land, som er medvirkende til, at vi heroppe nordpå kan holde kulden ud, siger Silas Holst.

Annonce

Kødløs restaurant

Til trods for, at Silas Holst i mange år har levet af at danse og på ingen måde har planer om at stoppe, kender han godt til følelsen af ikke at have lyst til at danse.

- Sådan har jeg det tit, når jeg skal til at danse, men der går kun fem minutter, så er den følelse fuldstændig forsvundet. Men den dag, følelsen ikke forsvinder, er det på tide at stoppe og finde på noget andet, siger han.

Hvad det "andet" skulle være, har Silas Holst ikke et konkret bud på, men han har sideløbende med dansen afprøvet forskellige ting. Han har eksempelvis haft et par restauranter med et vegetarisk menukort.

- Jeg er ikke selv vegetar, men jeg syntes, det var sjovt at prøve sådan et projekt. Jeg er ude af restauranterne igen, men jeg har stadig en foodtruck, der kører rundt på festivaler, men det er altså ikke mig, der er kokken, siger han og smiler.

Annonce

Genforenes med Jakob Fauerby

Det med lysten til at prøve sig selv af i andre sammenhænge end på dansegulvet er også grunden til, at Silas Holst de seneste år har beskæftiget sig med sang og skuespil. Han har eksempelvis medvirket i musicalen "Flashdance", der turnerede rundt i landet i 2019.

- Jeg tror, jeg ville kede mig, hvis jeg ikke var kreativ på andre måder end at danse. Og så giver det at synge og lave skuespil mig ofte idéer, jeg kan bruge i dansen, siger Silas Holst, der også i 2020 kan opleves på scenen, når han medvirker i en musicalversionen af Susanne Biers succes-film "Den skaldede frisør" i rollen som den unge Patrick der skal giftes, en musical der har musik af Thomas Helmig.

I øvrigt bliver "Den skaldede frisør" til en genforening med "Vild med dans"-partneren Jakob Fauerby, der også er på rollelisten.

2020 bliver også året, hvor Silas Holst træder ind i dommer/coach rollen, når der er premiere på live-udsendelserne af tv-programmet "Den vildeste danser".

- Vi har været ude til auditions, og jeg glæder mig vildt meget til at skulle være både coach og dommer for al den dansetalent, vi har oplevet rundt om i landet, siger Silas Holst, der ikke vil afvise en dag at tage plads i "Vild med dans"-dommerpanelet.

- Det kunne være sjovt, men det bliver ikke før, jeg om mange år er løbet tør for kreativitet og lyst til selv at danse i programmet, siger han og griner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce