Annonce
Randers Onsdag

Tenna Bloch Persen er frisørelev i Randers og vinder af DM i Skills: Jeg skal ud og have en masse hår mellem hænderne

"Det jeg synes er mega fedt ved frisørfaget er, at man kan skabe alt muligt. Hår er en stor del af ens personlighed og udseende, derfor synes jeg, det er mega fedt at kunne skabe et look til folk og hjælpe dem i den retning, siger Tenna Bloch Petersen, der her er ved at sætte krøller på sin læremester, Sofie Rørbæk Rothausen. Foto: Frank Pedersen
22-årige Tenna Bloch Petersen var næsten færdig med studentereksamen, da hun besluttede sig for at sadle om og forfølge sin drøm om at blive frisør.
Annonce

Randers: Tenna Bloch Petersen er frisørelev i salonen Park by studie Rørbæk, Dytmærsken 14, og i forrige uge blev hun kåret til Danmarks bedste frisørelev ved de årlige DM i Skills mesterskaber, hvor elever på erhvervsuddannelser konkurrerer på faglige evner indenfor deres fag.

Tenna Bloch Petersen er frisørelev i salonen Park by studie Rørbæk, Dytmærsken 6. "Da jeg skulle finde en praktikplads, vidste jeg, at det var her i salonen - der dengang hed Poul M - jeg gerne ville i praktik dels fordi, det er en af de mest populære saloner i Randers og dels fordi, det er en stor og flot salon med søde mennesker, siger hun. Foto: Frank Pedersen
Annonce

Regnede med at skulle have bank men vandt

Om oplevelsen ved DM i Skills fortæller Tenna Bloch Petersen, at hun som udgangspunkt deltog for at være bedre forberedt til at deltage ved DM i Skills næste år, som hun håber at blive udtaget til.

- Jeg regnede med, at jeg skulle over og have bank, for jeg vidste, at de andre deltagere er vanvittig dygtige, så konkurrencen ville være på et mega højt niveau, siger hun og fortsætter:

- Selv om jeg var meget nervøs, var det egentlig rart at kunne tage afsted uden forventninger eller pres.

Tenna Bloch Petersen fortæller, at hun i løbet af Skills-dagene ikke havde nogen fornemmelse af, hvor hun lå i forhold til konkurrenterne udover, at hun havde en god følelse af ikke at ligge allersidst.

- Jeg havde et håb om en solid midterplacering, derfor var jeg meget overrasket og glad, da jeg blev kåret som vinder, siger hun, der kunne fejre det uventede mesterskab med sin mester og indehaver af salonen Park by studie Rørbæk, Sofie Rørbæk Rothausen.

Annonce

Mega fedt at lære og konkurrere

I forhold til hvad der er det sjovest og bedste ved at være frisør peger Tenna Bloch Petersen på, at hun i øjeblikket er på et stadie, hvor hun er gået fra ikke at kunne noget til at have en masse mellem hænderne.

- Derfor synes jeg bare, at det er mega fedt at lære alt det, jeg skal kunne som frisør, at få mere og mere at vide om det fag, jeg har valgt, siger hun.

- Og så kan jeg godt lide at være konkurrenceelev. Det at træne og nå mit mål er en fed følelse. Det konkurrence-mindset er en del af den, jeg er og noget jeg har taget med fra dansens verden.

- Derfor er jeg glad for den opbakning, jeg har her i salonen i forhold til at deltage i konkurrencer, så det skal jeg bare have mere af, fortsætter Tenna Bloch Petersen, der udover DM i Skills også har deltaget i Randers Mesterskaberne og frisør-DM.

Annonce

Dansede ind i gymnasiet

Den dansens verden, som Tenna Bloch Petersen henviser til, er sportsdans, hvor hun har været en del af den danske ungdomselite. Hun har således vundet flere mesterskaber og rejste i gennemsnit tre gange om måneden til udlandet for at deltage i internationale konkurrencer.

Og selv om hun fra barnsben havde haft en drøm om at blive frisør, var det ikke den drøm, hun valgte at forfølge, da hun skulle beslutte sig for en ungdomsuddannelse. I stedet begyndte Tenna Bloch Petersen på den fire-årige gymnasieretning, hvor unge der er støttet af Team Danmark har mulighed for at træne deres idræt på højt niveau samtidig med, at de tager en studentereksamen.

- Den tid jeg brugte på at træne dans kunne simpelthen ikke forenes med det at have en læreplads i en frisørsalon, derfor valgte jeg gymnasiet, fortæller Tenna Bloch Petersen.

Annonce

Stoppede for at forfølge sin drøm

Efter tre år stoppede Tenna Bloch Petersens dansepartner, hvilket resulterede i, at hun efter flere overvejelser satte en stopper for sin egen dansekarriere.

- Hvis jeg skulle være fortsat med at danse på eliteplan, ville det blive med en italiensk partner, hvilket ville betyde, at jeg kunne se frem til at skulle tilbringe halvdelen af min tid i Italien og halvdelen hjemme i Danmark. Det var jeg bare ikke klar til, fortæller Tenna Bloch Petersen og tilføjer, at det skete på et tidspunkt i hendes liv, hvor der var andet, der var begyndt at blive sjovere, og at hun derudover havde fået en kæreste.

- Udsigten til at være væk fra ham var ikke sjov, så da jeg fik sat det hele op mod hinanden, valgte jeg at stoppe med at danse, siger hun.

Tenna Bloch Petersen fortæller, at det eneste reelle alternativ hun nogensinde har haft til en uddannelse som frisør var en karriere som professionel danser.

- Jeg troede jo, at jeg skulle leve af min dans, men da det lige pludselig ikke var sjovt længere, måtte jeg gå den vej, jeg syntes var min vej, siger Tenna Bloch Petersen, der samtidig med, at hun stoppede med at danse også droppede ud af gymnasiet blot et år før studentereksamen. En beslutning hun stadig har det rigtig godt med.

- Det havde aldrig været den vej, jeg ville, derfor havde jeg ikke noget behov for at gøre det færdigt. I stedet for havde jeg jo nu mulighed for at følge min drøm om at blive frisør, fortsætter hun.

- Det jeg synes er mega fedt ved frisørfaget er, at man kan skabe alt muligt. Hår er en stor del af ens personlighed og udseende, derfor synes jeg, det er mega fedt at kunne skabe et look til folk og hjælpe dem i den retning, siger Tenna Bloch Petersen.

Annonce

Klar til flere konkurrencer

Tenna Bloch Petersen begyndte sin uddannelse til frisør i januar 2018 og er dermed halvvejs, da uddannelsen til frisør inklusiv grundforløbet på Randers’ erhvervsskole, Tradium, varer fire år.

Hun fortæller, at det som frisørelev kan være svært at finde et praktiksted, men at det lykkedes hende at få sin ønske-praktikplads ved hjælp af en kreativ ansøgning kombineret med vedholdende at kontakte salonen for at spørge til, om hun ville komme i betragtning.

- Jeg var meget målrettet, for jeg vidste, at det var her i salonen - der dengang hed Poul M. - jeg gerne ville i praktik, dels fordi det er en af de mest populære saloner i Randers, dels fordi det er en stor og flot salon med søde mennesker, siger hun.

Når det gælder fremtiden efter endt elevtid, er egen salon ikke det, der står øverst på Tenna Bloch Petersens ønskeliste.

- Mange af fra min klasse drømmer om at få deres egen salon, men det tror jeg ikke, jeg skal - ikke lige nu i hvert fald, siger hun.

- Frisørfaget handler meget om at have erfaring, så jeg skal bare ud og have en masse hår mellem hænderne og blive pissedygtig, når jeg er udlært, fortsætter Tenna Bloch Petersen, der i øjeblikket går målrettet efter at deltage i alle de konkurrencer, hun kan, mens hun som elev har tid til det.

Annonce

Går lige ind i hjertet på kunderne

Tenna Bloch Petersen peger på, at hendes force som frisør er, at hun er rigtig god til mennesker.

- Jeg er god til at håndtere alle typer af mennesker, der kommer her ind i salonen. Min mester siger, at jeg går lige ind i hjertet på kunderne, og det har hun nok ret i, selv om det ikke er så nemt at sige om sig selv, siger hun og smiler.

Rent fagligt har Tenna Bloch Petersen svære ved at pege på, hvad der hendes særlige force, da hun endnu ikke har prøvet alle frisørfagets facetter.

- Min mester lægger vægt på, at når jeg har haft et emne i et skoleforløb, så er det det, jeg skal arbejde med i salonen. Det seneste forløb på skolen handlede om herreklip, så lige nu må herreklip være det, jeg er bedst til, det klipper jeg for vildt her i salonen, siger Tenna Bloch Petersen.

- Jeg kan også godt lide at sætte hår. Jeg har været på kurser i det og det har været vildt spændende. Der er ikke så mange, der er gode til at sætte hår i den her branche, for det er ofte noget, folk selv gør derhjemme. Jeg vil rigtig gerne blive dygtig til at sætte hår i frisurer, man ikke kan lave selv, fortsætter hun.

Annonce

Vil det hele med det samme

Når det kommer til, hvad hun indtil videre synes har været det mest udfordrende ved at uddannelsen til frisør, siger Tenna Bloch Petersen:

- Jeg er typen, der gerne vil lære det hele på en gang og har nok haft svært ved at forstå, at det kan man ikke, siger hun og fortsætter:

- Jeg vil gerne have det hele i hænderne og vil det gerne nu. Og selv om jeg godt forstår, at når man er elev i en salon, tager man det stille og roligt. Man starter med lidt hårvask og hovedbundsmassage, man laver lidt bryn og vipper og den slags, men jeg er utålmodig og vil sygt gerne bare have saksen i hånden med det samme.

At tage en erhvervsuddannelse er ikke kun at lære et fagområde af den praktiske vej. Der er også en del teori, der skal tilegnes ved at læse bøger.

- Men heldigvis ikke så meget på frisøruddannelsen, siger Tenna Bloch Petersen.

- Det boglige hang mig langt ud af halsen de år, jeg gik i gymnasiet, så også derfor er det at tage en erhvervsuddannelse perfekt for mig, fortsætter hun.

Det betyder dog ikke, at Tenna Bloch Petersen fortryder sine år på gymnasiet, mens hun dyrkede sportsdans på eliteplan.

- Selv om jeg kunne have været færdig med min frisøruddannelse nu, hvis jeg var begyndt på den lige efter folkeskolen, så har de år givet mig noget modenhed, siger hun og tilføjer, at det fuldtidsarbejde hun havde som leder af Burger Schack i Randers inden hun begyndte på Tradium også har modnet hende.

Klogere med hænderne end hovedet

Tenna Bloch Petersen vil ikke ubetinget anbefale en erhvervsuddannelse til unge, der står til at skulle afslutte folkeskolen.

- Det kommer jo an på, hvad den enkelte har det bedst med - det boglige eller det praktiske.

- Jeg har altid været klogere med mine hænder end hovedet, så hvis det er en, der har det på samme måde, vil jeg anbefale den unge at besøge DM i Skills, for der kan man få et indblik i, hvad de forskellige erhvervsuddannelser indeholder, siger Tenna Bloch Petersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Fond redder midtbyens sjæl

Annonce