Annonce
Ugeavisen Ribe

Øster Vedsted og Roager har fået løft efter landsbyplan

Der var i Øster Vedsteds landsbyplan et ønske om at fjerne høje hække langs den gennemgående vej, så man blandt andet fik de flotte gamle bondegårdshuse at se, og det er lykkedes for dem. Foto: René Aunsbjerg Fogh
UGE-Avisen har kigget nærmere på de landsbyplaner, som Esbjerg Kommune udarbejdede for 10-11 år siden. Flere af byerne i lokalområdet har fået en del ud af dem.
Annonce

Landsbyplan: I Øster Vedsted har man brugt landsbyplanen til at sætte fokus på det lille lokalsamfund, og en del af de indsatsforslag, der stod i planen, er fuldført.

- Landsbyplanen kom på et tidspunkt, hvor vi lige havde mistet både vores skole og byens butik, og vi havde derfor brug for, at der skulle ske noget. Derfor tror jeg, at det var oplagt at bruge planen til noget aktivt, siger Poul Schou, som sad med i det fællesråd, som arbejdede med planerne.

Landsbyplaner i Esbjerg Kommune

Landsbyplanerne i Esbjerg Kommune blev vedtaget i 2010 og 2012 og er lavet for Lustrup-Damhus, Grimstrup, Bryndum, Jernved-Jernvedlund, Vester Vedsted, St. Darum, Hunderup-Sejstrup, Vilslev-Jedsted, Mandø, Farup, Vejrup, Vester Nebel, Roager, Guldager Kirkeby, Endrup, Kokspang-Hostrup, Spandet, Skads-Andrup, Varming-Skallebæk og Øster Vedsted.

Planerne skal bruges til at skabe udvikling i landsbyerne, og så har de fungeret som værktøj for lokalrådene som pejlemærke og til at bruge i forbindelse med fundraising.

UGE-Avisen Ribe har kigget de ti planer, der dækker gamle Ribe Kommune, igennem. I hver plan fremgår en liste med foreslåede indsatspunkter, og de er nu blevet fremlagt for repræsentanter i de enkelte byer for at høre, hvordan det er gået.

I denne uge fortæller vi i avisen om, hvordan det er gået i Roager, Øster Vedsted, Farup og Jernved-Jernvedlund. I næste uges avis bringer vi artikler om de resterende seks landsbyplaner.

Der stod blandt andet i planen, at man opfordrede indbyggerne langs Øster Vedstedvej til at åbne deres haver, så man ikke kun så høje hække, når man kørte gennem byen.

- Jeg synes, at mange har åbnet deres haver, så man ikke bare ser en landevej, der kører igennem en landsby. Oplevelsen er blevet mere transparent, så man nu får et fint indkig indtil de historiske gårde og bygninger, der er i byen, siger Poul Schou.

Annonce

Landskabsgang og legeplads

Området ved forsamlingshuset har også fået en opgradering, der er kommet ny legeplads ved daginstitutionen, og så er der lavet et aktivitetsområde med krolf og informationsstander ved boldbanerne.

- Vi har også fået etableret landsskabsgangen, der jo er en 12 kilometer lang vandrerute. Der er kommet fugletårn, bænke, aktivitetsmærker, shelter og naturtoiletter., og man får et flot kig ind mod Ribe på den tur. Vi har også fået etableret Granly Skov og legepladsen.

Granly Skov er også en af de initiativer, der er blevet fuldført i Øster Vedsted. Foto: René Aunsbjerg Fogh

- Der er mange i Øster Vedsted, der har fået fornemmelsen af, at det hele fungerer herude. Der er kommet et generationsskifte, det er slet ikke et problem at sælge huse, og der er blevet bygget flere nye huse. Øster Vedsted er et velfungerende samfund, og jeg har en klar fornemmelse af, at vi har fået en masse gode ting efter, at landsbyplanen kom, siger Poul Schou.

Annonce

Glade for kommunesamarbejde

Også i Roager er landsbyplanen blevet brugt som løftestang til at samfundet kan udvikle sig.

- Landbyplanen kom samtidig med, at vi mistede skolen, men vi fik etableret vores medborgerhus, og det er nu blevet samlingspunktet, siger Knud Erik Thuesen, formand for Kvik 70's Venner, som mener, at sammenholdet i Roager altid har været noget ganske særligt og stadig er det.

For små fem år siden blev Roagers gamle forsamlingshus revet ned, og nu er området i stedet lavet til busholdeplads med tilhørende busskur og fortov. Det er en af udløberne af Roagers landsbyplan. Foto: René Aunsbjerg Fogh

- Vi havde jo, allerede inden landsbyplanen kom, vist, at vi kunne noget, da vi fik etableret hallen, og jeg tror, at det betyder noget, at vi hele tiden viser sammenhold, siger han.

Hvis man kigger på Roager udefra, er det helt tydeligt, at denne landsby kan lidt mere end de fleste.

Byen har altid haft en stor idrætsfest, der har været haft Kvik Rock på Hovedengen i Ribe, som nu er afløst af byens egen musikfestival. Og det sidste nye, der er lykkes, er at få lavet en busholdeplads på området, hvor forsamlingshuset har ligget. På området fra hallen og hen til busholdepladsen kommer der en sikker skolevej.

- Vi har stadig noget, vi vil have forbedret, og vi kæmper hvert år for at få kommunen med til at sikre bedre gadelys, for det er simpelthen ikke godt nok. Vi kan godt mærke, at det er en af de hurdler, der er svær at afsætte penge til, men vi håber snart, at der kommer en løsning. Og så drømmer vi jo alle i Roager om, at der kommer en cykelsti fra Roager til Ribe. Det har vi kæmpet for i 35 år, så det må snart være på tide. Vi er glade for samarbejdet med Esbjerg Kommune, men det kan godt være svært at få opmærksomhed her i den sydligste del af kommunen. Vi er stadig en landsby som folk flytter til, og det er vi stolte af, siger Knud Erik Thuesen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Ribe

KLUMME: Vanens magt

Annonce