Annonce
Ugeavisen Ribe

Nyt liv i butikslokaler i Ribe Nord: Morten viser møbler frem i nyt showroom

Morten og Malia Iversen har SilvaDNA sammen, og fra senere på måneden kan de for alvor få vist deres flotte borde frem til kunderne. Foto: René Aunsbjerg Fogh
SilvaDNA, ejet af Morten Iversen, har lejet sig ind i lokalerne ved siden af Designa Køkken i Ribe Nord.
Annonce

Ribe: Butikslokalet ved siden af Designa Køkken på Bohrsvej har fået en ny lejer. SilvaDNA, der producerer planke-, epoxy- og sildebensborde, skal nemlig bruge lokalet som showroom og overtager dermed lokalet fra den tidligere lejer Pejsemesteren.

Og netop placeringen ved den befærdede rundkørsel i den nordlige del af Ribe er meget velvalgt af indehaver Morten Iversen.

- Det er en optimal placering til vores showroom. Der er mange, som kører forbi her i lavere fart, og så er det også godt at ligge ved siden af et køkkencenter, som folk nok besøger, når de er ude at tænke nyt til hjemmet. Så kan det jo være, at de også skal have et nyt spisebord samtidig med det nye køkken, siger Morten Iversen, der førhen har haft showroom på Varde Hovedvej.

I det cirka 200 kvadratmeter store showroom vil Morten Iversen vise en række forskellige bordmodeller, og derudover vil man kunne kigge nærmere på andre møbler og billeder, som han vil være forhandler af. Og Morten Iversen understreger, at det er vigtigt for ham at have et showroom.

- Der kommer kunder fra både Sjælland og Nordjylland for at mærke på varerne, inden de køber. Og showroomet skal forhåbentlig også være med til at brede budskabet om min virksomhed mere ud. At rummet er præsentabelt er vigtigt, når man skal sælge varer af høj kvalitet, siger Morten Iversen.

Showroomet åbner første gang på Black Friday, den 29. november. Derefter vil Morten Iversen være til stede tre eftermiddage om ugen, ligesom der også vil være åbne døre, når køkkencentret har åbent.

Tiden op mod åbningen går med at få plads til de mange bordmodeller, så Morten og Malia Iversen har masser at se til. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce