Annonce
Ugeavisen Ribe

Skattejagt og by night: Ribes Handelsstand har masser af planer

Ribes butikker og restaurationer har overlevet den sværeste tid og er nu ved at komme godt i gang igen.Arkivfoto.
Der er flere tiltag på vej i butikslivet henover sommeren, og det er alt sammen aktiviteter, der har til formål at skabe omsætning.
Annonce

Ribe: Butikkerne i Ribe er kommet godt i gang ovenpå corona nedlukningen, og byens handelsstandsforening gør alt, hvad de kan for at bakke butikkerne op og skabe nyt liv i Ribe.

Den lokale handelsstandsforening fik stor succes med de to store og udsolgte drive-in arrangementer, og lige nu kører de en stribe konkurrencer på Facebook, hvor kunderne kan vinde gode præmier, samtidig med at butikkerne kan få profileret deres butikker og deres varer.

Det sidste nye skud på stammen er en slags skattejagt, som får turisterne ud i butikkerne, og det sker i et samarbejde med VisitRibe.

Foreningens formand glæder sig over, at der er mange aktiviteter i gang i Ribe.

- Vi har flere møder i handelsstandsforeningen end før nedlukningen, og vi forsøger virkelig at holde gang i aktiviteterne her i Ribe. Men det er også nødvendigt, efter at det hele lukkede ned. Jeg synes, at vi skal glæde os over, at butikkerne og restaurationerne har overlevet den svære tid, og jeg håber, at vi får en højsæson, hvor vi får masser at lave i Ribe, siger Peter Lauritzen.

Og en af de planer, der er for fremtiden, er Ribe By Night, og den bliver placeret fredag den 11. september.

- Vi er gået i gang med forberedelserne til Ribe By Night, og vi har en del aktiviteter i støbeskeen, som gerne skulle trække folk til Ribe. Det skal selvfølgelig ske i respekt for de afstandskrav, der er i september måned. Det er ikke alt, der er på plads endnu, men vi arbejder på en stribe forskellige muligheder, siger Peter Lauritzen.

Annonce

Stafet bliver en del af By Night

Formanden for Stafet for livet, Morten Topholm, og styregruppen bag den gode aktivitet har valgt at flytte deres arrangement til fredag den 11. september, så det bliver en del af Ribe By Night. Det sker, da de alligevel havde planlagt at afholde en alternativ stafet på grund af frygten for corona.

- Vi laver et samarbejde med Ribe Handelsstandsforening, og vi har valgt at flytte vores stafet fra lørdag til fredag. Men vi har ikke helt detaljerne klar for, hvordan vi gør det. Vi håber dermed på at vi kan skabe en anderledes Stafet for livet, hvor vi hjælper hinanden, siger Morten Topholm.

Den umiddelbare plan er dog, at Ribe by night kan slutte med en lysceremoni - som er et fast element i en Stafet for Livet - i Ribe Domkirke.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce