Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Flere unge skal slukke ild

Beredskabet og Sønderborg Kommune har et ønske om at hverve flere som Magnus. Han er ung og frivillig brandmand i Hørup. Foto: Timo Battefeld
I en ny plan for beredskabet i Sønderborg Kommune er der lagt op til en charmeoffensiv hos de unge.

Sønderborg: Flere unge skal være med til at slukke ildebrande og tage hånd om oversvømmelser, hvis vandet i Sønderborg kommune skulle flyde over.

Målet er at rekruttere nye, unge brandmænd.

Den strategi fremgår af en ny plan for beredskabet i kommunen, som er gældende de kommende fire år.

De frivillige brandværn forbliver også et bærende element, hvilket har stor betydning for borgmester Erik Lauritzen (S), der også er beredskabskommissionen.

- Det ligger helt fast, at vores frivillige brandmænd og værn er grundstammen i vores beredskab. De er en kulturel støttepille i vores kommune, men også helt afgørende for den fintmaskede sikkerhed i vores beredskab. Derfor ser jeg også frem til en indsats for at hverve nye brandmænd. Det kunne eksempelvis være ved at udbrede det ungdomsbrandværn, der allerede fungerer hos tre brandværn på Nordals, siger han i en pressemeddelelse, hvoraf det ikke fremgår, hvordan beredskabet skal nå sin ambition.

Medlemmerne i ungdomsbrandværnet lærer blandt andet om førstehjælp og forebyggelse af brandslukning.


Nogle ændringer er et udtryk for, at vi skal rette ind efter ny lovgivning, mens andre er tilpasning til vores andre målsætninger, som blandt andet er en mere bæredygtig udvikling

Erik Lauritzen, borgmester (S) og formand for beredskabskommissionen


Sønderborg Kommune lægger også vægt på, at de unge får mulighed for at snuse til fællesskabet, der ifølge den har været kendetegnet for brandværnene gennem generationer.

Annonce

Klima fylder mere

Den nye plan tager samtidig højde for et ændret risikomønster på en række andre områder som flere turister i Sønderborg, oversvømmelser og andre udfordringer skabt grundet ændringer i klimaet. I den forbindelse bliver der indkøbt materialer, som sikrer en hurtigere indsats ved redning i vand, oplyser kommunen, der også gør opmærksom på, at øget samarbejde på tværs af enhed er et fokuspunkt.

Derudover er der ændringer i bemandingen på første udrykning og køretøjssammensætningen.

- Nogle ændringer er et udtryk for, at vi skal rette ind efter ny lovgivning, mens andre er tilpasning til vores andre målsætninger, som blandt andet er en mere bæredygtig udvikling, siger Erik Lauritzen.

Planen skal endeligt godkendes af økonomiudvalget og byrådet i løbet af marts.

JydskeVestkysten vil gerne have spurgt Erik Lauritzen om, hvordan blandt andet målet om flere brandmænd skal opfyldes, men han er ikke vendt tilbage på henvendelsen inden deadline.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce