Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Gør skraldeindsamling til en sjov leg for familien

Lav det til en sjov konkurrence at indsamle skrald i naturen, her Hoverdal Plantage. Hvem samler flest forskellige ting eller hvem samler mest. Arkivfoto: Marianne L. Jacobsen
Leg og konkurrencer kan gøre det til en hyggelig aktivitet at samle skrald sammen, når I bruger naturen.
Annonce

Indsamlingskonkurrence: En hundelort, der er lagt i en skov, forsvinder på omkring to uger. Men ligger den i en pose, der er blevet efterladt, så kan du stadig finde den årtier senere.

Faktisk tager det 100 år for naturen at nedbryde en plastikpose ifølge Naturstyrelsen, Miljøstyrelsen og Friluftsrådet.

I løbet af coronaperioden har de danske skove og kyster haft flere besøgende end normalt. Men det skal nødigt betyde mere skrald i naturen - og det kan du og familien være med til at sørge for.

Naturvejleder i Nationalpark Skjoldungernes Land Sofie Clauson-Kaas holder årlige affaldsindsamlinger, og hun oplever, at det sagtens kan gøres sjovt at fjerne lidt skrald.

- Det kan blive en skattejagt, hvis man leder og samler det op, man finder, siger Sofie Clauson-Kaas og fortsætter:

- Man kan også have en bingoplade med almindelige typer af skrald. Eksempelvis et plastiklåg, en plastikflaske, en øldåse og emballage fra madindpakning. Så går man en tur med bingopladerne og ser, om man kan finde alle typerne.

Har I flere børn med på tur, kan der også være et konkurrenceelement i det. Så kan der konkurreres om at finde mest skrald i løbet af turen, foreslår hun.

Når børnene finder skrald, er det en god idé at bruge det som udgangspunkt for oplysning. Her kan du som forældre dele en lille fortælling.

- Finder de et stykke plastik, så få fortalt, at det bliver i naturen i flere hundrede år. Og at når det ligger der, så kan man risikere, at dyrene tror, det er mad, så de får det galt i halsen, siger hun.

Hun understreger, at du selv skal være det gode eksempel og gå forrest. Hvis I synes, det er lidt ulækkert at røre ved, så husk handsker og håndsprit.

Danmarks Naturfredningsforening har initiativet Affaldsindsamlingen, hvor man melder sig til og samler affald i naturen. I år er dagen på grund af corona udskudt til 19. september.

- Hvert år deltager over 100.000 danskere frivilligt og giver naturen en hånd. Og vi ser en stigende interesse for at samle affald i naturen for at passe på natur og miljø, fortæller Charlotte Juul, projektleder på Affaldsindsamlingen hos Danmarks Naturfredningsforening.

Indsamlingen indeholder hvert år alt fra emballage, kopper og madindpakning til pap, papir og metal.

- Affald i naturen er ikke kun til gene for os, men også for miljøet og for dyrene. Vi ser dyr der kan sidde fast i plastik eller metal. Eller de kan spise det med dødelig udgang, siger Charlotte Juul.

/ritzau fokus/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce